Kroniske smerter efter operation for lyskebrok – kan være lette at behandle …


I Ugeskrift for Læger 5. jan 2026 [1] beskrives de fortsatte udfordringer med problemer i relation til kroniske smerter efter brokoperationer. Fortsatte udfordringer, fordi en lignende artikel ligeledes i Ugeskrift for Læger allerede i 2010 [2] anførte de samme postoperative kroniske smerteproblemer.
Der udføres i Danmark årligt ca. 10.000 brokoperationer, hvor 2-16 % af patienterne oplever en grad af kroniske smerter efterfølgende. Generelt opstår der efter alle typer operationer (årligt ca. 110.000) kroniske smerter med en hyppighed fra 5-50%.
I 2011 angav jeg behandling med dry-needling i relation til de berørte triggerpunkter i herniecikatricen [3]. En behandling, som jeg påbegyndte for mere end 40 år siden i relation til en kvinde med hovedpine gennem mere end ti år, hvor dry-needling af et ar i baghovedet umiddelbart kurerede hovedpinen. Siden har jeg med jævne mellemrum behandlet mange postoperative smerteproblematikker efter stort set alle slags operationer med samme succes.
Selv fik jeg foretaget en højresidig åben hernieoperaiton i 2009. De efterfølgende postoperative hyperæstesier behandledes et par gange inden for den første måned med symptomfrihed til følge. Aktuelt er jeg nyopereret for et venstresidigt indirekte ingvinalhernie. Efter to dage fik jeg intense jagende smerter ned langs funiklen med momentan smertefrihed efter 2 min behandling med dry-needling. Efter to uger tiltagende hyperæstesi svarende til infiltrationsanæstesien af n. ilioinguinalis. Denne hyperæstesi er nu næsten gået i sig selv efter blot en enkelt behandling.
For to dage siden så jeg for anden gang i min smerteklinik en patient med 17-års varende uforklarlig smerte og ubehag svarende til operation for en pertrokantær femurfraktur, hvor alt er bedømt helt normalt mange gange. To uger efter den første behandling var hun fortsat uden symptomer.
Akupunktur udført som dry-needling i triggerpunkter udføres ved, at man – i modsætning til muskuloskeletale triggerpunkter, der palperes i dybden – palperer det hyperæstetiske område mellem to fingre, enten i selve cikatricen eller i det af patienten afficerede område.
Patienterne har forskellige præmormide psyker inden operationen, og frygt spiller en stor rolle hos mange. En frygt, der kan blive accentueret, når der (lege artis) fortælles om muligheden for diverse skadelige følgevirkninger til det operative indgreb (noceboeffekten [4]. Ved længere ventetid på operation kan en præoperativ smerte initiere et kronikerforløb.
Og hvorfor vente med at indsætte en behandling, indtil der er gået 3 mdr., som der foreslås i artiklen?
En akupunkturnål i diverse triggerpunkter vil tidligt i forløbet formentlig hos mange kunne forhindre en hypersensibilisering/kronificering.
Forfatterne til statusartiklen har ikke ønsket at svare på indlægget.
Lode L, Bjerrum F, Aasvang EK, et al. Kroniske smerter efter operation for lyskebrok. Ugeskr Læger 2025;187:V06250526. https://ugeskriftet.dk/videnskab/kroniske-smerter-efter-operation-lyskebrok
Kehlet H, Aasvang EK. Kroniske smerter efter lyskebrokkirurgi. Ugeskr Læger 2011;173(1):45-47. https://ugeskriftet.dk/videnskab/kroniske-smerter-efter-lyskebrokkirurgi
Pind,R. Kroniske smerter efter lyskebrokkirurgi - kan være lette at behandle. Ugeskr Læger 28. jan. 2011. https://ugeskriftet.dk/debat/kroniske-smerter-efter-lyskebrokkirurgi-kan-vaere-lette-behandle
Colloca L. The Nocebo Effect. Annu Rev Pharmacol Toxicol. 2024;64:171-190. https://doi.org/10.1146/annurev-pharmtox-022723-112425