Læger med ADHD

2,5-6,7% af jordens voksne befolkning anslås at opfylde kriterierne for ADHD [1]. I 2021 havde Danmark ca. 28.200 erhvervsaktive læger [2]. Hvis prævalensen af ADHD blandt læger er på niveau med den øvrige befolkning, betyder det, at 700-1.900 kollegaer opfylder kriterierne for ADHD.

Undertegnede har kendskab til 250 kollegaer med denne diagnose, alle medlemmer af Facebook-gruppen Læger med ADHD. Gruppen er et fortroligt rum til erfaringsdeling, kollegial og personlig støtte. Der er også en forening med samme navn, hvis bestyrelse arrangerer bl.a. årsmøder og webinarer.

Jeg, Katharina, fandt gruppen for et år siden. Hele mit arbejdsliv har jeg følt mig stresset. Periodevis så voldsomt, at jeg har måttet sygemelde mig. Forundret har jeg betragtet kollegaer, som tilsyneladende kunne blive ved, uafbrudt, uden at miste balancen.

Jeg kunne ikke og konkluderede, at der var noget galt med mig. Noget, som jeg måtte skjule.

At skjule mine mangler er jeg ekstraordinært god til. Jeg har skjulte kompensationsstrategier. Højest kompetent nedtrykker jeg mine behov for pauser. Ignorerer min krops signaler. Jeg har en ekstra speeder, som kan trykkes helt i bund og gøre mig til verdens med effektive opgaveløser. Jeg kan præstere i top og ignorere mig selv. Udadtil kan jeg være fuldkommen perfekt.

Grundet disse strategier har jeg længe snydt både mig selv og diverse læger og psykologer. Man gennemfører ikke lægestudiet, hvis man har ADHD, vel?, ræsonnerede vi sammen.

Men jeg lå i planke eller gik hvileløst rundt, mens jeg prøvede at læse. Studiet igennem havde jeg søvnproblemer, eksperimenterede med naturlægemidler for at finde ro. Jeg manglede overskud til det sociale, var ofte fuldstændig udkørt. At være presset og urolig var min hverdag. Min »normaltilstand.«

Men jeg blev læge. Blev mor, gift, husejer. Havde alligevel følelsen af at være konstant bagud. Aldrig at kunne løbe stærkt nok til at følge strømmen. Følelsen af at have glemt noget vigtigt, ikke at få luft nok. Nattevagterne forstyrrede min søvn yderligere. Men hvem synes ikke, at nattevagter er hårde? Hvorfor skulle jeg ikke kunne det samme som alle andre? Jeg skiftede ofte stilling i håb om at finde pladsen, hvor jeg kunne trives.

Ti år og mange sygemeldinger senere arbejdede jeg i et ADHD-ambulatorium for voksne. Mødet med patienterne var som mødet med variationer af min egen problematik. Oplevelsen var en åbenbaring og en blanding af lettelse og sorg. Jeg følte empati for patienterne og langsomt også for mig selv. Til fælles havde vi, at vi kæmpede for at passe ind, men kampen havde omkostninger og gjorde os syge.

Jeg accepterer, at jeg fungerer lidt anderledes end gennemsnittet. Det er et vilkår, jeg må tage højde for. For mig indebærer det at vælge lægearbejdet fra. Jeg sørger, for jeg elsker den lægelige kerneopgave. Men den omkringliggende »støj«, som fylder så meget, gør mig stresset og syg. Det kan jeg desværre ikke forandre.

Flere i gruppen har truffet lignende valg. En af de få, som vil stå frem med navn, er min »medforfatter« Freja. Hun afbrød HU i almen medicin, da hun flere gange blev syg af arbejdet. Hun har startet virksomhed og beskæftiger sig mest med ikkelægeligt arbejde. Vores fravalg af lægelig specialisering er langtfra unikt i gruppen.

