Fra læge i frontlinjen til 10-timers fleksjob

Anne Leegaard tager imod i forhallen på Aarhus Universitetshospital iført islandsk sweater og jeans. Ad flere lange gange når vi endelig frem til det mødelokale, hun har booket på Afdeling for Børn og Unge. En længere gåtur, der er nærmest symbolsk for Anne Leegaards egen langtfra snorlige vej til at finde fodfæste, efter at en udsendelse med Læger uden Grænser i 2016 skulle vise sig at blive livsomvæltende.

I 2016 diagnosticeredes hun med PTSD, som i 2018 blev anerkendt som en arbejdsskade med 20% varigt men.

I 2021 blev Anne Leegaard tilkendt fleksjob og tiltrådte den 1. januar året efter et job på ti timer om ugen på Center for Sjældne Sygdomme, som er en del af Børn og Unge her på AUH.

Men først spoler vi tiden ti år tilbage, til 2014, hvor Anne Leegaard afsluttede sin introstilling i pædiatri.

Allerede på medicinstudiet har hun besluttet sig for at ville bruge sin lægefaglighed ude i verden, og da hun umiddelbart efter introstillingen ikke får den ønskede hoveduddannelsesstilling, påbegynder hun endnu en introstilling, nu i anæstesi, samtidig med at hun søger ind hos Læger uden Grænser.

»Det er tilfældigt, hvor vi er født, og det giver mening for mig at give noget til dem, der ikke har haft de samme opvækstbetingelser og privilegier som mig. Og som læge har jeg nogle kompetencer, der kan være til gavn«, lyder det fra Anne Leegaard, da vi har sat os tilrette ved mødebordet – hun med et papir med de pointer, der ligger hende på sinde.

Efter en længerevarende rekrutteringsproces, hvor Anne Leegaard bl.a. gennemfører det obligatoriske tropemedicinske kursus, bliver hun kort efter udsendt, men i første omgang ikke for Læger uden Grænser.

»Det er mig eller ingenting«

Under ebolaudbruddet i Vestafrika i 2014 beslutter den danske regering at sende et hold af sundhedsprofessionelle afsted til Sierra Leone. Anne Leegaard ansøger om at blive en del af holdet og kommer med på den første to måneder lange udsendelse.

»Det giver så meget mening. Selvom ebola er en farlig sygdom, også for os som sundhedspersonale, og der er høj mortalitet blandt vores patienter, er der desperat brug for den internationale indsats. Jeg føler mig mentalt godt klædt på – er en del af en gruppe, har været på træningskursus i England og taler meget med en veninde, der har været udsendt på en ebolamission som sygeplejerske for Læger uden Grænser.

Da jeg kommer hjem, vil jeg udsendes igen. Jeg er bevilget orlov fra introstillingen i anæstesi men vil ikke kunne få yderligere orlov og opsiger derfor stillingen for at være klar, når Læger uden Grænser ringer«.

For at fremskynde muligheden for at blive udsendt rejser Anne Leegaard på sprogskole i Frankrig, da der er brug for fransktalende læger. De fleste kan tale engelsk, men færre fransk. Og umiddelbart efter bliver hun udsendt for Læger uden Grænser til et hospital i DR Congo, hvor hun er ansvarlig for en børneafdeling med 50 senge.

»I perioder er jeg den eneste læge på afdelingen. Forholdene er primitive. Hænder, øjne og stetoskop er det, jeg har at gøre godt med. Vi kan ikke tage blodprøver, billeddiagnostik er der ikke noget af, og det er hårdt at se børn dø af noget, de herhjemme ville kunne behandles for.

Jeg er forberedt på, at det vil være primitivt og er bevidst om, at det, jeg kommer med, er begrænset i forhold til en færdiguddannet pædiater, men de har ikke kunnet rekruttere en fransktalende pædiater. Så det er mig eller ingenting. Og det er både lærerigt og fantastisk at se, hvor meget man kan hjælpe med relativt få midler«.

