Den kliniske basisuddannelse (KBU) er de fleste lægers første ansættelse efter universitetet og dermed det første møde med virkeligheden som læge. Sundhedsstyrelsen formulerer, at formålet med KBU er, at de nyuddannede kollegaer skal lære at være læger og føle sig hjemme i kitlen.
Hvilke afdelinger KBU foregår på, varierer mellem regionerne og sygehusene, men ofte er der tale om medicinske og kirurgiske afdelinger samt akutmodtagelser, psykiatriske afdelinger og almen praksis. Det debatteres jævnligt bl.a. her i Ugeskrift for Læger, om det er de mest optimale steder, denne uddannelse foregår. Senest er det fremført fra Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM), at akutmodtagelserne ikke er velegnede KBU-steder [1].
I denne kronik vil vi beskrive, hvorfor vi ikke mener, at DASEM’ s tilgang er fornuftig og på længere sigt sandsynligvis vil svække akutområdet samlet set. Velvidende, at der er forskellig organisering og kontekst rundt om i landet, er beskrivelserne herunder fra vores eget sygehus. Formentlig er de dog ikke væsensforskellige fra resten af landet.
»Kan man som KBU-læge undgå at blive konfronteret med patienter, der er svært syge og i krise i en akutmodtagelse, og dermed selv blive påvirket i en eller anden grad? Nej. Og det skal man heller ikke« Poul Henning Madsen, cheflæge, FAM, OUH og Michael Dall, Lægefaglig direktør, OUH
Mange læger, der aktuelt er i midten eller slutningen af karrieren, vil huske tilbage til deres turnustid – det nuværende KBU – og mindes en meget stejl læringskurve. Nok også for stejl nogle steder. Man var jævnligt alene i forreste linje uden reel mulighed for supervision eller backup fra en ældre kollega – nærmest uanset situationens kompleksitet eller alvor, og ofte var det umuligt at få speciallægehjælp i en sen nattevagt. Tingene har ændret sig dramatisk siden da, og nu er der reel tilstedeværelse i akutmodtagelsen af både speciallæge og andre erfarne kolleger døgnet rundt. En af årsagerne hertil er de store ændringer, der skete i slutningen af 00’erne, da der bl.a. blev reduceret væsentligt i antallet af akuthospitaler i Danmark. Det har bl.a. ført til, at antallet af læger i tilstedeværelsesvagt i de akutte modtageenheder er øget betydeligt, og der er kommet flere speciallæger i første linje.
KBU-lægerne har ikke et selvstændigt ansvar, når der modtages svært syge patienter. Alle patienter skal og bør som et minimum konfereres med en senior kollega. Betyder det, at alt er perfekt i akutmodtagelsen i forhold til supervision og uddannelse? Nej, selvfølgelig ikke. Alt kan blive bedre uanset udgangspunktet, men der er intet i hverken interne eller eksterne evalueringer, der tyder på, at akutmodtagelsen ikke leverer på mindst samme niveau som øvrige afdelinger.
Ville det fra et driftsmæssigt synspunkt være bedre, at der kun var speciallæger tilstede i en akutmodtagelse? Ja, ubetinget. Men lærer man så at arbejde selvstændigt som KBU-læge eller læge i videreuddannelse? Hertil mener vi, at svaret er et klart nej. Det samme argument kan i øvrigt også bruges i alle andre afdelinger og specialer, da patienternes kompleksitet er høj overalt. Så i stedet for at signalere, at akutmodtagelserne er lukkede for KBU-læger, skal vi ledelsesmæssigt hele tiden forsøge at tilrettelægge KBU-lægernes arbejdsopgaver på en god måde. Opgaverne skal både udfordre KBU-lægerne på et passende niveau, og samtidigt skal det foregå i et trygt miljø for alle såvel patienter som KBU-læger og de erfarne kollegaer, hvor KBU-lægerne fungerer som rigtige læger. Selvfølgelig på et niveau, der passer til kompetencerne og med tilstrækkelig supervision. Netop derfor blev der også i 2020 i Region Syddanmark givet ekstra ressourcer til akutområdet, som skulle bruges til supervision af KBU-lægerne og andet personale i starten af deres karriere.
