Det er jo ikke sådan, at stillingerne står ubesatte. De er besat med mandlige kollegaer, og er de da så dårlige, at det sammenlignet med kvinderne giver et tab af kvalitet? Det vil jeg gerne se et bevis på.
Det virker fuldstændig skudt forbi dette her. Man kunne ligeså godt fremføre, at personer med rødt hår er mere empatiske end personer med lyst eller mørkt hår, da de måske er blevet drillet mere i skolen. Og derfor må vi hellere prioritere dem til ledende forskerstillinger.
Nej, det er selvfølgelig noget sludder. Hvis vi som nation skal have en chance, skal vi satse på talenterne. Og her er det ligegyldigt med kromosomerne. Vi bliver død og pine nødt til at være elitære. Vi må prioritere de bedste uanset alder, køn, religion, højde, vægt, og hvad man ellers kunne finde på. Det er talentet, der tæller. Og forskningstalent er mig bekendt ikke afhængigt af køn.
Man vil have åbne rekrutteringer med krav om anvendelse af søgekomitéer til alle lederstillinger og faste lektor- og professorstillinger. Enig! Der skal være transparens om processerne, og søgekomitéer anvendes allerede af en række andre universiteter og virksomheder. Det er yderst fornuftigt.
Nu er det så, at kæden falder af, idet man vil kræve mindst én ansøger af hvert køn, før professor-, lektor- og adjunktstillinger kan besættes. Dette er i en række kliniske specialer umuligt, hvis det skal give mening.
Nogle specialer er præget af en markant kønsfordeling, og her vil det ikke altid give mening, at der skal være mindst én ansøger af hvert køn. Hvor skal de komme fra? Der er områder, hvor der simpelt hen ikke findes kvalificerede ansøgere af begge køn, og så bliver det jo rent proforma, at man indhenter ansøgninger, som åbenlyst ikke vil komme i betragtning.
Det er godt, at man vil lede efter kandidater med en søgekomité, men hvis der ikke er nogen på markedet, som kan lokkes til at søge, så skal man selvfølgelig kunne besætte stillingen alligevel. Ellers må der være tale om en klar overtrædelse af ligestillingsloven og givetvis også andre love, hvis en kvalificeret mandlig ansøger ikke får stillingen, blot fordi der ikke er en kvindelig ansøger også – eller omvendt at en kvalificeret kvindelig ansøger ikke får stillingen, hvis der ikke også er en mandlig ansøger.
Man bliver træt af at høre om favorisering af et af kønnene. Stillinger skal besættes efter kvalifikationer og ikke efter køn. Må den bedste vinde!
(Indlægget er skrevet som privatperson og ikke som ansat på Københavns Universitet eller i Region Hovedstaden).
Læs også: Københavns Universitet dropper økonomiske kvinde-incitamenter
Læs også: Lynindsats skal booste ligestilling i forskning
Læs også: DEBAT - Hvorfor bliver kvinder ikke professorer?
Læs også: Kvindebonus: Tjeneste eller bjørnetjeneste?
Læs også: BLOG - Jacob Rosenberg: Københavns Universitet har tabt sutten!