Elefanten i rummet: en ufortalt historie om udenlandske læger

Det demografiske dobbeltpres

Sundhedsvæsenet har været presset i lang tid. Ifølge Danmarks Statistik (DST) var antallet af patientkontakter med læger steget fra under 40 mio. til 44 mio. med mere end 10% i perioden 2014-2023 [1]. Endvidere forventer vi ifølge den demografiske udvikling at have flere patienter og kontakter til hospitalet, mens antallet af sundhedspersoner, herunder læger, vurderes at være faldende. Lægemangel som en del af »det demografiske dobbeltpres« på sundhedsvæsenet er veldokumenteret.

I de sidste årtier blev der forsøgt forskellige indsatser for at adressere denne problematik, hvilket omfatter at rekruttere udenlandske læger. I 2017 var næsten hver sjette læge i landet indvandrer, og siden da har andelen været stigende. En rapport fra DST i 2017 påpegede, at knap 60% af udenlandske læger indvandrede til Danmark i en alder af 25-34 år [2], hvilket tyder på, at de fleste skal være arbejdsdygtige i længere tid.

En rejse på en ujævn vej

Migration er et komplekst fænomen, som flere faktorer bidrager til. Mange, især dem med videregående uddannelse, flytter i håbet om at finde et job inden for deres uddannelse med bedre indkomst, bedre arbejdsvilkår eller bedre livsstil. Dog er vejen for immigration ikke altid jævn.

Migration kan sammenlignes med at blive genfødt. Man skal lære at tale et nyt sprog, navigere sig i et nyt system af kultur, lovgivning og bureaukrati, udvikle netværk og samtidig finde fodfæste på arbejdsmarkedet og klare sig økonomisk. Læger er ikke undtagelser i forhold til disse udfordringer.

På trods af presset på sundhedsvæsenet oplever lægerne, især dem fra ikke-EU-lande, større barrierer på deres vej, hvilket forhindrer deres integration yderligere. For at virke som læge skal man opnå autorisation. Der er flere krav og forudsætninger, som lægerne skal opfylde, inden de kan få deres autorisation. Ud over sproget, som selvfølgeligt er nødvendigt, skal lægerne bestå to fagprøver, som afholdes kun to gange årligt. Det er ligeledes et krav at bestå den skriftlige fagprøve, før man kan tilmelde sig den mundtlige fagprøve [3]. Derudover skal man bestå et kursus i dansk sundhedslovgivning. Når alle forudsætninger er opfyldt, søger lægen to selvstændige evalueringsansættelser [3], som svarer til den danske kliniske basisuddannelse (KBU). Selv om lægen skal arbejde på lige fod med andre, er der flere forskelle. For det første skal man, i modsætning til KBU, der fås automatisk ved at trække et nummer, selv søge en stilling. Dette kan tage flere måneder, da sådanne stillinger normalt ikke udbydes og skal søges via uopfordret ansøgning og i håb om, at afdelingen har ressourcer til at ansætte en ekstra læge. Ansøgningen kan derfor tage lang tid. Når man har fået stillingen, skal man søge en begrænset og midlertidig autorisation, som kun kan bruges i denne afdeling, hvilket også er anderledes end den autorisation, man får som KBU-læge, som giver ret til at virke som læge på andre afsnit [2].

Tabt periode i arbejdsdygtigsalder

Kort sagt betyder det, at det tager minimum ca. et år, fra man har bestået sin sprogprøve, til man kan starte med sin ansættelse. I denne periode oplever mange frustrationer og skuffelser, da man på trods af sproglige færdigheder ikke må arbejde i sundhedsvæsenet. Ydermere beretter flere om økonomiske udfordringer, da man skal vente på prøver og kurser, der kun finder sted få gange om året, uden at have et relevant job. Mange bliver nødt til at arbejde i ikkerelaterede og ofte ufaglærte job, hvilket ud over nedsat følelse af trivsel blandt lægerne ikke hjælper det pressede sundhedsvæsen [4]. Det betyder ligeledes, at man ud over at miste en stor del af sin arbejdsdygtige alder ved at vente på adskillige prøver ikke kan samle erfaring, hvilket komplicerer yderligere søgning af evalueringsansættelse, når man kommer til det.