Survival of the fittest

Efter et halvt år er Anne Leegaard hjemme igen. Hun arbejder kortvarigt på Børn og Unge i Viborg, inden hun atter udsendes for Læger uden Grænser. Denne gang til en flygtningelejr i den lille landsby Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien.

En fire måneder lang udsendelse, der skal vise sig at blive fatal.

»Mens jeg er i DR Congo, har jeg set de nærmest absurde billeder hjemmefra af flygtninge, der vandrer på de danske motorveje.

Da jeg i februar ankommer til Grækenland, er grænserne op gennem Europa fortsat åbne for de flygtninge, der lander i både på de græske øer. Lejren, der fungerer som transitlejr for flygtningene i cirka et døgn, inden de rejser videre nordpå, er dimensioneret til 1.500 flygtninge, men allerede i slutningen af februar, hvor grænserne lukkes, vokser den til det tidobbelte i løbet af bare en uge.

Nogle har stadig bombefragmenter i kroppen, andre har været udsat for tortur og overgreb. De har sat deres liv på spil for at nå hertil, og flere har mistet familiemedlemmer og deres sidste ejendele i Middelhavet.

Det er desperate mennesker, der er flygtet fra krig for at redde både deres eget og deres børns liv, og nu, når de endelig ankommer til sikkerhed i Europa, oplever de, at døren smækkes i.

Forholdene i lejren er ubeskriveligt ringe. I starten er der ikke hverken mad, plads eller sanitetsforhold til 15.000 mennesker.

Lægeklinikken deler vi med andre hjælpeorganisationer, og for det meste er der kun én læge på arbejde ad gangen. Selvom vi er der for at hjælpe dem, bliver vi nu pludselig set som repræsentanter for det Europa, der ikke vil vide af dem. Og det kommer vi til at stå til regnskab for.

Kommunikationen foregår overvejende ved hjælp af tolk, da ingen af os taler hverken arabisk, kurdisk eller farsi.

De kaotiske forhold udvikler sig til survival of the fittest. Der er ventetid på alt, og står man med et sygt barn og har ventet mange timer uden at komme til, kan det bringe det værste frem i et menneske. 

Rygter og slagsmål opstår ud af ingenting, knive er i omløb, og vi behandler dem, der bliver stukket ned eller har været udsat for vold.

Vi modtager dagligt trusler om, at man vil smadre os eller sætte ild til klinikken, og mere end én gang bliver jeg fanget i menneskemængder og frygter for mit liv.

I lang tid er der ingen sikkerhedsforanstaltninger omkring klinikken. Rationalet har formentlig været, at Grækenland jo ikke er en krigszone, men en feriedestination. Dog har man ikke taget højde for, at når man træder ind i flygtningelejren, er man ikke længere i Grækenland, men i noget, der minder mere om Mellemøsten.

Vi forsøger at råbe ledelsen op, men oplever ikke at blive hørt, og jeg begynder at føle mig utryg.

Dog lægger jeg låg på. Jeg er her for at tage mig af nogen, der har det sværere end mig selv – det er ikke mig, der har oplevet krig og har mistet min familie. Det tror jeg fylder mest hos de sundhedsprofessionelle, der er udsendt, og mens jeg er i det, tænker jeg ikke på noget tidspunkt, at jeg må se at komme væk«.

Skal bare lige hvile ud …

Der er kolleger, der ender med at forlade lejren før tid, og Anne begynder langsomt at trække sig fra klinikken.

Hun har ansvar for at koordinere lægegruppen, er skemalægger, står for undervisning og repræsenterer den udadtil, også når medierne dukker op, og efterhånden har hun mere lyst til at varetage de administrative opgaver end til at arbejde i lægeklinikken.

Henimod slutningen kan hun selv iagttage, at hendes lunte bliver kortere, og at hun bliver meget grådlabil.

I slutningen af maj går de græske myndigheder efter massiv kritik af de kummerlige forhold i gang med at rømme lejren, og hjemme igen bliver Anne sygemeldt.

