Iranske Negin Khoshbakht Ahmadi tog job som sosu-hjælper for at blive børnelæge i Danmark

Havde børnelæge Negin Khoshbakth Ahmadi på forhånd vidst, at hun ville komme til at arbejde ni måneder som sosu-hjælper i bestræbelserne på at erhverve sig den lægeautorisation, hun rejste til Danmark for at få, havde hun højst sandsynligt valgt en anden destination. Men da hun sad i Iran og læste på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, fik hun indtryk af, at det slet ikke var så svært at få autorisation til at arbejde som læge i Danmark.

»Når man ovenikøbet får oplyst, at der er lægemangel i Danmark, så tænker man, at det er et godt sted at rejse hen og arbejde. Men i dag er min opfattelse anderledes. Og jeg må indrømme, at når læger f.eks. på sociale medier spørger mig, om jeg kan anbefale at rejse til Danmark og arbejde, så siger jeg, at de i hvert fald skal tænke sig godt om – for det er ikke helt så enkelt, som det umiddelbart lyder til«, siger hun.

Negin Khoshbakth Ahmadi sidder med ryggen til det lange bord, der netop har udgjort samlingspunktet for dagens morgenkonference for lægerne på H.C. Andersens Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital (OUH). Hun har kun været ansat på afdelingen i knap to måneder, men lægger ikke skjul på, at hun er lykkelig for endelig at være tilbage ved sit speciale.

»Jeg er virkelig meget glad nu. Nu ved jeg, hvad der skal ske de næste fem år, og det giver ro for både mig og min familie«, siger hun.

Tager speciallægeuddannelse igen

Selvom Negin Khoshbakth Ahmadi er uddannet pædiater fra Iran og havde sin egen praksis i byen Queshm indtil for fire år siden, er den stilling, hun netop er startet i på H.C. Andersens Børne- og Ungehospital, en introstilling. Så når hun om et år skal i gang med den fireårige specialuddannelse i pædiatri, er der tale om en uddannelse, hun allerede har taget i sit hjemland for otte år siden. Men som speciallæge fra et land uden for EU/EØS havde hun to muligheder, da hun kom til Danmark for at arbejde: Enten kunne hun gå meritvejen, hvor hun via diverse kortvarige ansættelser skulle sørge for at få opfyldt de meritter, som myndighederne vurderede, hun manglede – eller hun kunne vælge at gøre, som har gjort, nemlig at starte næsten forfra.

»På meritordningen ville jeg være nødt til at arbejde i flere forskellige stillinger, inden jeg formentlig kunne opfylde betingelserne for at få godkendt min speciallægeuddannelse. Det ville være utroligt stressende, sådan som systemet er bygget op. Ikke nok med, at det er svært som udenlandsk læge overhovedet at komme til en samtale og derefter få en ansættelse – det er også utroligt ressourcekrævende, fordi man, hver gang man skifter stilling, skal søge om arbejdstilladelse og opholdstilladelse på ny. Det er stressende og kan koste 10.000 kr. for en hel familie hver gang«, siger hun.

Fra sosu-hjælper til læge

Processen, der fører til, at man som læge uden for EU/EØS kan få sin endelige autorisation og dermed lov til at arbejde som læge i Danmark, indeholder seks trin. Da Negin Khosbakth Ahmadi kom til Danmark, havde hun fået godkendt sin uddannelse, som er trin et, og hun kunne dermed straks gå til trin to, som er en sprogprøve. Prøven bestod hun hurtigt, men herefter måtte hun vente syv måneder, inden hun kunne komme til de obligatoriske prøver i henholdsvis medicin og dansk sundhedslovgivning, som udgør trin tre og fire. I stedet for at sidde hjemme og vente foreslog hendes sproglærer hende at søge job på OUH for at lære det danske hospitalsvæsen at kende indefra. Det forslag tog den 39-årige børnelæge straks til sig.

