Der blev beordret to minutters stilhed, da Overlægeforeningen på sit repræsentantskabsmøde i weekenden tog fat på en diskussion af, hvordan man kommer videre med de mange arbejdsopgaver, der knytter sig til Sundhedsstyrelsens høringsrapport Fremtidens speciallæge, der udkom tidligere på året.
De to minutter skulle repræsentanterne bruge på at tænke, inden de i grupper bl.a. skulle komme med bud på, hvad overlægernes rolle og ansvar er, når der i fremtiden skal uddannes læger med en bredere og anderledes kompetenceprofil.
Opgaven ligger fast: De 20 anbefalinger i rapporten skitserer en mindre specialiseret og mere bred og alsidig funderet speciallæge, der er gearet til at behandle den hele komplekse patient og de stadigt flere multisyge patienter.
Og opgaverne står i kø: De syv lægeroller skal moderniseres, kompetencevurderingerne skal professionaliseres, der skal udformes en fælles national skabelon for uddannelsesprogrammer og laves nye mål- og specialebeskrivelser.
Der skal også bygges bro mellem lægeuddannelsen og KBU’en og mellem videre- og efteruddannelsen, da de bredere kompetencer også stiller krav til overlægernes egen efteruddannelse.
Og en hel masse mere.
Overlæge Susanne Scheppan fremhævede vigtigheden af, at »klinikere skal være med til at lave målbeskrivelserne«.
»Vi skal bide os fast i Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner for at få dem til at afsætte den økonomi, der skal sikre, at klinikerne får lavet målbeskrivelserne.
Det er ikke noget, der skal ske i vores fritid. Derudover er det vigtigt, at specialeselskaberne sikrer en ligelig repræsentation fra hele landet«, lød det fra Susanne Scheppan.
Uddannelseskoordinerende ledende overlæge Gitte Eriksen slog da også fast, at efteruddannelse koster.
»På vegne af de Lægevidenskabelige Selskaber har jeg givet udtryk for, at vi ikke kan efteruddanne for lommeuld. Skulle vi derfor ikke se at få sikret os puljepenge på finansloven, så vi kan komme i gang med målbeskrivelserne.
Der er brug for fælles front, så det her ikke risikerer at ende i skraldespanden«, lød det fra Gitte Eriksen, der sammen med Kristine Sarauw Lundsgaard, sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Øst, udviste stort engagement i forhold til at få repræsentantskabet til at involvere sig i det konkrete arbejde med at få udmøntet intentionerne.
Overlæge Kim Holck havde et konkret råd, når det kommer til målbeskrivelserne, der ifølge høringsrapporten skal indeholde »få, konkrete og helt centrale kompetencemål«.
»Vi skal være skarpe på ikke at gentage den fejl at sætte de allermest specialiserede til at skrive målbeskrivelser for det meget specialiserede, men i stedet udfærdige dem på tværs af specialerne.
I forhold til målbeskrivelserne for ortopædkirurgi kunne man forestille sig, at det kunne være fornuftigt at spørge plastikkirurgerne, hvad målbeskrivelsen for ortopædkirurgi bør indeholde.
Vi må hjælpe hinanden. Ellers risikerer vi igen at få nogle målbeskrivelser, der er pindet ud i for små enheder«, sagde Kim Holck.
»Det er en god pointe«, lød det fra Kristine Sarauw Lundsgaard: »Det vil være godt at få bragt specialeselskaberne sammen på fornuftig vis. Det er svært at få dem, der skrev de gamle målbeskrivelser, til at skrive noget helt nyt. Det gælder også specialebeskrivelserne«.
Ifølge høringsrapporten er sidstnævnte »kortfattede og ufuldstændige« og skal fremover fastlægge kerne- og fællesopgaver med beslægtede specialer.
»Sætter vi de ,arkitekter’, der har tegnet de meget spidse tårne, til at tegne en helt anden bygning, er det ikke sikkert, de kan det«, sagde Kristine Sarauw Lundsgaard.
Overlæge Jens Tingleff nævnte, at når han bliver spurgt, hvilke kompetencer der skal til inden for akutmedicin, er svaret »alt fra nedgroede negle til hjernetumorer«:
»Lægens arbejde baserer sig på det medicinske kompendium i to bind, men på store hospitaler er der også et tredje bind, der dog ikke er udgivet, men som indeholder alle bortforklaringerne på, hvorfor man ikke skal tage sig af en given patient.
Det bliver patientens problem, fordi der gejles op til, at det er bedre for patienten at blive set af en specialist.
Vi får sendt mange gravide med lidt åndenød eller lidt brystsmerter ned i akutmodtagelsen, men de skal forblive hos obstetrikerne«, sagde Jens Tingleff, der i øvrigt satte spørgsmålstegn ved det allestedsnærværende fokus på den multisyge patient.
»Der er ikke noget nyt i, at patienter er komplekse og fejler flere ting«.
Kristine Sarauw Lundsgaard påtog sig senere at forklare, at den komplekse patient ikke nødvendigvis er en ældre patient.
»Man er ikke kun kompleks i livets yderfaser. Man kan både være kompleks patient som barn, midt i livet og som ældre«.
Overlæge Helle Laugesen opfordrede til selvransagelse: »Vi bliver nødt til at diskutere, hvad vi skal kunne på egen hånd. Vi er for slemme til at sende patienterne videre – vi behøver ikke sende bud efter en endokrinolog for at få afklaret, om en diabetespatient er velreguleret eller ej«.
Det fik Gitte Eriksen til at komme med en opfordring til de ældre i repræsentantskabet:
»Os i segmentet 55-65 har nogle af de efterlyste generalistkompetencer og skal derfor være generøse og dele ud af vores viden til de kommende speciallæger, inden vi går på pension«.
Flere fremhævede, at den brede tilgang allerede skal grundlægges på universiteterne.
»Vi bliver nødt til at se på, at universiteterne uddanner fuldstændig forskelligt. Jeg har en præference for læger uddannet fra Aalborg Universitet, da de er gode klinikere, der har erfaring med at se patienter«, lød det fra overlæge Anne Jung.
Hun har været med til at etablere kurser for KBU-læger i multisygdom og har nu fået bevilget midler til at udvide ordningen, så kurserne tilbydes alle KBU’er i Region Sjælland:
»Det er værd at huske, at to tredjedele af de multisyge er under 65 år.
En af kursisterne spurgte efterfølgende, hvorfor vi ikke tilbyder de kurser til vores bagvagter«, sagde Anne Jung til latter i salen.
