Kroniske muskulære smertetilstande langs columna

I to nylige publikationer [1, 2] har vi foreslået en fælles neurologisk årsag til de kroniske muskulære smertetilstande langs columna. Disse er muskulære lændesmerter, spændingshovedpine og whiplash (WAD grad 2). Baseret på deres fælles elektromyografi (EMG)-forandringer, som viser diffus hyperaktivitet og abnorm aktivering, har vi benævnt denne årsag spinal dyssynergi. Vi vil gerne hermed invitere til debat om argumenterne for dette syn på disse sygdomme.

Vi er vant til at opfatte disse tre sygdomme som forskellige. Men ved nærmere eftersyn er de klinisk forbløffende analoge. Spændingshovedpine har klinisk lighed med whiplash. En nylig undersøgelse af begge patientgrupper viste ens fordeling af den muskulære ømhed i nakke-hals-skulder-åg og samme hyppighed og grad af nakkesmerter og hovedpine [3]. Ud fra det kliniske billede opfatter vi derfor de to tilstande som samme sygdom opstået enten spontant (spændingshovedpine) eller som følge af en oftest mindre skade (whiplash).

Der er det særlige ved disse sygdomme, at de opstår enten spontant eller som følge af et mindre traume. Hvis man opfatter lændesmerter og whiplash som en følge af en traumatisk vævsskade som fibersprængning/distorsion, så er det paradoksalt, at sådanne vævsskader ikke kan påvises på akut MR-skanning. Det er også paradoksalt, at der ikke er sammenhæng mellem energi i traumet og efterfølgende smerter og kronicitet, men at tilstandene netop oftest er udløst af en mindre, ofte triviel, ydre hændelse. Det er endvidere paradoksalt, at der ofte ved disse tilstande er en forsinkelse af symptomerne på timer til dage mellem hændelsen og udvikling af symptomer, hvilket tyder på en tilstand i udvikling over en vis tid. Det er også paradoksalt, at disse tilstande ikke bare heler spontant, men for en stor del (25-50%) bliver kroniske og i øvrigt er utilgængelige for kausal terapi. Disse paradokser, som især er tydelige ved lændesmerter og whiplash, udelukker efter vores opfattelse en primær traumatisk patologi lokaliseret til bevægeapparatet.

Dertil kommer, at en primær patologi nødvendigvis skal inkludere de fælles forandringer i den neuromuskulære innervation, som ses ved disse sygdomme. EMG af de involverede muskelgrupper viser forandringer i form af en diffus hyperaktivering samt hyperaktivering af synergisterne ved aktivering. Selv medaktivering af antagonister som ved dystoni er beskrevet. Vi opfatter disse EMG-forandringer som primære og foreslår betegnelsen spinal dyssynergi , som så kan være lokaliseret cervikalt eller lumbalt.

Det er naturligt at se disse EMG-forandringer i sammenhæng med den påviste dyskoordination af de aktuelle muskelgrupper. En dyskoordination af hovedets bevægelighed er veldokumenteret ved spændingshovedpine og whiplash [3]. Tilsvarende EMG-forandringer og dyskoordination af lænderyggen er beskrevet ved lændesmerter. Dyskoordination ses endvidere af tilgrænsende muskelgrupper.

Det fremgår, at vi foreslår, at disse kroniske muskulære smertetilstande langs columna udgør en familie af neurologiske sygdomme med en spinal dyssynergi som fælles primær patologi lokaliseret i centralnervesystemet. Fællestræk ved disse sygdomme, som motiverer denne opfattelse, fremgår af tabellen.

Se [1, 2] for yderligere detaljer og diskussion. Vi vil blot tilføje, at den klassiske cervikale dystoni kan diskuteres som en analogi. Den spinale dyssynergi åbner et vindue for ny specifik neuroforskning og neurofarmakologi.