Alle lægeroller er vigtige i et sundhedssystem under hastig forandring

Lægerollerne risikerer at udvande lægefagligheden. Sådan lyder det i et indlæg i Ugeskrift for Læger den 18. maj 2026, hvor læge Muhammad Sabbah skriver, at vores måde at anvende lægerollerne i praksis nu fjerner fokus fra det reelle arbejde med patienterne – hvilket ifølge Muhammad Sabbah har konsekvenser for både de yngre læger og for patientbehandlingen.

Vi er ikke enige.

Muhammad Sabbahs argument er, at man i den canadiske model for lægerollerne har »medicinsk ekspert« som den primære rolle, hvor alle andre er sekundære. I Danmark har vi, ifølge Muhammad Sabbah, indført, at alle lægerollerne er ligestillede, og rollen som medicinsk ekspert vejer for lidt i jagten på en hoveduddannelsesstilling.

Hvis vi ser bort fra jagten på stillingerne, må vi konstatere, at det moderne sundhedsvæsen har behov for, at en læge kan mere end at være medicinsk ekspert. Lægelivet er multifacetteret. Fra dag 1, man møder ind i klinikken, er der behov for, at nyuddannede læger bruger alle deres lægeroller. Det er vigtigt, at de har lært at handle rationelt og empatisk og at kunne bearbejde mødet med menneskelig lidelse (professionel, kommunikator). De skal indgå i og potentielt lede behandlingsteams (samarbejder, leder, kommunikator). De skal have evnen til at følge, vurdere og skabe evidens for behandlingsvalg (akademiker). De skal kunne samle op på behandling og vejlede patienter i fremtidig livsstil (sundhedsfremmer).

Ingen af disse kompetencer er sekundære. De er forudsætninger for, at medicinsk ekspertise overhovedet kan bringes i spil. At reducere lægefaglighed til én dimension er derfor ikke et værn om kvalitet. Det er en forenkling af et fag, der i sin natur er komplekst.

Et ensidigt fokus på ekspertrollen giver derfor ikke mening i en klinisk virkelighed, der er grundlæggende kompleks. Det er afgørende, at vi fastholder et højt kompetenceniveau inden for alle lægeroller, hvis vi vil sikre den højest mulige kvalitet i patientbehandlingen og et velfungerende sundhedsvæsen.

Forskning er (stadig) essentielt

Muhammad Sabbah argumenterer desuden imod, at vi mangler forskere, og mener, at behovet kan blive mindre i takt med udviklingen af kunstig intelligens (AI). Det er en risikabel antagelse. Udviklingen peger snarere i den modsatte retning.

Læger behøver ikke alle være fuldtidsforskere, men de skal kunne forstå og bruge forskning, fordi moderne medicin bygger på evidens frem for erfaring alene. Det kræver et analytisk mindset: evnen til at stille gode spørgsmål, gennemskue bias og vurdere, om evidensen er solid, så behandlingers fordele og risici kan forklares på et oplyst grundlag. De læger, der selv forsker, f.eks. gennem et ph.d.-projekt, bidrager desuden til at udvikle nye behandlinger og arbejdsformer og til at løfte kvaliteten i hele sundhedsvæsenet.

AI øger mængden af tilgængelig viden eksplosivt, og når en del af den tilgængelige viden produceres eller filtreres af AI, stiller det endnu højere krav til vores læger, der skal kunne navigere kritisk i både AI-generede resultater og forskning. Det kræver stadig den akademiske dømmekraft og rigtige mennesker med indgående forståelse for styrker og begrænsninger ved forskningen, når forskningen skal implementeres i praksis. Sat på spidsen kan man sige, at al faglighed, der udelukkende knytter sig til at opsummere viden og ekspertise, i stigende grad vil blive irrelevant i lyset af AI, mens faglighed, der knytter sig til det relationelle, det kreative og evnen til at improvisere (på et fagligt grundlag) i uforudsete situationer, fortsat vil være efterspurgt. En læge, der udelukkende er medicinsk ekspert, risikerer at blive overflødig inden for en kort årrække.

Når det er sagt, er der en vigtig pointe i, at AI ikke bør reducere vægten på den medicinske ekspertrolle. Flere forfattere, senest Ke et al., mener, at brugen af AI i de formative år af klinisk uddannelse (både præ- og postgraduat) risikerer at føre til såkaldt »never-skilling«, hvor lægerne ikke udvikler tilstrækkelig, klinisk tænkning til at kunne træffe nødvendige beslutninger og gennemskue fejl i automatiserede systemer. Der er foreløbig ret begrænset evidens for dette problem, men det peger ikke umiddelbart på, at rollen som medicinsk ekspert bliver redundant, fordi AI fylder mere.

AI og sundhedsreformen ændrer allerede lægernes opgaver markant. Desuden er hele vores sundhedsvæsen under hastig forandring, ikke blot på baggrund af AI, men også fordi vi står over for en historisk sundhedsreform, der rykker rundt på opgaver. For at læger skal kunne følge med udviklingen – både fagligt og organisatorisk – kræves fuld plade på lægerollerne.

Innovation og livslang læring

Vi er overbeviste om, at den teknologiske udvikling kommer til at blive en helt integreret del af rollen som medicinsk ekspert. Men de andre roller er sværere at erstatte. Hvis vi fokuserer for entydigt på rollen som medicinsk ekspert, risikerer vi, at lægerne ind i fremtiden står tilbage på perronen, når toget er kørt. Det er ikke en god løsning.

Lægerne er nemlig centrale – sammen med civilsamfund og andre faggrupper – i at forstå, hvilke løsninger der faktisk skaber værdi og løser ægte behov for patienter og samfund. Derfor er det afgørende, at lægerne er en del af samfundsudviklingen og ikke »bare« bliver målt og vejet på, hvor gode de er til drift og patientbehandling, defineret ud fra rollen som medicinsk ekspert.

Det er en af grundene til, at vi i den nationale kliniske kompetenceprofil for medicinuddannelserne med udgangspunkt i det europæiske rammeværk CALOHEx har udvidet de klassiske syv lægeroller med to mere – innovation og livslang læring. Det er ikke bare »buzzwords«, vi har tilføjet til de eksisterende roller. Det er et forsøg på at tage fremtiden alvorligt. Vi mener nemlig, at det er vigtigt, at vores læger følger med samfundsudviklingen, og at vi udnytter deres position i sundhedsvæsenet til at forstå, hvad der er brug for, når der skal udvikles nye løsninger.

Til gavn for patienter og sundhedsvæsen

Når alt kommer til alt, er vi også enige med Muhammad Sabbah om det vigtigste: patienterne. Og netop derfor er alle lægerollerne vigtige for lægerne, for det er den virkelighed, de møder på den anden side. Og AI vil kun gøre lægernes faglighed og livslange læring mere vigtig, for vi skal stadig have mennesker, der kan implementere den forskning, der skal være til gavn for sundhedsvæsenet og patientbehandlingen.

Det er både hårdt og svært – og utroligt meningsfuldt – at være læge og en dygtig kliniker. Og det kræver stadig fokus på alle lægerollerne, både under uddannelse og i den kliniske virkelighed.