Svar til sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen: Vi har forslagene – Vi håber, I vil lytte

Først og fremmest vil vi rose målet om 5.000 praktiserende læger. Det er et vigtigt mål, som kan sikre alle borgere en fast læge og give de patienter, der har mest brug for det, mere tid med deres læge.

Desværre virker målet om flere læger fjernt efter offentliggørelsen af lovpakke 2. Hverken kommende eller nuværende speciallæger i almen medicin kan se sig selv arbejde under de rammer, lovpakken lægger op til. De læger, der på trods af dette måtte vælge at arbejde under denne lov, vil få vanskeligere vilkår for at levere god faglighed til patienterne, fordi de mister indflydelse på udviklingen af faget.

Fremtiden kan således føre til færre læger og dårligere lægefaglighed. Patienterne betaler prisen.

Det er ellers hårdt tiltrængt med flere praktiserende læger. De fleste patienter har opdaget, at ventetiden stiger. Mens man har uddannet langt flere speciallæger til sygehusene, har antallet af praktiserende læger stået stille i 25 år. Dette skyldes manglende rettidig omhu fra myndighederne, men det er de praktiserende læger, der nu skal betale prisen. Med lovpakken fjernes lægernes faglige indflydelse på deres eget arbejde. Man fjerner lægernes fællesskab med regionerne om efteruddannelse, kvalitet, forskning og it. Man vil gøre det muligt at indføre nye opgaver i almen praksis, uden at lægerne tilføres ressourcer til det. Den fremtidige ledelse varetages via topstyring fra Danske Regioner. Lovforslaget beskriver talrige gange sanktionerne, hvis lægerne f.eks. ikke kan nå opgaverne. Hvis man får en sanktion fra Danske Regioner, kan man klage til et praksisklagenævn, men det sekretariatsbetjenes af Danske Regioner selv.

Lovforslaget indebærer også, at der vil blive oprettet flere regions- og udbudsklinikker. Det er notorisk svært at skaffe læger til disse. Kun 3% af de kommende praktiserende læger vil arbejde i en regionsklinik, og 0% vil arbejde i en udbudsklinik, viser resultaterne fra en FYAM-undersøgelse (2025). Resultatet vil være vikarlæger, hvorved patienterne mister muligheden for at få en læge, som de kender. Det er et stort problem, da kontinuiten – det, at patienten over tid møder den samme praktiserende læge, som kender patientens sygehistorie, helbred og livssituation – fører til lavere dødelighed, færre akutte indlæggelser og mindre fragmenteret behandling.

Lægerne er alvorligt bekymret for, om de vil have tid til at holde fast i kerneopgaven, som især omhandler kontinuitet i læge-patient-relationen. De er bekymrede for, om de vil blive tilført en masse nye opgaver fra sygehusene, uden at kapaciteten er der. Vi ved, at de første 650 læger vil gå til at lukke hullerne, hvor der mangler læger, og håndtere det store behandlingsefterslæb, men vi frygter, at der alligevel tilføres nye opgaver, som måske ikke hviler på et solidt fagligt grundlag.

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) er ikke sikret indflydelse på fagligheden i nye opgaver, der er ingen sikring af, at der vil blive indgået aftaler om nye opgaver, og det er i øvrigt heller ikke muligt at klage over, at man bliver pålagt opgaver, der ikke er kapacitet til.

Kirsten Normann Andersen siger, at hun mest har set alt det, der ikke kan lade sig gøre, og hun efterlyser udspil fra lægerne. DSAM vil snart sende et udførligt høringssvar med konkrete forslag. Vi håber, at politikerne vil lytte og er parate til at ændre loven.

Syv konkrete løsninger:

1) Kontinuiten – den langvarige relation mellem læge og patient – bør være en lovfæstet kerneværdi. Kontinuitet bør eksplicit skrives ind i lovpakke og basisfunktion som et mål og monitoreres, fordi kontinuitet sænker dødelighed og indlæggelser og øger patienttilfredsheden, især for patienter med kronisk sygdom, patienter med psykisk sygdom og ældre.

2) Opgaver skal være fagligt forankrede. Der bør etableres et »rådgivende specialeudvalg« under Sundhedsstyrelsen. DSAM bør være repræsenteret i dette. Rådet bør høres før ændringer i opgavebeskrivelsen. Udvalget skal sikre evidens, faglig kvalitet, sammenhæng på tværs af sektorer og kapacitetsvurderinger. Herved lovsikres en formel inddragelse af lægerne.

3) Der bør være lovfæstet sikkerhed for, at der ansættes speciallæger i almen medicin i regionsklinikker. Vi er fortørnede på fagets vegne over, at lovudkastet ikke kræver speciallæger i almen medicin i regionsklinikker. Det vil gå ud over patientsikkerhed og kvalitet.

4) Der bør være fælles kvalitetsindikatorer på tværs af praksisformer – almen praksis, regionsklinikker og udbudsklinikker. Alle bør levere data for kontinuitet, tilstedeværelse af speciallæger i almen medicin, patienttilfredshed, pris pr. patient m.v.

5) Ved alle ændringer i opgavebeskrivelsen skal kapacitet og økonomi vurderes, og det skal lovsikres, at væsentlige ændringer inddrager faglig tilslutning og aftaler. Det beskytter patienterne mod overbelastede klinikker, som ellers må nedprioritere kerneydelser.

6) De faglige institutioner, der giver specialet og dermed patienter høj værdi, skal bevares som et fællesskab mellem praktiserende læger og myndigheder og skrives ind i loven. Disse institutioner er helt essentielle for vores fags styrke og udvikling.

• Kvalitet i Almen Praksis som nationalt kvalitetsorgan, der understøtter vores klyngearbejde.

• Kvalitet i Almen Praksis-enhederne, som er regionale og lokalt forankrede og sikrer samarbejde med hospitalerne.

• Vores efteruddannelse, som er forankret i det aftalebaserede samarbejde mellem regioner, PLO og DSAM, og som sikrer uafhængighed af medicinalindustrien. Danske speciallæger i almen medicin har en af Europas mest omfattende og strukturerede efteruddannelse til stor gavn for patienterne.

• Vores uafhængige forskningsenheder, som beskæftiger sig med almen medicinsk forskning i en almen population. Viden tæt på klinikken forbedrer patientbehandlingen i modsætning til øget statslig styring.

• Samarbejdet om it og digitalisering, som fører til patientnære digitale løsninger som f.eks. Min Læge-appen, forløbsplaner, svangrejournalen, Web-Patient m.v.

7) Sidst, men ikke mindst, skal lægernes retssikkerhed sikres. Praksisklagenævnet skal gøres helt uafhængigt af Danske Regioner for at undgå interessekonflikter. Det bør sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus. Lægerne skal ikke kun kunne klage over regionernes sanktioner, men også over f.eks. regionernes faglige ledelse og opgaver, der ikke er ressourcer til.

Så, kære sundhedsordfører: Læs vores høringssvar grundigt. Lyt til os. Vi ved, hvad der virker for patienterne: kontinuitet, faglig udvikling og kapacitet til at løfte opgaverne. Lovpakken kan stadigvæk justeres, så vi kan nå målet om en fast praktiserende læge til alle så hurtigt som muligt.