Kære regering og regioner: Hvornår er I klar til at lytte til medarbejderne?

Akutpakke, psykiatriplan, sundhedspakke. Vi er blevet lovet milliarder af kroner til akutafdelinger, bedre kræftbehandling, kortere ventelister og et længe ventet løft af psykiatrien bare inden for det seneste år.

Imens er vi mange, der spørger os selv, hvor alle de penge er blevet af, når vi møder ind på sygehuset eller andre steder i sundhedsvæsenet. Her er billedet et andet: ansættelsesstop, nedskæringer, stop for vikarer og frivilligt ekstraarbejde, som skulle forkorte ventelisterne. Ja, lige nu tales der endda om afskedigelser af læger og sygeplejersker, som der er stor mangel på.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det ikke en ordentlig måde at lede sundhedsvæsenet på. Det dur ganske enkelt ikke, at de politisk ansvarlige i regeringen fortæller, at der er masser af penge, mens de politisk ansvarlige i regionerne bebuder afskedigelser og nedskæringer.

Politikernes zigzagkurs skaber frustration og skuffede forventninger hos patienter og medarbejdere. Den skader arbejdsmiljøet og risikerer at få endnu flere til at flygte fra det offentlige sundhedsvæsen.

Desværre er det næppe tilfældigt, at vi er endt i denne absurde situation. Sundhedsvæsenet har gennemlevet flere dybt alvorlige sager i det seneste år. Sagerne har én ting til fælles: De afslører, at der er en verden til forskel på, hvordan politikerne og vi som medarbejdere oplever virkeligheden på sygehusene og hospitalerne.

Mest tydeligt kom det til udtryk, da Region Midtjylland for nylig fremlagde en liste, som viste, at alle hospitaler i regionen er voldsomt pressede af mangel på mandskab og ressourcer.

Oplysningerne blev mødt med overraskelse og bestyrtelse fra både politikere på Christiansborg og i regionerne. Men i virkeligheden er det mest overraskende, at politikerne er overraskede.

Jeg kan snart ikke tælle de gange, hvor vi i Overlægeforeningen og andre organisationer har advaret om, at arbejdspres og mangel på medarbejdere kan udgøre en risiko for patientsikkerheden. 

Men selv om det var Region Midtjylland, som stjal overskrifterne, er realiteten, at sygehuse og hospitaler i langt den største del af landet skal spare og afskedige medarbejdere for at få budgetterne til at hænge sammen.

På de såkaldte supersygehuse står medarbejderne endda i den absurde situation, at de på baggrund af beregninger fra et ikkeeksisterende, norsk hospital skal levere en effektiviseringsgevinst på 8%. Det betyder f.eks., at Regionshospitalet Gødstrup står med en gæld på flere hundrede millioner kroner, som skal afdrages oven i de generelle sparekrav.

Ikke engang psykiatrien, der ellers er blevet stillet et stort, økonomisk løft i udsigt, går fri af sparekravene, der rulles ud.

Situationen viser, at vi skal tage langt mere seriøst fat på prioritering i sundhedsvæsenet for at få stoppet den nuværende zigzagkurs. Vi er nødt til at se på, hvilke behandlinger vi ikke længere skal tilbyde. Og vi bliver nødt til at se, om vi har den rette fordeling af arbejdsopgaverne, både på sygehusene og i samarbejdet mellem kommuner, almen praksis, speciallægepraksis og sygehuse.

Men det forudsætter, at medarbejdere, ledelser og de politisk ansvarlige i sundhedsvæsenet kan tale åbent sammen om udfordringerne og mulige løsninger. I Overlægeforeningen har vi sammen med Danske Regioner taget et vigtigt skridt til at styrke ledelsen af sygehusenes maskinrum, afdelingerne. Det er en vigtig forudsætning for at bringe sundhedsvæsenet på ret kurs.

Desværre har de mange sager om svigt i bl.a. kræftbehandling afsløret en alvorlig mangel på dialog og tillid mellem regionernes øverste ledelser og medarbejderne og afdelingsledelserne.

Afdækningen af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital har vist, at medarbejdere oplever, at topledelsen hverken har interesse eller indsigt i forholdene på afdelingerne. Omvendt har politikerne lav tillid til de informationer, der kommer fra medarbejderne på hospitalet.

Det går ganske enkelt ikke. Uanset hvilken struktur sundhedsvæsenet får, er det afgørende for både arbejdsmiljø, behandling og økonomi, at politikere, ledere og medarbejdere kan føre en åben dialog om problemer og løsninger, og at de har tillid til hinanden. Uden tillid og dialog får vi ikke genoprettet sundhedsvæsenet.

Det vil være et vigtigt pejlemærke for vores arbejde i Overlægeforeningen i de kommende år.