Skip to main content

Visuelle aldringstegn - mellem genetik og kultur

Cand.mag. Helle Rexbye: Forf.s adresse: J.B.Winsløwsvej 9b, DK-5000 Odense C. E-mail: hrexbye@health.sdu.dk Forsvaret finder sted den 7. december 2007, kl. 14.00, i U47, Syddansk Universitet, Campusvej 55, Odense. Bedømmere: Professor Bjørn Holstein, professor Jakob Kragstrup og docent Peter Öberg, Sverige. Vejledere: Cand.mag. Jørgen Povlsen, Kaare Christensen og kunsthistoriker Jørn Guldberg.

19. nov. 2007
2 min.

Ph.d.-afhandlingen beskriver et flervidenskabeligt aldringsforskningsprojekt, hvori visuelle aldringstegn og visuel alder undersøges ud fra både en epidemiologisk og en humanistisk forståelsesramme.

Afhandlingen bygger på fire delstudier, som alle tager udgangspunkt i aldersvurdering af fotografier af danske 70+-årige tvillinger. Fotografierne (i alt 7.543) er taget i forbindelse med Det Longitudinelle Studie af Danske Tvillingers Aldringsproces (LSADT), som også indhenter helbredsrela-terede oplysninger om tvillingerne.

Fotografier af alle tvillinger er aldersvurderet af 40 bedømmere af forskellig faglig baggrund, alder og køn. Gennemsnittet af vurderingerne er anvendt som »visuel alder« for hver tvilling.

Basisprojektet er designet som et klassisk tvillingestudie, som ved hjælp af tvillingeanalyse finder en heritabilitet på 60% for visuel aldring. Basisprojektet påviser ligeledes en association imellem visuel alder og mortalitet, og dette fund styrkes af en yderligere follow-up-undersøgelse i afhandlingen.

Studie 1 er designet som en tværsnitskohorteundersøgelse og undersøger miljømæssige faktorers indflydelse på visuel aldring. Her sammenholdes tvillingernes visuelle alder med LSADT-oplysninger. Det vises, at sollys, rygning, BMI, apopleksi, ægteskab, samt det at have 1-3 børn, har statistisk signifikant sammenhæng med visuel alder hos ældre mænd (70+ år). Hos ældre kvinder har depressionssymptomatologi, kardiovaskulære sygdomme, BMI, social klasse samt ægteskab statistisk signifikant sammenhæng med visuel alder.

Studie 2 er designet dels som et tvillingestudie og dels som et tværsnitsstudie, idet formålet er at undersøge henholdsvis heritabilitet af hårtab og hårtabs indflydelse på visuel alder hos ældre mænd. Tvillingeundersøgelsen tager udgangspunkt i issefotografier af ældre mandlige tvillinger og finder en heritabilitet på 79% for skaldethed hos mænd (70+ år). I tværsnitsundersøgelsen vises, at grad af skaldethed ikke har sammenhæng med visuel alder hos mænd (70+ år).

Studie 3 er delt i to: Første del undersøger hvilke aldringstegn der ligger til grund for visuel aflæsning af alder. Vha. spørgeskemaer fra - og samtaler med - alle 40 billedbedømmere, vises, at de væsentligste aldersindikatorer er biologiske (hud, øjne hår), suppleret af eksterne indikatorer i form af tøjstil og velplejethed.

Ved hjælp af semistrukturerede interviews belyser anden del kulturelle tilskrivninger til visuel aldring. Her vises, at visuelle tegn på aktivitet i alderdommen ses som beviser for sundhed, god moral og succes. Ligeledes findes, at det aldersmæssige udseende tolkes i kategorier - og er underlagt moralske reguleringer - som fortrinsvis kan henføres til den tidlige modernitet. I afhandlingen diskuteres de empiriske fund derfor i relation til væsentlige postmoderne teorier.