Visfatin og den totale endokrinologi

Der var engang, hvor endokrinologi var læren om veldefinerede kirtler og deres hormoner. Det er kun få årtier siden. Der var hypofysen, skjoldbruskkirtlen, biskjoldbruskkirtlerne, binyrerne, de langerhanske øer, ovarierne og testiklerne. Og der var den øverste mave-tarm-kanal, der producerede hormoner i rigtige endokrine celler, som imidlertid er spredt ud i slimhinden. En tilsyneladende kuriøs undtagelse. Men så gik biologien af lave, og endokrinologien blev uoverskuelig. Det var ikke længere kun endokrine celler, der producerede hormoner. Først viste det sig, at næsten alle neuroner syntetiserer peptidhormoner og frisætter dem både som transmittere i synapser, og ofte desuden til blod som hormoner. Dernæst fandt man hormonsyntese i blodkarrenes endotelceller og i hjertemuskelceller. I 1990'erne tonede fedtceller frem som hormonproducerende. Og siden har andre væv og celler også gjort krav på at være endokrine: tværstribet muskulatur, immunapparatets celler, leverceller, knogleceller, bindevævsceller etc. Der tegner sig nu det billede, at muligvis alle celler i multicellulære organismer på et eller andet tidspunkt i fylo- og ontogenesen eller under givne påvirkninger i onkogenesen producerer hormoner. Og samme hormon kan på samme tid produceres af forskellige celletyper.

I den situation er det måske værd at erindre Claude Bernards tilløb til endokrinologien med det brede begreb secretion interne , dvs. sekretion indadtil i kroppen i modsætning til sekretion til ydre og indre overflader [1], samt at ordet hormon kun betyder »at aktivere«. Det forudsætter strengt taget ikke transport med blodet [2]. Ordet hormon er derfor stadig en gangbar betegnelse for peptider, proteiner, steroider og monoaminer, der frisættes fra en celle for at aktivere en anden - uanset om målcellen er en nabo eller en fjern celle, der kræver transport ad blodvejen. Endokrinologien handler med andre ord om kommunikation mellem celler. Endokrinologien er det sprog, og hormoner er de ord, som celler bruger, når de taler sammen. Endokrinologi er blevet biologisk sprogvidenskab, og klinisk endokrinologi læren om kommunikationsforstyrrelser.

Det seneste ord i sproget er visfatin [3, 4]. Visfatins biologi illustrerer hovedtræk af den nye totale endokrinologi. Semantisk betyder ordet blot et hormon fra »visceralt fedt«. Visfatin er interessant af mindst tre grunde. For det første er det et hormon produceret af fedtceller, et adipokin, hvilket endnu en gang understreger, at fedtvæv - og ikke mindst visceralt fedt - deltager aktivt i kroppens metaboliske regulering; fedtvæv er ikke blot et depot. For det andet er det overraskende, at visfatin virker som insulin og bindes til insulinreceptoren - om end uafhængigt af insulin. Desuden er visfatinkoncentrationen i plasma konstant i sammenligning med insulins variationer under måltider m.m. For det tredje er det ikke blot viscerale fedtceller, der producerer visfatin. Visfatinmolekylet blev identificeret allerede i 1994 som et 52-kilodalton cytokin udtrykt i lymfocytter. Det fik dengang det tungsindige navn pre-B-cell colony-enhancing factor (PBEF) [5]. Men da vidste man heller ikke, at hormonet/cytokinet hovedsageligt blev produceret i fedtceller, og at det virkede via insulinreceptoren.

Med de voksende epidemier af fedme, type 2-diabetes, insulinresistens og metabolisk syndrom er det oplagt, at visfatin fremover vil tiltrække sig stor interesse. Meget større end da visfatin blot var PBEF. Virkningen via insulinreceptoren er fascinerende. Den understreger den cellulære kommunikation på kryds og tværs, der kendetegner moderne endokrinologi. Visfatin har derfor bidraget til at varsle en ny dimension af det indre kropssprog.