Læger gider ikke arbejde 40 år i sundhedsvæsenet

I den aktuelle debat søger mange at analysere, hvorfor flere og flere læger fravælger såkaldt ”lægearbejde”. Hyppigt fremførte mulige årsager er ændrede arbejdsvilkår og manglende arbejdsglæde som følge af bureaukratisering, samfundsmæssige tendenser, dårlig ledelse og politisk inkompetence. Debatten tager udgangspunkt i, at det ypperste karriereønske for enhver læge er relateret til ”lægens kald” som patientbehandler, og det høres ofte at læger blandt andet må ”flygte til industrien”, når de må opgive at følge dette kald. Det ligger altså implicit i debatten at vi helst vil være klinikere, og at der er tale om et fravalg, når vi vælger andre karriereveje. Hvad enten debattøren er læge, politiker, fagforening, sygehusejer eller lægmand, er den fremherskende holdning at lægen hører til tæt ved patienterne, og at den ideelle løsning ville være et system, hvor læger af egen lyst tilbragte hele deres lange arbejdsliv i det danske sundhedsvæsen. Efter min mening er hele debattens udgangspunktet forkert.

Alsidige krav

De fleste læger i 2015 stiller mere alsidige krav til deres karriere end blot at arbejde sig frem mod én af de tidligere så eftertragtede ”slutstillinger” i det offentlige sundhedsvæsen. Sådan var det måske for 20 år siden, og også for 100 år siden, og derfor er debatten fastlåst i en forkert opfattelse af lægers ønsker.

Blandt øvrige akademikere har det længe været udbredt, at en aktivt progressiv karriere ofte indebærer jobskifte cirka hvert tredje til femte år, og ofte mellem brancher, hvilket giver personen mulighed for at bruge sin uddannelse på forskellige måder og dermed erhverve sig brede kompetencer. Denne tendens er de veluddannede danske læger selvfølgelig også opmærksomme på. Læger kan se frem til et aktivt arbejdsliv på omkring 40 år efter universitetseksamen, og for mange kunne en ønskekarriere indebære mindst 5-8 forskellige arbejdsområder, heriblandt én eller flere perioder uden for Danmark. Som følge af dette er ordet slutstilling også for længst forældet og giver associationer til ord som fastlåshed, udtømte muligheder, og pensionsmoden. Vi bliver altså nødt til at give plads til et bredere og mere tidssvarende perspektiv på lægens opgave i samfundet end den aktuelt fremherskende ensidige rolle som patientbehandler.

Tiltrækkes af andre muligheder

Der er i dag et stort behov for læger også uden for det behandlende sundhedsvæsen. Vi er blandt andet efterspurgt ved universiteterne, i private virksomheder, i nødhjælpsorganisationer og i det globale sundhedspolitiske system. Rigtig mange læger ønsker at udforske og udnytte disse muligheder for en varieret karriere. Desværre sætter den aktuelle udvikling begrænsninger fremfor at fremme muligheder, og det er rigtig synd for Danmark. Politikerne over stort set hele linjen ønsker at vi skal være mere specialiserede, og hurtigere, så vi kan udfylde vores tiltænkte plads i det nationale sundhedsvæsen. Men hvis de fortsætter med at planlægge ud fra denne virkelighedsopfattelse, risikerer det danske sundhedsvæsen at miste rigtig mange gode kræfter. Lægeuddannelsen har altid været én af de mest internationalt brugbare uddannelser, og globaliseringen har kun øget spektret af muligheder for en dansk uddannet læge. Hvis man tager de store briller på kan man altså se, at læger ikke nødvendigvis flygter væk fra det danske sundhedsvæsen, men at vi tværtimod tiltrækkes af de muligheder som ligger udenfor. Denne udvikling er altovervejende positiv, for den betyder, at de læger som søger væk fra sundhedsvæsenet på et tidspunkt sagtens kan tænkes at vende tilbage med nye og eftertragtede kompetencer.

