Skip to main content

Kan det være uendeligt svært at tage sko på?

Måske vi i hverdagen skulle tale lidt mere med hinanden om, hvordan det er at arbejde med meget syge mennesker, foreslår reservelæge Sara Kærn Linstow.

Sara Kærn Linstow, reservelæge saralinstow@hotmail.com

18. okt. 2019
3 min.

»Man skal være professionel«. »Man skal have empati, ikke sympati«. »Man skal lægge det fra sig«.

Disse udsagn og mange andre i genren hørte jeg tit fra læger, når jeg som studerende listede mig til at spørge, om det kunne være følelsesmæssigt hårdt at arbejde med mennesker, der er meget syge. Ville man blive påvirket i mødet med en patient i en svær situation? Hurtigt fik jeg indtryk af, at det ikke var et samtaleemne, men mere noget, man som ordentlig læge sørger for at komme ud over. Det lød som helt mekaniske handlinger, som alle let kunne udføre, som når en voksen i en børnehave siger: »Man skal tage sko på, inden man går ud«. Men jeg var også nervøs, for det kunne i svarene på mine spørgsmål anes, at der fandtes læger, få naturligvis, som ikke var i stand til at følge disse simple påbud. Dem kunne det gå galt for, de kunne gå ned med flaget, fordi de »ikke kunne klare det«.

Kunne jeg være sådan én, som ikke kunne finde ud af at være professionel og empatisk uden sympati?

Det viste sig, at jeg var sådan én.

Kunne jeg være sådan én, som ikke kunne finde ud af at være professionel og empatisk uden sympati?

Sætningerne er muligvis brugbare for nogen, men jeg kan undre mig over, hvorfor vi har så mange sproglige udtryk for netop dette, hvis det er sjældent forekommende, og hvis det er så let at lægge fra sig, som det lyder, når det siges.

Emmanuel Levinas skriver i »Totalitet og uendelighed« om mødet med det andet menneske, som er uendeligt forskelligt fra en selv, som man aldrig kan få et færdigt billede af, men som man kan nærme sig ved i mødet at søge forståelse. Når man ser på den andens ansigt, udtrykkes den uendelige forskellighed, og man kan ikke se personen som én, man ved alt om i forvejen, men må begynde sin bevægelse mod den anden.

Med beskrivelsen af mødet som nærmest metafysisk, som noget vi har for med hinanden og aldrig kan blive færdige med at søge forståelse af, kunne det, jeg så som en svaghed i min måde at være læge på, også forstås som meningsgivende. Levinas er et tøjdyr, som jeg tørrer blod og tårer i, når uendeligheden viser sig som en sort afgrund, men også indimellem en bevinget hest, der tager mig op i det uendeligt smukke himmelrum.

Filosofisk uld rystet ud af lommen på en lægperson kan måske give andre, som mig, lyst til at søge glæde eller trøst hos Levinas, men skulle vi ikke samtidig tale lidt mere med hinanden om dette emne i hverdagen?

Jeg tror, at jeg vil prøve.

Men hvem ved, måske er jeg knap tre år, lige begyndt i børnehave, og oplever det kompliceret bare at finde mine sko i garderoben? Måske bliver jeg en dag seks år og har lykkeligt glemt, hvor svært det engang var at snøre sko?

Faktaboks

PANELET