Jeg vendte tilbage til klinikken og bøgerne, som om jeg vendte tilbage til huset, der stille har ventet, lysene tændt, kedlen varm. I et år levede jeg blandt datasæt og hypoteser, i et åbent kontor på et forskningscenter, hvor tiden opløstes i tekstanalyser og fodnoter. Jeg lærte flydende statistik, et sprog, som er designet til at lyde autoritært uden at tilstå noget. Lærerigt, måske endda nobelt – og samtidigt dybt sjæleløst.
Da jeg endelig tog min kittel på igen, føltes det mindre som fremskridt og mere som anerkendelse.
Klinik er først og fremmest tjeneste, dernæst nydelse og arbejde, selv om rækkefølgen til tider skifter uden varsel. Tjenesten er de lange nætter, de ikke super spændende tjeklister, følelsen af et ekstra kranie, som for alvor trykker, når trætheden melder sig. Det er at lære at bære andre menneskers historier uden at tabe dem, også selv om de til tider er tunge eller dårligt skrevet. Patienten er ikke noget abstrakt, men derimod et palimpsest (genbrugt bog red.): symptomer omskrevet af tiden, rettet af objektive undersøgelser, lejlighedsvist modsagt af parakliniske undersøgelser, som opfører sig som upålidelige fortællere. Min pligt er at læse dem omhyggeligt. Det betyder, at man møder tidligt, stiller spørgsmål, man kun halvt kender svaret på, og samtidig modstår fristelsen til at fortolke et enkelt symptom som det fulde billede – en klassisk helligbrøde.
»Klinik er først og fremmest tjeneste, dernæst nydelse og arbejde, selv om rækkefølgen til tider skifter uden varsel«Tobias Rygaard Kristiansen
Men … glæden sniger sig atter ind. Den kommer forklædt som tjeneste og pligt. Det er, når en patient griner til trods for en alvorlig diagnose, når vi går stuegang og debatterer patienter, når en objektiv undersøgelse pludseligt giver mening, og når jeg bærer min kittel, hvis lommer er fyldt med lygter, reflekshamre og en myriade af døende kuglepenne. Efter et år, hvor jeg herskede over variabler, bliver jeg behersket af virkeligheden, som trods alt har en bedre sans for humor end ethvert datasæt.
Forskningen lærte mig at betvivle alt; klinikken lærer mig, hvad tvivl er. Det gør en skarp. Det gør ydmyghed brugbart – særligt når patienter let og elegant, nærmest rutinemæssigt, underminerer min teoretiske kunnen med blot et enkelt velplaceret symptom.
Klinikken føles som et hjem, fordi tilværelsens mening højlydt diskuteres. Viden er flygtig og derfor levende. Jeg er studerende igen, hvilket medfører uvidenhedens privilegium samt pligten til at reducere dette inden næste morgenkonference. Det er her, jeg hører til, ikke fordi jeg forstår alt, men fordi jeg endelig har fået fingre i den rigtige bog – en bog, der svarer igen, griner til tider og insisterer på, at jeg bliver ved med at læse videre.