»Under debriefing hos Læger uden Grænsers psykolog bliver jeg opfordret til at se tiden an – jeg får at vide, at jeg har været overbelastet, men det er ikke et resultat af, hvad jeg har oplevet.

Jeg tror også selv, at jeg bare har brug for hvile.

Da jeg vedbliver med at have det dårligt, henvises jeg til en krisepsykolog i Aarhus, der mener, jeg har fået traumer.

Men selv om min hjerne er mos, angsten galopperer, og jeg slår ud på stort set samtlige symptomer for PTSD, er mit mål alligevel at blive udsendt igen. Jeg skal ,bare lige’ have hvilet ud.

Jeg når da også at få et tilbud om at blive udsendt til en børneafdeling i Den Centralafrikanske Republik, men en lægeveninde, som kan se, hvor dårligt jeg har det, nærmest forbyder mig at tage af sted. Heldigvis.

I stedet bliver jeg langtidssygemeldt.

Lægeforeningens socialrådgiver får fuldmagt til at tale med kommunen på mine vegne, da jeg hverken er i stand til at skrive en mail eller tale i telefon«.

Svært at se mine medstuderende blive speciallæge

Efter Anne får stillet diagnosen PTSD i 2016, kommer hun i psykoterapeutisk behandling (EMDR), men får det kun marginalt bedre.

Hun er i konstant alarmberedskab, lider af mareridt og flashbacks, tiltagende social isolation og har både koncentrations- og hukommelsesbesvær. Hun henvises derfor til Veteranenheden i Skejby, en enhed under Psykiatrien i Region Midtjylland, der ikke kun behandler krigsveteraner, men også tidligere udsendte som Anne.

»Veteranenheden tilbyder et tværfagligt behandlingstilbud, der er det bedste, der er sket for mig, og som jeg genhenvises til ad flere omgange.

Fra første dag bliver jeg sat i gang med eksponering for det, der trigger mig. Når nogen råber og løber, når jeg skal ind ad døren på et sygehus, når jeg skal have en kittel på, osv.

Undervejs bliver jeg kontaktet af min tidligere chef på Børn og Unge i Viborg, der gerne vil hjælpe mig. Da jeg bliver i stand til at tage toget til Viborg, øver jeg mig først i at gå ind på sygehuset, så på afdelingen og til konferencer og herefter ind i ambulatoriet.

Det sidste kan jeg næsten ikke være i – heller ikke selv om jeg blot er en flue på væggen. Jeg er bange for at blive overfaldet, for uanset hvor søde og rare børnenes forældre er, trigger de min angst.

Da en psykiater i forbindelse med de mange speciallægeerklæringer, der er lavet undervejs, konkluderer, at jeg er langt fra igen at kunne varetage et arbejde og se patienter, bliver jeg først vred.

Længe kæmper jeg for at komme tilbage til at kunne have kontakt til børnene og deres forældre, men til sidst, omkring 2019, må jeg indse, at jeg ikke kommer til at kunne se patienter igen«.

Vurderingen er, at Anne har en arbejdsevne på ti timer, hvilket er langtfra nok til at kunne gennemføre en speciallægeuddannelse.

»Det værste er, at jeg ikke kan have patientkontakt og ikke kan blive speciallæge.

Selv i de parakliniske specialer er det uomgængeligt, at man skal have ophold på kliniske afdelinger.

Dertil kommer, at min arbejdsevne på ti timer om ugen er langt fra de 18,5 timer, som er mindstekravet i en uddannelsesstilling, og som jeg selv under de mest optimale betingelser ikke vil kunne præstere.

Og så er det svært at se dem, jeg har læst og været ung læge sammen med, blive special- og afdelingslæger, for det minder mig om, hvor jeg selv ville have været, hvis jeg ikke var blevet syg.

Jeg har dog stadig en drøm om at blive speciallæge. På særlige vilkår, hvis det en dag bliver muligt.

Det ville betyde meget for mig at kunne passe ind og blive anerkendt på niveau med mine lægelige kolleger.

