Lægers plads er der, hvor de gør størst nytte

Lægens plads: Hvor behovet er størst – også i militæret

Et nyligt debatindlæg i Ugeskrift for Læger problematiserer militærlægers rolle og de etiske udfordringer, der opstår, når lægegerningen udfoldes i en militær kontekst. Indlægget fremhæver en vigtig problemstilling: Hvordan forbliver læger tro mod deres etiske ansvar i en institution, hvor andre hensyn, herunder militærstrategiske, spiller en central rolle? Dette er en væsentlig og legitim bekymring. Men den konklusion, at militærlæger pr. automatik kompromitterer deres etiske forpligtelser, bygger på en fejlagtig præmis. Lægers plads er der, hvor de gør størst nytte – og dette er ikke nødvendigvis begrænset til hospitalsafdelingen eller krigens umiddelbare ofre.

Militærmedicinens afgørende rolle i krigs- og katastrofehåndtering

Militærmedicin har igennem historien ikke blot understøttet militære operationer, men været en drivkraft for udviklingen af civil akutmedicin, traumehåndtering og katastrofemedicinske procedurer. Principper som avanceret blødningskontrol, triage og hurtig evakuering af kritisk syge patienter er ikke opstået i vakuum, men er raffineret gennem erfaringer fra militærlæger i felten.

Under konflikter som Irak- og Afghanistankrigene blev damage control surgery udviklet og har siden fundet bred anvendelse i civil sammenhæng. Ligeledes har militærlægers erfaringer fra felthospitaler dannet fundamentet for effektive medicinske reaktioner på naturkatastrofer, pandemier og terrorangreb. Militærlæger har endvidere været en afgørende humanitær ressource i WHO- og FN-operationer, hvor de har leveret livreddende behandling i områder uden fungerende sundhedsvæsen.

Lægen som modpol – ikke marionet

Det er en fejlagtig antagelse, at militærlæger blot er en forlængelse af den militære maskine. Sociologen Luc Boltanski beskriver, hvordan forskellige professioner opererer inden for deres egne normative systemer og fungerer som modpoler til hinanden. Mens militæret opererer ud fra et hierarkisk og strategisk retfærdiggørelsesregime, er lægegerningen funderet i et humanistisk og patientcentreret etos. Lægens tilstedeværelse i militæret sikrer netop, at de sundhedsfaglige og etiske hensyn ikke bliver negligeret.

Militærlæger er bundet af Genève-konventionerne og medicinsk etik. Deres rolle er at værne om både soldater og civile ofres sundhed under konflikt, og ofte fungerer de som en afgørende instans, der mindsker lidelse snarere end at eskalere den.

Militærmedicin og lægeløftet: ingen modsætning

En påstand, der ofte fremføres, er, at militærlægers arbejde strider mod lægeløftet. Dette er dog en misforståelse. Lægeløftet forpligter læger til at behandle patienter med respekt for menneskelivet, uafhængigt af personlige eller politiske interesser. Militærlæger bryder i deres funktion ikke dette løfte – tværtimod efterlever de det ved at behandle sårede, uanset om de er soldater, civile eller fjendtlige kombattanter.

Lægeløftet er ikke en abstrakt idé uden relation til praksis, men en dynamisk forpligtelse, der udfolder sig i komplekse kontekster. At anvende sin lægefaglighed i en militær sammenhæng er ikke en afvigelse fra lægeløftet – det er en anvendelse af det under krævende vilkår.

Afsluttende bemærkninger

Debatten om militærlægers rolle bør ikke reduceres til et simpelt valg mellem medicinsk etik og militære hensyn. Virkeligheden er langt mere nuanceret. Militærmedicin har bidraget afgørende til civilmedicinske fremskridt og spiller en væsentlig rolle i humanitære katastrofesituationer.

At afvise militærlægernes funktion ud fra en antagelse om, at de pr. definition kompromitterer deres etik, er både ahistorisk og forfejlet. Læger i uniform er – først og fremmest – læger. De arbejder under de samme etiske forpligtelser som deres civile kolleger og tilfører en værdifuld humanitær dimension til militære operationer. Frem for at militarisere lægegerningen udgør de en etisk modvægt i et system, hvor sundhedsfaglige hensyn ellers risikerer at blive overset.

I stedet for at spørge, om læger hører hjemme i militæret, bør vi spørge os selv: Hvad ville militæret være uden dem?