Lægers plads er der, hvor de gør størst nytte – men nytte for hvem? Hærens operative effektivitet eller patienterne?

Ugeskrift for Læger bragte den 28. februar to debatindlæg med titlerne »Læger militariserer ikke! – heller ikke tankegang« og »Lægers plads er der, hvor de gør størst nytte« som svar på mit indlæg »Lægers kald er at helbrede, ikke at militarisere.«

Tak til skribenterne af debatindlæggene for at engagere sig i denne vigtige debat. Det er positivt, at lægers rolle i militæret diskuteres åbent, da det er en problemstilling, der fortjener en grundig og nuanceret refleksion.

Militærlægers rolle i krig og konflikt er et komplekst og etisk udfordrende område. Mens nogle hævder, at militærlæger bidrager positivt til både militære og humanitære formål, er der betydelige bekymringer vedrørende deres potentielle medvirken til overtrædelser af lægelig etik.

Nytte for patienter eller hærens operative effektivitet?

Påstanden om, at lægers plads er der, hvor de gør størst nytte, rejser spørgsmålet: nytte for hvem? Hvis »nytte« betyder at sikre soldaters hurtige tilbagevenden til kampzonen eller at maksimere en hærs operative effektivitet, risikerer lægers funktion at blive underlagt militære mål frem for medicinsk etik.

I en militær kontekst kan nyttebegrebet skifte og blive styret af magthavernes og militærets interesser.

Forsvarets læger opererer ikke kun i fredsbevarende missioner. I indlægget »læger militariserer ikke – heller ikke tankegang« nævnes eksempler fra Letland, Rødehavet og Nordatlanten, mens man forbigår de militære operationer i Irak og Afghanistan, hvor dansk militærmedicinsk personel også har spillet en rolle. En ærlig debat kræver, at vi ser på helheden – også de situationer, hvor militære læger har været med til at opretholde invasioner og aktiv krigsførelse med store civile tab.

Do no harm og dilemmaet om dobbelt-loyalitet

I indlægget hævdes det, at læger ikke bestemmer sikkerhedspolitikken. Den reelle kritik i mit indlæg fokuserer imidlertid ikke på, hvem der træffer beslutninger, men på, om læger ved at være en integreret del af militæret, også bliver en del af dets funktion – og dermed bidrager til de destruktive konsekvenser, der følger med krig.

Dette kan ses som en konflikt med do no harm-princippet, da det rejser spørgsmålet: Gør lægen reelt ingen skade, hvis deres indsats muliggør fortsat krigsførelse?

Påstanden om at læger fungerer som en »modpol« til militærets strategiske mål er ikke altid realistisk. I praksis kan læger under militære kommandoer blive presset til at prioritere behandling baseret på taktiske behov snarere end udelukkende medicinske kriterier. Deres tilknytning til militæret og missionen vil ofte stille dem i et dobbelt loyalitets dilemma. Hvem redder man først? Sin kammerat med samme uniform og flag eller en »fjende«.

Historiske eksempler på medvirken til tortur i Abu Graib og Guantanamo

Selvom læger er underlagt Geneve-konventionen, har nogle militærlæger i nyere tid beklageligvis været involveret i handlinger, der strider mod medicinsk etik og menneskerettigheder. Under krigen i Irak blev der dokumenteret tilfælde, hvor irakiske fanger i Abu Graib fængslet blev udsat for tortur med medvirken fra militærlæger. Disse assisterede eller undlod at forhindre mishandling af fanger. I Guantanamo Bay blev læger beordret til at videregive fangers helbredsoplysninger til afhørere, som brugte disse informationer til at øge presset under afhøringer – for eksempel ved at udnytte tidligere skader eller fysiske svagheder.

Vi bør styrke uafhængige internationale sundhedsfaglige organisationer

Et alternativ til militærmedicin er at læger, der ønsker at arbejde i konfliktzoner, engagerer sig i neutrale nødhjælpsorganisationer som Læger Uden Grænser, der opererer uden militær tilknytning. Som civilt internationalt samfund bør vi styrke disse organisationer og danne uafhængige internationale sundhedsfaglige indsatsstyrker med læger i kittel frem for sløringsuniform.

Klimaforandringer fører til en stigning i ekstreme vejrfænomener såsom orkaner, oversvømmelser og tørke, hvilket skaber et akut behov for medicinsk nødhjælp og katastrofeberedskab. Læger, der arbejder i sådanne miljøer, får erfaring med traumebehandling, infektionskontrol og logistik under kaotiske forhold – præcis de samme kompetencer, som militærlæger argumenterer for at opnå i krigsområder.

For at give fremtidige læger de kompetencer, kunne man på universiteterne oprette et kursus i katastrofehåndtering og traumebehandling uden våben- og militærtræning.

Konsekvenser for velfærd og samfundets værdier

Når læger uddannes og rekrutteres til militærtjeneste, mindskes antallet af fagfolk i det offentlige sundhedssystem, som allerede er presset af personalemangel. Især inden for akut medicin og kirurgi, hvor behovet for specialiseret arbejdskraft er stort, kan militærlægers fravær føre til længere ventetider og øget belastning for de tilbageværende kolleger. Ifølge Lægeforeningen mangler Danmark aktuelt 2.000 speciallæger.

Denne udvikling skal også ses i lyset af den stigende militarisering af samfundet, præget af øget oprustning og en skærpet retorik omkring fjendebilleder.

Når militæret får en mere fremtrædende rolle i civile institutioner og funktioner, kan det påvirke samfundets værdier og prioriteringer. Militære normer som lydighed, disciplin og hierarki risikerer at blive dominerende, hvilket kan svække den demokratiske dialog. Samtidig kan ressourcer flyttes fra velfærdsområder som sundhed og uddannelse til forsvarsbudgettet, hvilket forringer den sociale tryghed.

Læger i militæret befinder sig i et komplekst etisk landskab, hvor deres humanitære forpligtelser kan komme i konflikt med rollen som en del af en væbnet styrke. En grundig og nuanceret debat bør belyse disse dilemmaer og udforske alternative løsninger, såsom at styrke uafhængige, lægefaglige nødhjælpsorganisationers rolle.

Hvis læger på tværs af nationale grænser kollektivt afviser at deltage i militarisering, kan det blive et fredspolitisk redskab i sig selv – en erklæring om, at lægevidenskaben kun tjener livet, ikke krigen.