De syv lægeroller skal være et læringskompas – ikke en pointliste

Muhammad Sabbahs kronik fra 18. maj 2026 om de syv lægeroller rammer en vigtig bekymring. Når uddannelsessystemer belønner det, der lettest kan tælles, risikerer vi at flytte opmærksomheden fra det, der egentlig skal udvikles: lægens faglighed, dømmekraft og samlede professionelle bredde – til gavn for patienter og samfund. Hvis lægerollerne i praksis bliver brugt som pointkategorier i konkurrencen om hoveduddannelsesstillinger, har vi gjort dem langt smallere end deres formål.

De syv lægeroller har i to årtier givet den lægelige videreuddannelse et fælles sprog for, at en god læge er mere end sin lægefaglige viden alene. De har bidraget til systematik i målbeskrivelser, supervision og kompetencevurdering. Men Sabbah har ret i, at enhver kompetenceramme kan blive forvrænget, hvis den kobles for tæt til mekanisk CV-screening. En tjekliste kan sikre minimum, men den kan ikke i sig selv skabe sund dømmekraft og faglig modenhed.

Lægerollerne bør ikke være en tjekliste over aktiviteter, men et læringskompas for faglig og professionel udvikling. De skal forstås som integrerede dimensioner af lægens professionelle virke, ikke som enkeltstående krav, der kan samles op punkt for punkt. De skal hjælpe den enkelte læge og de uddannelsesansvarlige med at spørge: Hvad kræver dette uddannelsesforløb i forhold til denne patient? Hvad mestrer lægen allerede? Hvad skal udvikles næste gang?

Vi deler også Sabbahs synspunkt om, at det, vi i dag kalder medicinsk ekspertise, er uomgængeligt. Uden lægefaglighed ingen læge. Men vi er ikke enige i, at de øvrige roller dermed bør forstås som sekundære eller underordnede. Lægefaglig dømmekraft udfolder sig ikke i et vakuum. Den får først værdi i mødet med patienter og pårørende og i samarbejdet med kolleger, andre faggrupper og et sundhedsvæsen præget af specialisering, sektorovergange, digitalisering, ressourcepres og stigende kompleksitet.

En dygtig kliniker skal ikke alene kunne stille diagnoser og vælge behandling. Hun eller han skal også kunne kommunikere klart, samarbejde sikkert, handle professionelt, bruge viden kritisk og få beslutninger til at fungere i virkelige patientforløb. Når patienter klager, handler det ikke sjældent om brud i kommunikation, forventningsafstemning, koordinering eller oplevet ansvar. Det gør ikke lægefagligheden mindre central. Det viser, at den kun kan omsættes til gavn for patienterne, når den bæres af de øvrige professionelle kompetencer.

Lægerollerne skal følge med tiden. Som læger og personer med mangeårigt engagement i lægelig videreuddannelse på tværs af specialer og regioner har vi for nylig bidraget til arbejdet med at gentænke lægerollerne. Netop i et sådant arbejde er det afgørende, at rollerne udvikles i dialog med den kliniske virkelighed, de faglige miljøer og de forventninger, patienter, pårørende og samfund med rimelighed har til fremtidens læger. Derfor er det også naturligt, at lægerollerne gentænkes i lyset af de samme forandringer i samfundet og sundhedsvæsenet, som har ført til revisionen af den lægelige videreuddannelse.

Det omfattende arbejde med at omsætte revisionen af den lægelige videreuddannelse til praksis er kun lige begyndt. En modernisering af lægerollerne kan ikke i sig selv skabe bedre læger. Det kræver også gode læringsmiljøer, bedre vejledning, meningsfuld vurdering og ansættelsesprocesser, der belønner reel klinisk kompetence frem for strategisk pointsamling. Her er vi enige med Sabbah: Målet må være bedre læger til gavn for patienterne. Lægerollerne kan hjælpe os derhen, hvis de bruges som kompas – ikke som regneark.