»Jeg fik først kontakt med en HR-konsulent og efterfølgende en oversygeplejerske på FAM [fælles akutmodtagelse] på OUH, og hun ville gerne hjælpe mig. Men vi havde lidt udfordringer, for det skulle være et job, der juridisk og set fra et patientsikkerhedsperspektiv ikke krævede autorisation, og der var ikke en umiddelbar stillingsbetegnelse til mig. Men vi snakkede frem og tilbage, og det endte med, at jeg blev ansat med titel som sosu-hjælper på afdelingen«, siger hun.

I ni måneder arbejdede Negin Khoshbakht Ahmadi som sosu-hjælper på FAM. Og selvom hun aldrig havde drømt om sådan et job, viste det sig på flere parametre at blive en gevinst for hende.

»Det var virkelig søde mennesker, jeg arbejdede med. Jeg fik et netværk, blev bedre til dansk, og jeg lærte noget om, hvordan man tilgår og møder patienter i sundhedssystemet i Danmark, fordi jeg kunne stå bagved og betragte«, fortæller hun.

Hun understreger, at det ikke er sikkert, at alle udenlandske læger ville trives med den løsning.

»Måske vil der være nogle, der ikke kan se sig selv arbejde i en stilling, som de er så overkvalificerede til. Jeg fortalte det heller ikke selv til min familie i Iran, fordi jeg vidste, at det ville de aldrig forstå. Men min mand og jeg talte meget om det, og vi var enige om, at det kun var godt for mig«, siger hun.

Efterhånden rygtedes det blandt kollegaerne på FAM, at den nye sosu-hjælper var uddannet børnelæge fra Iran, hvilket betød, at f.eks. sygeplejerskerne en gang imellem kom og spurgte hende til råds. Det var med til at give Negin Khoshbakht Ahmadi arbejdsglæde.

»Jeg fik rigtig god feedback fra mine kollegaer. En dag var der f.eks. en sygeplejerske, der sagde, at hun rigtig godt kunne tænke sig at vide, hvordan man faktisk aflæser et hjertekardiogram. Og det kunne jeg jo vise hende, fordi jeg som læge ved, hvordan man gør. Når jeg kigger på det nu, ved jeg, at ansættelsen på FAM gik hen og blev en rigtig vigtig periode for mig«, siger hun.

Mens Negin Khoshbakht Ahmadi arbejdede som sosu-hjælper, bestod hun de sidste prøver i autorisationsprocessen, og hun var nu klar til at gå til femte trin. Her kræves det af udenlandske læger uden for EU/EØS, at de ansættes i en praktisk-klinisk evalueringsansættelse bestående af to gange seks måneder på to forskellige specialer. Formålet hermed er at vurdere lægernes kliniske kompetencer og kommunikative evner i praksis, og en af reglerne er, at første ansættelse skal være påbegyndt inden for et år, efter at de sidste prøver er bestået. Da en overlæge på FAM en dag kom og tilbød hende første halvdel af den obligatoriske evalueringsansættelse, behøvede hun derfor ingen betænkningstid.

»Jeg gik jo stadig bare på arbejde som sosu-hjælper hver dag, og jeg anede ikke, at de gik og holdt øje med mig. Så jeg blev rigtig glad, da de gerne ville ansætte mig. Så den 28. februar sidste år var jeg sosu-hjælper på FAM, og den 1. marts var jeg læge samme sted«, griner hun.

I konkurrence med KBU-læger

At få en evalueringsansættelse er noget af det, som ifølge Negin Khoshbakht Ahmadi af flere forskellige årsager volder mange udenlandske læger uden for EU/EØS problemer.

»Vi står selv for at skulle finde de to stillinger, hvor det hedder sig, at vi skal ansættes under KBU-lignende forhold. Problemet er bare, at mens lønnen for KBU-læger finansieres af regionen, så skal den pågældende hospitalsafdeling selv betale lønnen, hvis de i stedet ansætter sådan en som mig. Derfor vil man mange steder selvfølgelig vælge en KBU-læge«, forklarer hun.