Mit personlige forløb

Et hyppigt anført argument, når man forsøger at svinge pisken og tvinge læger til at komme hurtigere i gennem systemet, og helst ved ansættelser i regioner med lægemangel, er at dansk uddannede læger har en forpligtelse til at give tilbage til det danske samfund som tak for den gratis uddannelse de har modtaget. Heri er jeg grundlæggende uenig, idet vores samfundssystem bygger på økonomisk omfordeling og gratis uddannelse til alle, og ikke på et ”noget-for-noget” princip. Men selv de, som bruger ovennævnte argumentation, burde glæde sig over udviklingen og lade være med at modarbejde den. Danske læger, som for en tid høster erfaring uden for det danske sundhedsvæsen, det være sig i internationale stillinger eller i danske stillinger hos andre arbejdsgivere, kan skabe unikke profiler som i kraft af deres opnåede erfaring og store netværk kan berige sundhedsvæsenet når de vender tilbage. Og selv i tiden ”uden for systemet” kan disse lægers arbejde komme Danmark til gode. Mit personlige forløb er et eksempel på hvad jeg taler om: Efter at jeg blev kandidat for nu 16 år siden arbejdede jeg først 4½ år som klinisk læge i det danske sundhedsvæsen, derefter et halvt år på et missionshospital i det nordlige Kenya, så 4 år som forsker i Danmark, 2 år i Geneve ansat ved FNs AIDS-program (UNAIDS) og 3 år hos Novo Nordisk, inden jeg for 2 år siden vendte tilbage til klinisk arbejde og nu har hoveduddannelse i anæstesi. Alle mine ansættelser har jeg fået i kraft af at jeg er læge, og jeg har hele tiden udbygget min viden og mine kompetencer, som nu favner bredt inden for området sundhed. Ved UNAIDS var jeg den eneste danske læge, og selvom jeg som international civil servant ikke var ansat til at fremme danske interesser, er jeg ikke i tvivl om at Danmark sætter pris på at have danskere placeret i FN-systemet. Novo Nordisk må som medicinalvirksomhed acceptere den generelle mistro der er til disse virksomheder blandt danske læger, men ikke desto mindre er firmaet i kraft af sin store eksport samt rolle som stor skatteyder og arbejdsgiver i høj grad vigtig for landet som sådan. Jeg vil derfor vove den påstand, at samtlige mine ansættelser har gavnet Danmark, og at jeg dermed hele tiden har honoreret den samfundsbetalte uddannelse, som jeg er blevet givet. For mig personligt har det hele været ”lægearbejde”; jeg har hele tiden kunnet se den røde tråd til patienterne også fra mine mange år bag et skrivebord, og jeg er på intet tidspunkt ”flygtet” fra noget. Tværtimod er jeg ligesom mange andre blevet tiltrukket af de mange muligheder som opstod undervejs.

Stor samlet erfaringspool

Et andet, aktuelt eksempel er lægen Signe Schjelde, hvis modige selvvalgte exit fra det danske sundhedsvæsen for nylig er blevet kommenteret her i Ugeskriftet. Jeg kender Signe som en dygtig og dedikeret kliniker, som tidligere har tjent Danmark i Afghanistan udsendt af Forsvaret. Signe er nu på vej til at skabe sin personlige og unikke profil uden at følge dén direkte kliniske karrierevej, som samfundet ønsker at hun skal følge. Hun er heller ikke flygtet fra noget, siger hun; hun ønsker blot at være den bedste udgave af sig selv privat såvel som professionelt, og for hende synes mulighederne aktuelt at være større uden for hospitalsvæsenet. Desuden ser hun det som en spændende udfordring at skulle prøve kræfter med at arbejde med sundhed på et mere overordnet plan med fokus på at gøre en forskel for mange på samme tid i stedet for at behandle én patient ad gangen.

Jeg var selv heldig at blive taget godt imod i hospitalssystemet efter 9 års fravær, og selvom mine mange dygtige og mere ”målrettede” jævnaldrende kolleger har overhalet mig klinisk set, så er min profil med til at øge den samlede ”erfaringspool” og dermed i den sidste ende med til at komme patienterne til gode. Hvis Signe engang får lyst til at vende tilbage til sundhedsvæsenet, så håber jeg derfor inderligt at systemet også finder en plads til hende, og at 5-års fristen er afskaffet, så hun kan berige os andre og sin patientbehandling med den erfaring hun har fået ”udefra”.

Vi er 20-30 procent!

I Danmark er vi stolte af at være langt fremme blandt andet når det gælder emner som bæredygtig udvikling, forskning og menneskerettigheder. Hvis vi skal have en tilsvarende plads på sundhedsområdet bør vi være klar til at tilpasse den danske uddannelses- og sundhedsplanlægning så vi har tilstrækkeligt med læger, ikke kun til sundhedsvæsenet, men også til de mange andre lægejobs. Man bør øge antallet af studerende som optages på lægestudierne, og de stive tidskrav som aktuelt begrænser muligheden for at blive optaget i et speciallægeuddannelsesforløb bør fjernes. Hvis ikke der sker en tilpasning i den retning, risikerer det danske sundhedsvæsen at blive taberen. Der er selvfølgelig stadig et stort behov for læger som dedikeret følger et strømlinet klinisk karrierespor fra de bliver kandidater til de går på pension, og der er heldigvis rigtig mange danske læger som foretrækker denne vej. Jeg vil dog inderligt opfordre Lægeforeningen og politikerne til ikke at glemme det ret store mindretal på skønsmæssigt 20-30 procent af os som ønsker mere varierede karriemuligheder. Ikke kun for vores skyld – vi skal nok finde spændende jobs - men allermest for det danske samfunds skyld.

Læs også:

Kronik: Azadeh Houshmand-Øregaard: Et godt lægeliv - hvad er det?

Kronik: Thomas Emil Christensen: Unge læger fravælger klinikken