Hele vores sundhedsvæsen, normeringen for at kunne drive en afdeling og vores mindset bygger på nogle kasser, der definerer, hvad man forventes at kunne, og jeg kunne godt tænke mig, at der var en større variation og fleksibilitet i de kasser.

Jeg har længe været frustreret over, at der mangler fokus på de læger, der på grund af sygdom eller funktionsnedsættelse ikke er i stand til at arbejde og videreuddanne sig som alle andre.

Det er en gruppe, der sjældent gør opmærksom på sig selv, for når man har en kronisk sygdom oveni at skulle balancere et familie- og arbejdsliv, er det de færreste, der har overskud og kræfter til mere.

Jeg har selv et meget lille overskud i dagligdagen, men nogen er nødt til at gøre noget.

Da der sidste år er valg til Yngre Lægers repræsentantskab, vælger jeg derfor at stille op for at bruge min stemme på at tale denne sag. Helt tilfældigt er vi flere med præcis samme fokus«.

Fokuser på det, vi kan

Anne Leegaard bliver valgt ind, og på repræsentantskabsmødet i oktober sidste år kan man høre en knappenål falde til gulvet, da hun og en kollega går op på talerstolen på vegne af en håndfuld delegerede, der har det til fælles, at de på grund af kronisk sygdom ikke kan udfylde en plads i sundhedsvæsenet på fuld tid, og/eller som i Annes tilfælde ikke kan gennemføre en speciallægeuddannelse.

Sammen arbejder de for at afstigmatisere kronisk sygdom blandt læger samt forbedre uddannelses- og arbejdsvilkårene for læger ramt af sygdom.

»En kronisk sygdom kan manifestere sig meget individuelt og er ofte fluktuerende. I perioder kan man have det godt, i andre mindre godt.

Så vidt jeg ved, findes der ingen opgørelse over, hvor mange læger der lever med en kronisk sygdom og/eller har nedsat arbejdsevne.

Jeg har været med i Netværksgruppen for Sygdomsramte Læger i Region Midtjylland siden starten i 2016, og jeg har derigennem mødt utallige læger med hver deres historie og erfaringer, og det slår mig, hvor tilfældig det tackles at inkludere en sygdomsramt læge. Nogle steder ses man som en ressource, selv om man ikke i en periode kan påtage sig vagt eller arbejde på fuld tid, mens man andre steder ses som en klods om benet.

Vanetænkning er udbredt, og der mangler viden om, hvad der kan lade sig gøre, og hvor kreativ man kan være.

Jeg har et godt netværk i pædiatrien og har heldigvis oplevet, at folk har villet hjælpe mig. Den tidligere cheflæge her på afdelingen, der ansatte mig, løb dog gang på gang panden mod en mur, da han skulle finde finansiering til min stilling, fordi jeg ikke passede i en bestemt kasse.

Og hvad med mine yngre kolleger, der ikke har nået at opbygge et netværk endnu – de er endnu mere udsatte.

Der er supergod hjælp at hente, når man bliver syg.

Lægeforeningens socialrådgiver er guld værd, ligesom det kollegiale netværk er. Der er også god hjælp i forbindelse med f.eks. at få tilkendt fleksjob – det har jeg selv nydt godt af.

Og takket være juristerne i Yngre Læger har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med udregningen af mit erhvervsevnetab accepteret, at jeg ville være blevet speciallæge i dag, hvis ikke jeg havde fået PTSD – i begyndelsen mente de, der var tale om en hypotetisk forfremmelse. At de så syv år senere stadig ikke har truffet en endelig afgørelse, er en anden sag.

Så der er hjælp at hente til et vist punkt. Men hvad er ens rettigheder og muligheder, når man så herefter skal leve med sin sygdom?

Hvordan kan man tilrettelægge en arbejdsdag eller arbejdsuge, der ikke nødvendigvis kan følge den normale rutine på afdelingen?

Hvordan kan man indrette sig, hvis man har brug for hjælpemidler eller pauser i løbet af en arbejdsdag?