Negin Khoshbakht Ahmadi var glad for ansættelsen på FAM, men stadig under pres for at finde endnu en afdeling, hvor hun kunne få de sidste seks måneders evalueringsansættelse. Efter nogle måneders intens jobsøgning lykkedes det hende at få en ansættelse på Geriatrisk Afdeling på OUH. Også her blev hun glad for at arbejde. Men hun fik også for alvor øjnene op for, hvad det er, hun og andre udenlandske læger er oppe imod, når de jagter de obligatoriske evalueringsansættelser.

»Da jeg stoppede efter mine seks måneder, sagde den uddannelsesansvarlige overlæge på afdelingen til mig, at det var dejligt, at det havde været sådan en god oplevelse at have mig ansat, fordi de tidligere havde haft dårlige oplevelser med udenlandske læger. Men selvfølgelig er der flere dygtige udenlandske læger derude. Men de finder dem selvfølgelig ikke, hvis ikke de tør tage dem ind til samtale«, siger hun.

Negin Khoshbakht Ahmadi påpeger, at det er altafgørende at finde en løsning på de finansieringsudfordringer, hun selv blev mødt af som udenlandsk læge. Og så håber hun også, at man ude på afdelingerne får øjnene op for de fordele, der kan være ved at ansætte læger som hende.

»Jeg er speciallæge, og måske kan det godt nogle gange være en fordel. Som erfaren læge vil jeg nemmere kunne håndtere meget travle situationer i forhold til en helt nyuddannet læge«, siger Negin Khoshbakth Ahmadi.

Gør noget ved sprogprøverne

Første marts i år mødte Negin Khoshbakth Ahmadi så op til første arbejdsdag på H.C. Andersens Børne- og Ungehospital. En stilling, som hun fik foran 13 andre kandidater med dansk baggrund. Det er hun stolt over, men hun pointerer, at hun aldrig var kommet dertil, havde det ikke været for hjælpsomme kollegaer.

»Det var en ledende overlæge på FAM, der spurgte mig, om han ikke skulle anbefale mig til stillingen på børneafdelingen, og det var jeg selvfølgelig meget glad for, at han ville. Og jeg er også glad for, at man både på Geriatrisk Afdeling og på FAM valgte at bruge ressourcer på at ansætte mig«, siger hun og uddyber:

»Men jeg håber, at man politisk vil se på nogle af de her barrierer, som jeg og andre som mig møder. De siger, de mangler læger, og de giver os også visum, men når det så kommer til stykket, så har de ikke penge til at ansætte os. I forvejen er der ikke mange stillinger for os at søge, fordi de danske KBU-læger kan søge de opslåede stillinger et år i forvejen«, siger Negin Khoshbakht Ahmadi.

Hun rejser sig. Hun skal på stuegang nedenunder. Inden hun forlader konferencelokalet, vil hun dog gerne lige pointere endnu en ting. Hun mener nemlig, at der bør ændres ved den sprogprøve, som hun og hendes udenlandske lægekollegaer skal bestå på trin to. Hun bestod selv med tre 12-taller. Men det gør langtfra alle, og hun synes, at ressourcerne bruges forkert. Hun ved, at mange udenlandske læger tvinges til at blive hjemme et år eller to, fordi de ikke får de karakterer, der kræves, for at de må gå videre til medicineksamenen.

»Når vi skal afhjælpe lægemanglen, så forstår jeg ikke, at vi skal bruge tid på at bestå en sprogprøve, der ikke har relevans for vores job. Jeg skal til eksamen svare på, hvad jeg mener om tidlig pension, og vise, at jeg hurtigt kan finde ud af, hvad en museumsbillet koster. Jeg burde i stedet lære noget om det sprog, der bruges på hospitalerne. Min pointe er, at det virker helt forkert, at vi skal bruge vores tid på en eksamen, der ikke øger sprogkundskaberne inden for lægearbejdet. Selvfølgelig skal vi lære det danske sprog og kulturen at kende. Men det kommer man jo først for alvor til, når man kommer ud og integrerer sig i samfundet«, siger Negin Khoshbakht Ahmadi.