Praktiserende læger er nogle kontrære bedrevidende typer, der kun tænker på at tjene penge.
Det synes jeg ikke, men det er den opfattelse, jeg ofte får, når jeg skal læse udtalelser fra vores samarbejdspartnere aka regionerne og hospitalskollegaer. Jeg tilhører ikke en generation, der bliver beskyldt for at være snowflakes, så i stedet for at blive fornærmet, vil jeg gerne prøve at forstå, hvorfor vi har fået et image som sure ronkedorer, der ikke vil følge med tiden og nye krav. Hvordan er vi som praktiserende læger endt et sted, hvor vi ind imellem fremhæves som en hjørnesten i sundhedsvæsenet, men samtidig opfattes som vildt besværlige? Jeg vil mene, at svaret delvist er økonomi. Vores tætteste samarbejdspartner skal prøve at begrænse udgiften til vores sektor, så måske er det bedst at true med straf, bål og brand inden en forhandling – så kan det jo være, man opnår sine (måske urimelige) krav. Det virker jo fint for Det Hvide Hus, så pyt med, at modparten står vingeskudt tilbage.
»Jeg skal dog favne virkelig bredt, og som Bilka have de fleste ting på hylderne, og derfor har jeg ikke specialsyede italienske sko på lager«Marie Baunsgaard
I forhold til vores kollegaer på sygehuset tænker jeg, den lidt flossede opfattelse sikkert går begge veje. Jeg bemærker det, hvis et forløb eller en behandling går galt, men tænker ikke over alle de gange, hvor jeg blot arkiverer det alenlange akkrediteringsmisfoster af en epikrise, fordi det er et godt stykke lægearbejde. Omvendt forestiller jeg mig, at mine hospitalskollegaer irriteres, hvis de modtager en kummerlig henvisning, og glemmer, at almen praksis indimellem serverer et perfekt oplæg til en smash. Jeg tror ikke, at mine hospitalskollegaer kan gøre sig begreb om, hvor ensomt det kan føles, når man får afvist en henvisning på en patient, man ikke selv føler, man kan komme videre med. Den magtesløshed, der ligger i at række ud, når egne evner eller muligheder ikke slår til, og så få en afvisning har jeg svært ved at finde det rigtige sproglige billede på – men det svier i hvert fald at blive svigtet af sine allierede.
Når man er specialist i et givent speciale, kan man synes, egen læge burde ligge inde med den viden, der sikkert forekommer den enkelte enormt banal, fordi de beskæftiger sig med området dagligt. Jeg skal dog favne virkelig bredt, og som Bilka have de fleste ting på hylderne, og derfor har jeg ikke specialsyede italienske sko på lager. Vi skal dog i almen praksis blive bedre til at forklare butikkens opbygning, og varerne vi sælger, og vi skal selvfølgelig ikke blive et bedaget Damernes Magasin, der ikke opdagede, at tiderne havde ændret sig.
Kære politikere og kollegaer – I har sendt os ud som first line of defence, så forstå, at det ikke er dovenskab, dumhed eller grådighed, der definerer vores handlinger, men at det ikke er os, der har de mest avancerede våben, og overmagten kan blive for stor uden den nødvendige hjælp.