Kan man blive fritaget for vagter eller få nedsat vagtlængde eller -hyppighed?

Hvilke rettigheder og muligheder har man som uddannelseslæge, hvis man ikke kan leve op til tidsfristerne eller kravene i videreuddannelsessystemet?

Og hvad med den lille gruppe af læger, som ikke kan blive speciallæger, som kravene er nu? På hvilke vilkår skal de ansættes, og med hvilke rettigheder og muligheder? Kunne man ikke finde en løsning, så også de har mulighed for at blive speciallæger?«.

»Nåh, du møder nok til direktørtid«

For Anne Leegaard er det en »lettelse«, at hun lige nu er fastansat til at udvikle og opbygge forskningsforholdene i Center for Sjældne Sygdomme, som har fået en puljebevilling af hospitalet.

»Men jeg føler, at jeg er og vedbliver med at være i en udsat position, fordi jeg ikke tager del i det faste, kliniske arbejde.

Jo, stillingen giver mening. En stor del af tiden går med kontorarbejde som f.eks. at lægge budget, forhandle samarbejdsaftaler og koordinere møder. Men der er ofte dage, hvor jeg savner kolleger og at kunne bruge min lægefaglighed. Til gengæld har jeg en stor grad af fleksibilitet.

Det kan godt sætte sig, når kolleger uden formentlig negative intentioner konstaterer, at ,nåh, du møder nok til direktørtid’, når jeg dukker op hen ad formiddagen, eller når det forlyder: ,bare det var mig, der kunne gå hjem kl. 13’.

Men jeg går jo ikke hjem for at dyrke mine fritidsinteresser. Jeg har stadig PTSD, når jeg har fri.

Mit batteri er ikke ret stort og har ikke lang levetid, og jeg skal hele tiden økonomisere med min energi og planlægge, hvis jeg skal være på i flere timer ad gangen. Det er frustrerende, men nødvendigt.

Det er på mange måder en meget ensom tilværelse at være læge i fleksjob. Jeg hører ikke til nogen steder, hverken hos uddannelseslægerne, afdelingslægerne eller speciallægerne.

Der er kun få som mig. Jeg skal derfor træde min egen sti, men har ikke noget eller nogen at lade mig inspirere af.

Det er meget forskelligt, hvor meget sygdomsramte læger deler med deres kolleger. Nogle foretrækker, at der er fuldstændig vandtætte skotter i forhold til deres sygdom af frygt for stigmatisering og for at blive valgt fra til en stilling.

Andre har bare ikke lyst til at tale om deres sygdom, når de er på arbejde, fordi de gerne vil mødes på deres faglighed.

Mange aner ikke, jeg har en kronisk sygdom, men jeg hører til dem, der ikke har noget imod, at kolleger spørger ind til den. Samtidig er jeg påpasselig med, at jeg ikke reduceres til at være min sygdom. Jeg vil da hellere tale om at være læge under ebolaudbruddet i Vestafrika eller på børneafdelingen i DR Congo.

Men nok så vigtigt skammer jeg mig ikke længere, for sygdom rammer også læger, og egentlig er det jo grotesk, hvor lidt indsigt og forståelse vi læger har for det at leve med en sygdom – i hvert fald når det kommer til vores kolleger.

Jeg ville ønske, at det var noget, der var lige så naturligt at tale om, som når man bliver gravid og skal på barsel. Sygdom kan ramme os alle«.

Anne Leegaard har talt i mere end to timer. Roligt og afklaret, med stænk af humor og fravær af bitterhed.

»Naturligvis har min sygdom også haft enorme personlige omkostninger. Jeg er 40 år, har ingen børn og bor alene. Men jeg føler mig stadig privilegeret.

Jeg har landet en fastansættelse, jeg er økonomisk sikret, jeg får behandling, og jeg kan cykle på arbejde. De fleste andre steder i verden ville jeg være meget værre stillet.

Det handler om at sætte pris på de gode ting«.