Det er dog afgørende at adressere, at der er en stor forskel i uddannelse forskellige steder. Prøverne er der for at sikre, at lægerne har en vis standard, inden de opnår deres autorisation, hvilket er nødvendigt for patienternes sikkerhed, og at lægerne kan integreres nemmere i systemet. Problemet er dog, at det rigide system fører til, at mange potentielle arbejdsdygtige læger bliver tabt i mellemtiden. Der er også risiko for, at lægen vælger at forlade landet, da vedkommende ikke kan nå sine mål. I Tyskland, hvor der ligeledes er en stor indvandring af udenlandske læger, bliver problemstillingen adresseret på en anden måde. Visse delstater (Bundesländer), der har en stor lægemangel, tilbyder læger, at de, imens de er i gang med deres faglige prøver, får en midlertidig og begrænset autorisation (Berufserlaubnis). Lægen er forpligtet til at bestå faglige prøver i denne periode, men kan samtidig arbejde under supervision. Fraset at det hjælper lægerne til at komme hurtigere på arbejdsmarkedet, er det også en effektiv måde at tiltrække dem til mere sårbare regioner.

Den selvoplevede følelse af diskrimination

Blandt ikke-EU-lægerne, der har deltaget i vores nyeste studie, har de, som har været i Danmark i 1-4 år, rapporteret en signifikant højere score i dagligt selvoplevet diskrimination (daily percieved discrimination) i forhold til dem, der har været i Danmark i mindre end et år (nykommere). På trods af, at studiet var et tværsnitsstudie, og at fænomenet har brug for flere undersøgelser, er de foreløbige resultater dog tankevækkende.

I takt med EU’s anerkendelsesdirektiv (2005/36/EF) opnår de læger, der har uddannet sig i EU eller EØS, deres autorisation til at virke selvstændigt i Danmark efter en kort sagsbehandling uden krav om de ovenstående prøver eller evalueringsansættelser [3]. Ud over frihed af bevægelser faciliterer dette proceduren med at finde fodfæste i sundhedsvæsenet og på arbejdsmarkedet. Mens tiltaget lindrer presset på hospitaler, er det et eksempel på, at anerkendelsen kan opnås baseret på det land, hvor man har studeret, og ikke på meritter og erfaringer.

På trods af lindring i de stramme regler er opholdstilladelse fortsat en stor barriere for læger. Tilladelserne plejer at være begrænset til perioder, hvor man har en stilling, hvilket normalt er op til et år. Dette betyder, at lægen skal finde et nyt job og forny sin tilladelse, inden den nuværende udløber. Ud over at det betyder, at man skal holde øje med mange ting, koster det også flere tusind kroner, hvilket skal betales af lægen, både for vedkommende selv og for hvert medlem af familien, ved hvert jobskifte [5].

Den markante forskel mellem de to grupper kan sætte den ene gruppe i en dårlig position og forsinke integrationen på arbejdsmarkedet med flere år, hvilket kan have negative konsekvenser for både individet og samfundet.

Vejen frem

Mens det tiltagende dobbeltpres på sundhedsvæsenet er en central udfordring, som politikerne endnu ikke har fundet en løsning på, og det anslås, at alene en seksårig medicinuddannelse koster 600.000 DKK, er det uhensigtsmæssigt at overse det store potentiale i udenlandske læger, som bliver tabt her i landet. Det er nødvendigt at finde en effektiv måde at facilitere og accelerere disse lægers vej til arbejdsmarkedet, hvilket kan opnås ved at hjælpe med at finde evalueringsansættelse i sårbare områder eller at give mulighed for midlertidige autorisationer, imens lægen skal tage prøver, for at forebygge yderlige tabt arbejdsdygtig alder.