Kan man som KBU-læge undgå at blive konfronteret med patienter, der er svært syge og i krise i en akutmodtagelse, og dermed selv blive påvirket i en eller anden grad? Nej. Og det skal man heller ikke. Og det vil man i øvrigt heller ikke kunne på nogen anden afdeling. For det er en del af både lægelivet og arbejdet som læge, at vi er i patienternes og de pårørendes liv på det allermest skrøbelige tidspunkt. Og det skal man – også i KBU – opleve og begynde at gøre sig erfaringer med at håndtere. Selvfølgelig skal det ikke være en opgave, der i de alvorlige tilfælde forventes udført selvstændigt eller uden supervision, men det er en basal lægeopgave at kunne håndtere det.
Kan det hele blive for meget? Ja, og det kan det for alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, for vi arbejder med høje følelsesmæssige krav adskillige gange hver eneste dag. Derfor skal KBU-lægerne selvfølgelig have de samme tilbud som alle andre i form af struktureret kollegial omsorg, defusing, debriefing og adgang til professionel psykologisk støtte i de tilfælde, hvor det er nødvendigt. Den tid, hvor debriefing var noget, vi gjorde efter store katastrofer, er forbi, og tærsklen er nu meget lavere. Desuden pågår der også forskning på området, som helt sikkert vil gøre os endnu bedre.
Hvis akutmodtagelserne bliver lukket land for KBU-læger – ud over at de kan komme på besøg og til simulationstræning – vil resultatet blive, at ingen læger stifter bekendtskab med det varierede og spændende arbejde, som en akutmodtagelse er. Endnu værre er, at vi så ikke får læger med selvstændigt virke, der har et basalt kendskab til håndtering af akutte patienter. Selv om det egentlig ikke er formålet med KBU, så vil det være et stort tilbageslag for både rekruttering til akutområdet og for de samlede kompetencer, vi som lægestand har til at håndtere akut opståede situationer.
KBU-læger er rigtige læger og forventes derfor også at deltage i det rigtige lægearbejde. Ellers vil hele premissen for KBU falde. Der skal selvfølgelig være tilstrækkelig supervision og tid til læring, og selvfølgelig kan det ikke forventes, at KBU-læger kan håndtere den samme kompleksitet som mere erfarne læger.
KBU-forløb skal tilrettelægges, så KBU-lægerne får den bedste start på karrieren. Så er det op til de enkelte sygehuse og afdelinger at sørge for, at der er tilstrækkelig tryghed, sparring m.v., der understøtter det. Der er da heller ikke noget, der tyder på, at KBU-lægerne generelt fravælger akutmodtagelserne (for manges vedkommende endda tværtimod), når man ser på, hvordan KBU-forløbene prioriteres, og hvordan søgningen mod akutområdet i øvrigt er.
Hvilke afdelinger, der kan, skal og må have KBU-forløb, bør som udgangspunkt ikke afhænge af speciale. Det skal afhænge af, om afdelingerne kan leve op til formålet med KBU, samtidigt med at både patientsikkerhed, KBU-lægernes arbejdsvilkår, trivsel og afdelingens drift tilgodeses. Det er der intet til hinder for kan ske i en akutmodtagelse, ligesom det også sagtens kan foregå andre steder.
Vi skal passe på de yngste, og helst gøre det meget bedre, end da vi var turnuslæger eller havde studentervikariater. Men hvis vi gemmer det akutte væk, så gør vi vores nye kollegaer en bjørnetjeneste.
For KBU-læger er rigtige læger. De er en del af holdet. Og vi er både stolte og trygge ved at deltage i deres dannelse og postgraduate uddannelse.
Fakta