Mange overvejer at stoppe speciallægeuddannelsen eller at fravælge den helt. Mange arbejder som vikarer, i uklassificerede stillinger eller har ikkelægelige job. Nogle er i jobafklaringsforløb eller har fleksjob, mens der selvfølgelig også er speciallæger på normale vilkår, som trives med dette.

Kun få i gruppen ønsker at stå frem med navn. Det skyldes stigmatisering og fordomme, som desværre stadig er reelle på arbejdspladserne. Selvom ledere accepterer medarbejdere med diagnosen, mangler der viden om, hvad den indebærer. Medlemmer fortæller, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres lægelige faglighed. At de bliver tvivlet på og dermed føler sig utrygge. Da jeg fik diagnosen og ringede til Lægeforeningen for rådgivning, blev jeg rådet til at overveje en anden profession. »ADHD er jo ikke noget, du bliver rask fra«, var meldingen. Jeg var skuffet og ked af det, men med støtte fra Læger med ADHD fandt jeg modet til at søge hjælp igen.

Vi kender flere eksempler på stigmatisering af læger samt personer i andre højtuddannede erhverv. Men af gode grunde ønsker disse ikke at stå frem. Selv inden for gruppen poster medlemmer anonymt. Hvis man vælger at være åben omkring ADHD-diagnosen til en jobsamtale, er der risiko for at blive valgt fra. Hvorfor? Nok pga. manglende viden og forståelse for, hvad ADHD er. Vi er en smule anderledes, ikke mindre kompetente eller værdifulde kollegaer.

Vi er flere i gruppen, som har måttet træffe vanskelige beslutninger vedrørende vores arbejdsliv. Beslutninger, som kræver mod, og som kan gøre os ensomme. Derfor er gruppens fællesskab vigtigt og giver en fornemmelse af, at vi står sammen. At vi hører til, også som læger. Vi bekræfter hinanden i, at det er o.k. at bruge ørepropper i kantinen, i vagten eller til møder. At det er o.k. at være fuldstændig udmattet efter en konference, hvor man har glemt at spise, drikke og tisse hele dagen, fordi der var for mange stimuli omkring en. At det er o.k. at have behov for at trække sig. At vi er helt o.k., som vi er.

Vi har efterhånden fundet glæde i livet som selvstændige. Personligt har processen dog kostet mig dyrt, både på det individuelle og økonomiske plan. Var jeg blevet grebet tidligere, ville det måske have været anderledes. Jeg ville ønske, at jeg havde fået følgende:

- Grundigere udredning og opfølgning i forbindelse med tilbagevendende depressioner.

- Mere støtte fra Lægeforeningen ved langvarige sygemeldinger.

- Nysgerrigt og ukritisk møde med ledere ved spørgsmål om deltid og skånehensyn.

Heldigvis går tendensen mod mere inklusion af såkaldte neurodivergente personer. Men vi er ikke i mål! Undersøgelser peger på, at det primært er de enkelte lederes tilgang, der har betydning for, om tilpasninger kan ske på arbejdspladsen [3].

Vi håber, at undervisning i ADHD (og autisme) bliver en fast del af speciallægeuddannelsen i voksenpsykiatri, så kommende psykiatere vil kunne genkende disse varianter hos voksne. Ikke mindst fordi denne gruppe har øget risiko for udvikling af psykisk sygdom, såsom depression, angst og afhængighed af alkohol og stoffer [4]. Tilpasninger i hverdagen, herunder på arbejdspladsen, vil sandsynligvis kunne forebygge en del af disse lidelser. Hvis vi antager, at op til 6,7% af befolkningen opfylder kriterierne for ADHD, kunne vi nedbringe graden af funktionshæmning ved at skabe proaktive arbejdspladser med fleksibelt arbejdsmiljø.

Uanset hvad man måtte mene om ADHD, kommer den menneskelige hjerne i forskellige varianter. At være i verden på en lidt anderledes måde end majoriteten kan give følelser af eksklusion og dertilhørende lidelse, selv blandt højtpræsterende akademikere som læger.