Content area

|

Lodtrækningssystemet for KBU-læger bekymrer

Det bringer unge familier i store dilemmaer og er årsag til, at lægestuderende bremser uddannelsen i det sidste år.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Katrine Micheelsen stud. med. kommende KBU-læge

Forleden bragte ugeskriftet.dk en artikel med overskriften »Bekymringer fylder hos KBU-lægerne«. Jeg kan kun være enig, men det er nogle andre bekymringer, jeg tænker på, end dem, der blev skildret i artiklen. Lodtrækningssystemet til KBU. I dag fordeles kommende læger stadig efter lodtrækningssystemet, hvor de medicinstuderende/yngre læger vælger KBU-forløb på basis af et vilkårligt tildelt lodtrækningsnummer (den med det laveste nummer vælger først, herefter vælger den med det næstlaveste lodtrækningsnummer og så fremdeles). Metoden er i en rapport fra 2019 beskrevet som gennemskuelig og gennemsigtig, men det vender vi tilbage til. For jeg, og flere af mine medstuderende, er bragende uenige.

I min studietid har vi fået tudet ørene fulde med, at vi skal få børn, mens vi er unge og raske. Mange har taget det til sig, og i min vennegruppe af medicinstuderende er vi flere med børn og nogen endda med en hel håndfuld eller deromkring. Vi er unge, vi er snart læger, og vi er etablerede. Hus, partner og en hverdag, der til tider kun hænger sammen, når man kan trække på den nærmeste familie og venner. Vi løber stærkt, men for nogle af os er det udsigten til lodtrækningssystemets ubarmhjertighed, der gør, at vi falder og slår os. Jeg skrev i facebookgruppen »Snart yngre læge« for at høre mine medstuderendes tanker om lodtrækningssystemet. Jeg blev mødt med forståelse og fortællinger om ødelagte drømme og fysiske symptomer på angst i forbindelse med tildeling af et dårligt nummer. Bekymringerne banker på, for hvordan får man en hverdag til at hænge sammen, når man skal arbejde i Esbjerg, men har hus, mand og to børn i København? Flytter man, beder manden finde et nyt arbejde og børnene nye institutioner? Pendler man og sluger udgiften til DSB-billetter eller ny Berlingo og nøjes med at se sine børn på Skype? Spørgsmålene er mange og bekymringerne endnu flere. Også for medicinstuderende uden børn og familie kan der være helt legale grunde til, at man ikke ønsker at flytte til den anden ende af Danmark – væk fra venner, familie, fritidsinteresser og det netværk, vi som mange andre unge mennesker er dybt afhængige af. Der er ingen kompensation, når teltpælene trækkes op og man pludselig er ansvarlig for udgiften til transport, flytning – og for nogle – to huslejer.

Der hersker ingen tvivl om, at det nuværende system er med til at dække den lægemangel, vi ser i udkantsdanmark, men det er en ringe behandling af et sygehusvæsen, der tørster efter blivende arbejdskraft. Det nuværende KBU-system faciliterer eller understøtter ikke et permanent flyt. En ung læge skrev til mig, at hun i sin tid havde haft ønske om at arbejde i Nordjylland og bosætte sig der med sin familie, men grundet et af de sidste KBU-numre og en stilling i Aabenraa, havde de valgt at blive boende permanent i Midtjylland og blot pendle det år, KBU’en varede. Det nuværende system har dækket lægemanglen i udkantsdanmark i årtier – men problemet er der stadig og er ikke blevet mindre – så måske man skulle begynde at tænke på langsigtede løsninger og ikke ligegyldige lapninger.

Nuværende lodtrækningssystem er beskrevet som gennemsigtigt og gennemskueligt, men det er muligt at være strategisk i forhold til lodtrækningen. Der uddannes færre læger i januar kontra juli, hvorfor det sagtens kan svare sig at trække sit nummer i vinterhalvåret, men udskyde valg af KBU-stilling til sommeren. Således er man statistisk sikret et lavere KBU-nummer, end hvis man havde trukket i sommerhalvåret. Desuden er det svært at vurdere, hvilket nummer man reelt har i rækken, når der skal vælges – grundet 0-numre og det koncept, at lægepar kan trække nummer sammen. Er det et gennemskueligt system – og er det fair? Samfundsøkonomisk betyder det, at flere medicinstuderende tager et halvt år mere på SU – et halvt år, der kunne være blevet brugt på lægearbejde, men nu går med … Surdejsbagerier og børnepasning?

En af mine medstuderende skriver til mig, at hun nu for 3. gang har udskudt sin KBU, da hun ikke kan få sit nummer og udsigten til et arbejde i Sønderjylland til at hænge sammen med sit familieliv – og hun tilføjer: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg kommer videre i min karriere – det hele har bare fyldt mig med stor angst og stress«. Jeg forstår godt bekymringen, og et studie, der har undersøgt tidlige arbejdsmæssige forhold og disses betydning for mandlige og kvindelige danske lægers fremtidige karriere, har fundet, at kvinder, der trækker et dårligt nummer, har mindre sandsynlighed for at få en ph.d. og arbejde på et universitetshospital. Dette gør sig ikke gældende for mænd, der trækker et dårligt nummer [1]. En anden af mine medstuderende skriver »Det er hverken udkantshospitaler, uønskede specialer eller lignende, der tynger. Det, der gør ondt, er, at børnene er de store tabere i det her spil« og en anden skriver :»Jeg står foran, at min ældste søn skal starte i skole, netop som jeg skal starte i KBU. Han er meget bevidst om, at han snart skal starte, og han snakker ofte om, at han glæder sig til at gå i skole med sine venner fra børnehaven. Og når han med entusiasme snakker om den kommende skoletid, kan jeg kun give et tvunget smil uden at svare, for jeg ved ikke, om det kommer til at ske eller ej«.

Vi er mange, der synes, at det nuværende lodtrækningssystem er uholdbart og trænger til et serviceeftersyn. Vi bliver fanget i valget mellem familie og karriere, i morgentoget mod Nykøbing Falster – to timers transport til et sted, man ikke ønsker at være, i et job, man ikke ønsker at bestride. Vores familie, og især vores børn, er de store tabere, når de skal skifte skole, flytte børnehave og vinke farvel til bedsteforældre og legekammerater. Og måske er de små hospitaler, der higer efter arbejdskraft og unge friske læger, egentlig også en slags tabere. Systemet, som det er nu, understøtter ikke et permanent flyt og giver ikke dem, der ønsker at arbejde i det såkaldte udkantsdanmark, muligheden.

Læs mere:

KBU-nummer 563 i Holstebro: »Jeg følte mig ensom. Det vil jeg godt indrømme«

KBU i udkanten – er det så slemt?

Blad nummer: 

Right side

af Erik Holk | 03/12
2 kommentarer
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer