Når lægen selv bliver syg: »Tages der særlige hensyn til mig, er jeg ikke en god nok læge«

Det er den anden onsdag i januar. Klokken nærmer sig 16.30, og på tredje sal i Villa Medici i Aarhus, helt oppe under bjælkerne i Lægeforeningen Midtjyllands domicil, er fem læger mødt op i netværket for sygdomsramte læger.

Nogle har været med, siden netværket blev oprettet for syv år siden som en del af Lægeforeningens kollegiale netværk.

Den indledende smalltalk med megen latter handler om sneen og de kvaler, den har forvoldt i Danmarks næststørste by, hvor den kollektive trafik har været indstillet indtil for et par dage siden. Og om rydning af sne på hjemmematriklen.

Men selv nok så megen sne er vand i forhold til det, de fem fremmødte bakser med i deres liv. Alle kæmper de for at kunne bibeholde deres identitet som læge og fungere på trods af deres udfordringer og diagnoser.

Netværksgruppen er for læger med mentale udfordringer, psykisk eller fysisk sygdom.

Fælles for aftenens fremmødte er, at de enten er sygemeldte, arbejder på nedsat tid eller er under udredning for arbejdsevne. Et par har måttet sluge, at de aldrig bliver speciallæge.

En enkelt har landet et fleksjob.

Med om bordet sidder også Gitte Anna Madsen, der er rådgiver i Lægeforeningens Kollegiale Netværk, facilitator for netværksgruppen de seneste knap syv år og til daglig ledende overlæge i lungemedicin på Regionshospitalet Horsens, ligesom hun er formand for Lægeforeningen Midtjylland.

Medfacilitator er pensioneret anæstesiologisk overlæge Peter Aarsleff Nielsen, som også er netværksrådgiver. Han sørger for fourage: kiks, slik, vand og kaffe på kanden. Og med til dette møde er også Lægeforeningens socialrådgiver Susanne Qvistgaard, som cirka en gang i kvartalet deltager i netværksmøderne i Aarhus.

Antallet af fremmødte varierer. Når man har haft kontakt til Peter eller Gitte, modtager man en mail om, hvornår der er møde næste gang. Man skal ikke tilmelde sig, men dukker bare op.

Netværket er et fortroligt rum, hvor deltagerne på skift giver en status på, hvor de er i deres forløb. Hvad er gået godt? Hvad fylder mest lige nu?

Det er frivilligt, hvor meget man vil dele.

Forestillingen om de tanker, kollegerne måske får, når og hvis de bliver bekendt med, at en iblandt dem kæmper med f.eks. angst, bliver italesat, da den første af aftenens deltagere beretter om sit forløb.

»Så længe vi er uddannelseslæger, er vi konkurrenter. Og hvem ville man vælge at ansætte, hvis valget stod mellem en, der ikke er kendt med sygdom, og mig, der har angst og måske vil blive anset for at være ustabil arbejdskraft, fordi jeg ikke vil kunne klare for store belastninger?« lyder det fra uddannelseslægen.

En anden af de fremmødte kommer med et andet perspektiv på netop det spørgsmål, som har været drøftet i gruppen ad flere omgange:

»Stod jeg over for at skulle ansætte en læge på en afdeling, ville jeg se det som positivt, såfremt en ansøger åbent fortalte om eventuelle helbredsmæssige udfordringer. Det ville fortælle mig, at den pågældende kender sine begrænsninger og derfor ville være en, jeg kunne stole på. En ansøger, der ikke skilter med sygdom, kan jo også være syg«, lyder ræsonnementet.

Der nikkes rundt om bordet.

Få rettigheder – mange muligheder

I denne artikel er de sygdomsramte læger anonymiseret:

»Nu er de syge og sårbare. Men når de kommer på den anden side af deres sygdom, kan det være, de ville have formuleret sig anderledes«, siger Gitte Anna Madsen.

En af de fremmødte trækkes med et flere år langt sygdomsforløb, som er et resultat af en graverende arbejdsskade.

»Jeg får tonsvis af medicin, sover utrolig dårligt og har i det hele taget rigtig mange bivirkninger«, lyder det fra lægen, der selv har omlagt sin medicin.

Det sidste giver anledning til flere velment løftede pegefingre.

Både Gitte og Peter borer i, hvem der har snor i medicinen.

