Læger militariserer ikke! – heller ikke tankegang

Ugeskrift for Læger bragte den 3. februar 2024 et debatindlæg med ovenstående titel – og tak til indlægsforfatteren for at invitere til dialog. Det grundlæggende budskab rammer centralt i den internationale politiks sikkerhedsdilemma, når en stat øger sin nationale sikkerhed, kan det af andre stater opfattes som en trussel og potentielt føre til oprustning. Dette hører dog under magtredskaberne: diplomati, information, militær og økonomi.

Der en del påstande i debatindlægget, som fordrer opklarende kommentarer. Det er en misforståelse, at medicinstuderende på klinikophold i Forsvaret skulle have til formål at opbygge en tung kampklar brigade. NATO, som Danmark er medlem af, definerer styrkemål for – og i dialog med – medlemslandene, og disse har betinget, at Danmark skal opbygge en tung brigade. Således har Forsvaret behov for øget personel, primært militærfagligt men følgelig deraf også sundhedsfagligt. Derfor er det korrekt, at læger med tilknytning til Forsvaret forbereder sig mentalt på at hjælpe under krig såvel som katastrofer og ødelæggelse. Dette er ikke ensbetydende med, at læger har andel i at militarisere samfundet.

Det er også korrekt, at der på længere sigt skal tilknyttes flere læger til Forsvaret. Blandt andet grundet opbygning af en tung brigade, men i særdeleshed det øgede behov for værnepligtige og soldater i den stående styrke til territorialforsvaret af det danske rigsfællesskab. Hovedopgaven for det sundhedsfaglige personel i Forsvaret er netop at sikre soldatens helbred, det værende sig før, under og efter udsendelse. Det omfatter helbreds- og tandundersøgelser samt vaccination og fysisk træning på hjemlige kaserner, varetagelse af ernæring og hygiejne såvel som medicinske og kirurgiske tilstande under udsendelse samt det somatiske og mentale helbred efter hjemkomst.

Debattøren inddrager Irak og Afghanistan som eksempler på kampen for vestlige værdier. Det burde dog stå klart for alle, at læger – uanset tilknytning til Forsvaret – ikke dikterer den sikkerhedspolitiske agenda for Danmark. I det forgangne år har Forsvaret været udsendt med bidrag fra læger til Letland og Rødehavet samt med sejlende enheder til Nordatlanten for suverænitetshævdelse omkring Færøerne og Grønland. De involverede læger har løst opgaven og i høj grad prioriteret menneskeliv og fællesskab – og desuden bragt unikke færdigheder med hjem til det danske civilsamfund. Det skal understreges, at tilstedeværelsen af læger, sygeplejersker og medicin langt fremme i behandlingskæden er helt essentielt for overlevelsen af den tilskadekomne soldat, særligt set i lyset af den lange evakueringsvej på den moderne kampplads.

Hvorvidt rigsfællesskabets aktuelle sikkerhedspolitik ville være bedre tjent med andre redskaber, må stå for egen regning, men den er næppe styret af frygt – snarere rettidig omhu. Et grundlæggende budskab i debatindlægget er, at lægens plads er ved sygesengen og ikke på slagmarken. Deri er vi ikke uenige, netop fordi læger ikke tager del i kamphandlinger. Men præmissen er forkert, hvis man ignorerer, at slagmarken medfører patienter i sygesengen, såvel militære som civile. Dette burde stå lysende klart efter nyhedsreportager fra f.eks. Ukraine og Gaza.

Som læge træffer man naturligvis selv beslutning om valg af speciale og arbejdsplads, men afskaffelse af læger med erfaring fra Forsvaret er ikke ensbetydende med, at verden kan se sig fri af krig og katastrofer. Det vil tværtimod være vores påstand, at civilsamfundet drager betragtelig fordel af sundhedsfagligt personale, som regelmæssigt træner beredskabsfærdigheder. Uanset om det gælder syge/sårede fra konfliktområder eller civile katastrofer.

Læger skal naturligvis uddannes til at varetage de sundhedsfaglige opgaver i samfundet, også når disse er afledt af væbnet konflikt i vores nærområde som f.eks. kirurgisk behandling af sårede ukrainske soldater på hospitaler i Danmark. Derfor vil et tættere samarbejde mellem de militære og civile institutioner gøre vores samfund stærkere i særdeleshed på sundhedsområdet.