Når elefanterne danser, er det myrerne, der lider

Ambitioner har der været nok af, og idéer og rosende ord er kommet fra alle sider i forbindelse med forslag til en sundhedsstrukturreform. Denne skulle i høj grad udbygge almenpraksissektoren, men så melder dagligdagen sig, og trivielle problemer kommer til at stå i vejen for ambitionerne.

Drømmen om at investere i almen praksis, hvor de praktiserende læger i højere grad kunne sikre kontinuitet samt varetage flere opgaver og derudover sikre lægedækning alle steder i landet, er blevet et mareridt. Planen er ellers bl.a. at øge antallet af praktiserende læger fra 3.500 til 5.000. For selv om drømmen fortsat lever, står PLO og de offentlige myndigheder stejlt over for hinanden. Det har tilsyneladende medført, at der er kommet et lovforslag, der dikterer forholdene i almen praksis. En ageren, der synes udansk, da den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler vilkår, således tilsidesættes med et lovindgreb – endda før der har været en konflikt eller et reelt problem.

Et af stridspunkterne er et ønske om en ændring af honoreringen af de praktiserende læger. Det foreslås, at der i højere grad skal tages højde for, hvilke patienter den enkelte læge har, og hvilke behov for almenmedicinske ydelser dennes patienter kan have. Der er som sådan ikke uenighed om, at det giver mening, at man differentierer honoreringen af praktiserende læger i forhold til arbejdsbyrde og -belastning. Men når de økonomiske midler skal aftales, så står den meget roste vision om at investere i og tilføre ekstra midler til almenpraksissektoren i hård kontrast til, hvad der fra sidelinjen lader til at være en omfordeling af eksisterende midler i form af en nulsumsløsning: ca. halvdelen af de praktiserende læger skal op i honorering, mens den øvrige halvdel skal ned i honorering. Og ikke nok med, at en del læger skal ned i honorering, men de samme læger skal ifølge en anden nyligt vedtaget lov også have en større arbejdsbyrde med flere patienter. Som udenforstående kan det undre lidt, at det haster så meget for de folkevalgte at gennemføre et lovindgreb, når det er åbenlyst, at der ikke kommer flere praktiserende lige med det samme. Det vil tage flere år, før der kommer en tilstrømning af læger til sektoren, og i min optik synes det logisk, at man i stedet gennemfører en reform i samme takt, som sektoren udvikler sig.

I lovforslaget er der desuden et ønske om at reorganisere den danske almenpraksissektor og i stedet indføre et såkaldt »alment medicinsk tilbud«. Et tilbud, der godt nok fortsat vil inkludere alment praktiserende læger, men med en ikke uvæsentlig risiko for, at disse vil blive erstattet med indførelse af bl.a. permanente regionsklinikker og tidsubegrænsede udbudsklinikker. Klinikker, som ikke nødvendigvis på et senere tidspunkt skal drives af en praktiserende læge. Og desuden klinikformer, som ikke i samme grad er fagligt ledet og styret, som er dyrere i drift, og som i mindre grad vil kunne yde den kontinuitet, som ellers er væsentlig i vores sundhedssystem. 

Hvad der skulle have været så godt og til gavn for patienterne lader til at ende med en fiasko. Der skal to til en tango, og dem, som skulle indgå aftaler om de forhold, der skulle gøre sig gældende for en reform, er kommet ud af rytmen og i stedet for kommet i clinch med hinanden. Resultat er, at en del praktiserende læger og deres ansatte melder sig ind i debatten i trykte medier, mens endnu flere udtrykker deres utilfredshed i andre fora og på sociale medier. Der er allerede drøftelser om, at nogle etablerede praktiserende læger vil forlade sektoren, nogle unge kolleger er tøvende med at turde at nedsætte sig i praksis, og andre har blot i sinde at modarbejde systemet. I sidste ende går det ud over patienterne.