»Din praktiserende læge skal være tovholder – også selvom det kan være svært at være læge for en kollega, og han ikke har viden om samtlige de præparater, du får. I så fald må praksislægen tage kontakt til eksperterne«, lyder det fra de to facilitatorer.

Det viser sig, at lægen i netværksgruppen også selv har udskrevet noget af den medicin, han tager. Og det er et ubetinget no-go. Man skal ikke være læge for sig selv, ligesom lægerne i netværket heller ikke skal være læger for hinanden.

»Foreslår en i gruppen en anden at skifte medicin, understreger Peter og jeg, at det er en opgave for deres egen læge«, siger Gitte Anna Madsen.

»Hvor mange hensyn kan der tages til en, når man er syg og samtidig er i hoveduddannelse i forhold til vagt?« lyder et spørgsmål til socialrådgiver Susanne Qvistgaard.

Hun slår fast, at for at få et fyldestgørende svar på det spørgsmål bør man henvende sig til Yngre Læger og det regionale videreuddannelsesråd, mens Peter Aarsleff Nielsen tilføjer, at det ofte er noget, man kan aftale sig frem til:

»Overordnet må vi sige, at man har relativt få rettigheder og mange muligheder«, lyder hans erfaring.

Spørgsmålet er relevant for flere. Bl.a. den uddannelseslæge, der har svært »ved at være i den angst«, der udløses under vagterne, hvor forventningerne og opgaverne ofte står i kø, og hvor der er behov for, at man skal være flere steder på én gang.

»Det, der hjælper mig, er at slippe for vagterne, men på den anden side vil jeg heller ikke give slip på dem. Jeg vil ikke have, at der skal tages særlige hensyn til mig, for så er jeg ikke en god nok læge.

Og en sygemelding gør heller ikke noget godt, da angsten bare buldrer løs, når jeg går derhjemme«, lyder det fra den berørte læge, der er rådvild i forhold til, hvad der vil være bedst for hende.

Samtidig frygter hun for at blive fyret.

Der bliver lyttet intenst, og flere råder lægen til at opsøge en psykiater.

»I et eller andet omfang behandler du dig selv, i og med at du styrer, hvem du behandles af – du er din egen gatekeeper«, lyder det fra Peter, mens der nikkes rundt om bordet.

»Og når det kommer til din frygt for at blive fyret, er den ikke begrundet i din faglighed, men alene styret af din angst«, lyder det fra en af de øvrige deltagere.

En anden uddannelseslæge kan fortælle, at det nu efter fire års sygemelding med depression går »rigtig godt«. Hun har fået ny medicin, der gør, at hun nu sover langt bedre. Udfordringen lige nu består i, at hun snart skal skifte til et andet sygehus, hvilket betyder en del længere kørselstid.

»Jeg har på grund af min sygdom et stort søvnbehov, og derfor forsøger jeg at skifte til en anden afdeling«, siger lægen, der arbejder på nedsat tid.

»Ved dine kolleger, at du kun arbejder 30 timer?« er der en, der vil vide.

»Nogle gør, og spørger folk hvorfor, forklarer jeg det gerne«, siger hun.

Det er en af aftenens mest opløftende beretninger og ifølge Peter Aarsleff Nielsen et eksempel på, at der er lys for enden af tunnelen. Også der hvor der det ser allermørkest ud.

Frygten for vagttelefonen

En ung uddannelseslæge påbegyndte sin KBU midt under pandemiens rasen med meget syge patienter og mange dødsfald, og hvor arbejdsgangene var besværliggjort af dagligt skiftende retningslinjer og begrænsede muligheder for supervision. Efter selv at være blevet smittet med COVID-19, sidder hun i dag tilbage med senfølger og er lige nu fuldtidssygemeldt.

»Undervejs er jeg løbet ind i alle tænkelige bureaukratiske faldgruber, og der er rigtig mange kokke om gryden – afdelingsledelsen, kommunen, videreuddannelsessekretariatet og fagforeningen – hvorfra udmeldingerne ikke altid stemmer overens«, lyder det fra lægen, der netop har fået udredt sin arbejdsevne og nu skal i arbejdsprøvning i form af en virksomhedspraktik, som skal være afsæt for et senere fleksjob. Og helst et sted, hvor der ikke er direkte patientkontakt.

»Alt i alt har min debut som læge været voldsom og gjort, at jeg har det svært med at se patienter. Men selv i de specialer, hvor man ikke har patientkontakt, kan man risikere at skulle blive kaldt til akutte situationer, og det skræmmer mig«.

Flere påpeger, at det er muligt at aftale sig ud af, at man ikke skal have vagttelefonen, men det fordrer, at kollegerne på afdelingen vil blive bekendt med, at man er syg, og det huer ikke lægen.

»Jeg har det svært med at hejse flaget og indvie andre i, at jeg er syg. Jeg bryder mig ikke om, at der bliver sat lup på og stilles ekstra krav til mig«, siger lægen.

»Men kunne den ekstra opmærksomhed også opfattes som et udtryk for omsorg?« spørger Gitte.

»Ja, det er også en del af det«, medgiver lægen, der dog vægrer sig ved at forsøge at komme i arbejdsprøvning et sted, hvor hun senere gerne vil ansættes:

»Når en afdeling under min arbejdsprøvning bliver bekendt med mine udfordringer, er jeg bange for, at de ikke vil fastansætte mig«.

Den læge, der selv er ansat i et fleksjob, byder ind med sin erfaring:

»Da jeg selv begyndte i virksomhedspraktik, troede jeg, at jeg skulle tilbage til et fuldtidsjob, og jeg kunne knap se de kolleger på afdelingen, som jeg kendte, i øjnene. Det var så flovt, at de skulle se mig, nu hvor jeg var allermest sårbar og ikke kunne alt det, jeg var vant til at kunne. Hvad tænkte de mon ikke om mig? Men langsomt fik jeg det bedre«.

Socialrådgiver Susanne Qvistgaard slår fast, at der er flere eksempler på læger, der er blevet ansat netop dér, hvor de har været i arbejdsprøvning.

»Det kan derfor være en fordel at forsøge at komme i praktik samme sted, hvor man ønsker at blive fastansat, da man så har mulighed for at vise sine kvalifikationer og kompetencer.

Og man vil aldrig overlade vagttelefonen til en læge i virksomhedspraktik. Aldrig. Man vil altid tage udgangspunkt i de opgaver, du vil være i stand til at varetage, og så langsomt bygge opgaver på«, lyder det fra Susanne Qvistgaard.

For den pågældende læge har de månedlige møder i netværksguppen været til stor hjælp.

»Flere i omgangskredsen kommer med mange velmenende råd, men de har ikke kendskab til det lægelige arbejdsmarked og forstår derfor heller ikke, at der er en grænse for, hvor få timer man kan arbejde for at kunne bestride en uddannelsesstilling, og at man ikke bare kan arbejde i almen praksis uden at være speciallæge i almen medicin.

Alt det skal ikke forklares her. Og så er det fantastisk at se den udvikling, de andre i gruppen har gennemgået.

Det har været noget af en kamel at sluge, at jeg ikke kan se frem til at blive speciallæge, men jeg glæder mig til at lande et sted, der forhåbentlig matcher min uddannelsesbaggrund«.

Tabubelagt at være syg læge

Netværksgruppen i Aarhus og en lignende gruppe i København er en del af Lægeforeningens Kollegialt Netværk for Læger.

»Netværksgruppen kan sammenlignes med en mødregruppe, hvor deltagerne kan dele ud af deres udfordringer og erfaringer og spejle sig i hinanden. Og selvom de hver især kæmper deres egen kamp, har de overskud til at engagere sig i og anerkende, hjælpe og heppe på hinanden.

Mange oplever det som et tabu at være syg, og de møder i gruppen ligesindede, så de ikke føler sig så alene. De kan få tips til, hvordan de kan trappe op efter en længerevarende sygemelding, hvordan en stilling kan stykkes sammen, så der tages skånehensyn, og helt lavpraktisk kan de få hjælp til at forstå betydningen og konsekvenserne af de breve, de modtager fra f.eks. kommunen«, forklarer Gitte Anna Madsen.

Der har været afholdt særlige temamøder om f.eks. de såkaldt uhensigtsmæssige uddannelsesforløb, og hvad man gør, hvis man f.eks. bliver syg allerede under sit KBU-forløb, bliver afskediget og efterfølgende selv skal ud at finde et nyt forløb.

Hvad kan gøre det særlig svært at være syg, når man er læge?

»Man skifter plads ved bordet og er pludselig ikke længere den, der har svaret og kan hjælpe sig selv. Nu sidder man over for sin egen praktiserende læge, som ofte vil vide mindre om den sygdom, man fejler, end den syge læge selv. Det samarbejde kan være en svær balancegang. Ja, egentlig bør det slet ikke være et samarbejde, men den sygdomsramte læges egen læge, der påtager sig ansvaret.

Men vi ser, det kan være svært ,bare’ at være patient og overlade styringen til andre, og nogen har brug for at indse, at det er det, de har brug for«, siger Gitte Anne Madsen.

Hvad opleves at være den største barriere?

»Det er, at man trods nok så hensynsfulde kolleger kan føle sig som en byrde og som en halv person. F.eks. hvis man bliver nødt til at forlade afdelingen inden middag. Det er især et problem for læger ansat i en uddannelsesstilling, da man her skal arbejde mindst 18,5 time pr. uge. Kan man ikke det, kan man ikke forblive i sin uddannelsesstilling og dermed ikke blive speciallæge«.

En af de fremmødte tilføjer, at læger »pr. definition ikke bliver syge« og ofte går på arbejde trods sygdom. Hendes erfaring er, at hvis man sygemelder sig, bliver der set skævt til en.

»Man ved, man bliver til gene for den, der vil få pålagt vagten, og for de patienter, der risikerer at få aflyst deres tid. Mange steder er der langtidssygemeldinger i alle vagtlag, og afdelingerne kører på pumperne. Derfor kan endnu en sygemelding vælte læsset«, lyder det fra lægen.

Peter Aarsleff Nielsen forsøger at nuancere synet på dem, der melder sig syge.

»Selvfølgelig giver det anledning til en vis uro, når en kollega melder sig syg og ikke kan tage en vagt. Man troede jo, man skulle hjem og hente børn. Men man skal være påpasselig med ikke at forveksle sine egne kvaler og ubehag ved at skulle ringe og melde sig syg med, at der ikke er forståelse for, at man er syg«.

Ønske: landsdækkende netværksgrupper

Gitte Anna Madsen har ikke selv oplevet at være sygdomsramt.

»Men min søster blev psykisk syg, da jeg var 16 år, og det har præget mig. Da jeg påbegyndte mit KBU-forløb, fortalte en af de ældre overlæger om det kollegiale netværk, og allerede dengang fandt jeg, at det måtte være givende at kunne lægge øre til kollegers udfordringer«.

Peter Aarsleff Nielsen fungerede i en lang årrække som en »slags far« på sin afdeling.

»Jeg var ofte den, der bistod kolleger, når de havde brug for hjælp. På et tidspunkt var min assistance ikke tilstrækkelig, og jeg kontaktede derfor Gitte i netværksgruppen og fik efterfølgende den tanke, at måske mine kompetencer kunne bruges her … Da jeg gik på pension, bød jeg mig derfor til i netværksgruppen, som er en helt unik størrelse, og som jeg ville ønske, alle regioner ville kunne stille til rådighed for læger, der rammes af sygdom.

Vores mål er at bringe folk videre, og at det sker, har vi heldigvis mange gode eksempler på«, siger Peter Aarsleff Nielsen og fortsætter:

»Det, der især presser læger med sygdom, er at kunne risikere at skulle passe vagttelefonen. Man skal være læge for at forstå, hvor rædselsfuldt det kan være for en sygdomsramt læge.

Som det fremgik på mødet i dag, er det derfor vigtigt at få understreget, at man godt kan være en god læge uden at have vagttelefonen«.

Susanne Qvistgaard, som faciliterer lignende netværksmøder for sygdomsramte læger i København – nu med Peter Aarsleff Nielsen som medfacilitator – er som socialrådgiver i Lægeforeningen dagligt i kontakt med læger, der bl.a. ringer, fordi de er usikre på, om og hvordan de skal sygemelde sig.

»Det er helt nyt land for dem, og de ved f.eks. ikke, hvad kommunen kan tilbyde af hjælp.

Læger ringer ikke bare ind, fordi de har et brækket ben. De er desværre ofte meget syge, når de henvender sig, og burde have kontaktet os langt tidligere«, siger Susanne Qvistgaard, der i nogle tilfælde også kan bistå med kontakten til kommunen.

Klokken er 18.30. Alle er kommet til orde, og snakken er nu igen mere løssluppen.

Inden længe modtager deltagerne en indkaldelse fra Gitte Anna Madsen til næste møde her i deres fælles helle.