Sundhedsreformen rejser spørgsmål om brud på Danmarks Riges Grundlov, EMRK og EU-retten

Med sundhedsreformen 2025 lægger regeringen op til en markant omlægning af det nære sundhedsvæsen, hvor regionerne får styrket styring over almen praksis. Flere af de foreslåede indgreb herunder tvungne patienttilskrivninger, ændrede driftsvilkår og ophævelse af reel selvbestemmelse rejser alvorlige retlige spørgsmål om foreneligheden med Danmarks Riges Grundlov, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og EU-retten.
Det er muligt og legitimt at stille spørgsmålstegn ved lovgivning, der indebærer omfattende indgreb i et privat reguleret marked, særligt når markedet som her er præget af overenskomster, kontraktret og praksisrettigheder, der er opnået gennem køb og investering.
Dansk forfatningsret anerkender, at staten kan regulere markeder, men hvis reguleringen griber ind i eksisterende erhvervsrettigheder eller praksisværdi, skal det ske med respekt for Danmarks Riges Grundlov § 73 [1] og § 74 [2]. Det gælder særligt, når indgrebet rækker ud over almindelig regulering og reelt medfører, at praksisejeren mister værdier som goodwill og retten til at overdrage sin virksomhed – uden mulighed for erstatning.
Når et marked bygger på overenskomster og privatretlige aftaler, som praksissektoren gør, har parterne typisk en vis aftalefrihed. Staten kan gribe ind, men kun med klar hjemmel, saglig begrundelse og proportionalitet. Det følger både af forvaltningsretten og af Arbejdsrettens praksis, hvor det er fastslået, at staten ikke kan ændre overenskomstbaserede vilkår uden skærpet begrundelse [3].
Reformen rejser spørgsmål om:
• Danmarks Riges Grundlov § 74, hvis retten til selvstændigt erhverv reelt ophæves [2].
• Danmarks Riges Grundlov § 73, hvis værdien af praksis fjernes uden kompensation [1].
• EMRK, protokol 1, artikel 1, som beskytter ejendom og økonomiske interesser [4].
• TEUF art. 49 og 56, da indgreb kan hindre udenlandske læger i at etablere sig [5, 6]. Domme fra EU-Domstolen bekræfter, at selv afskrækkende nationale regler kan være ulovlige [7, 8].
En grundpille i retsstaten er retten til at anfægte lovgivning, der griber ind i borgeres grundlæggende rettigheder. Høringsfasen, den offentlige debat og domstolsprøvelse er ikke formaliteter, men nødvendige værn mod overgreb.
PLO bør ikke nøjes med politiske forhandlinger. Organisationen bør aktivt forsvare medlemmers retssikkerhed og ejendomsret – også med juridiske midler. Der er brug for en klar og principiel modstand, ikke kun mod enkelte elementer, men mod den lovgivningstekniske tilgang, hvor lægers rettigheder fortrænges af administrative hensyn.
PLO bør:
• indsende høringssvar med skarpe retlige indsigelser
• rejse spørgsmålet om Danmarks Riges Grundlovs- og EMRK-brud over for Folketinget og Justitsministeriet,
• overveje at støtte en domstolsprøvelse, hvis loven vedtages i sin nuværende form.
Der skal sættes en tydelig grænse for, hvad man vil acceptere, når det gælder lægers ret til at eje og drive praksis uden vilkårlige indgreb.
Som led i modstanden har jeg oprettet et borgerforslag om at nedlægge lovpakkerne L 212–214, der udgør den juridiske ramme for sundhedsreformen 2025. Forslaget skal genåbne den politiske og juridiske debat om balancen mellem styring og lægers rettigheder.
Jeg opfordrer PLO, Lægeforeningen og øvrige faglige og juridiske aktører til at overveje officiel støtte til initiativet som en markering af, at sundhedsreformer skal respektere Danmarks Riges Grundlov, EMRK og EU-retten og ikke gennemføres uden retsgarantier og demokratisk legitimitet.
Konklusion
Sundhedsreformen handler ikke kun om organisering og opgavefordeling. Den handler om ejendomsret, retssikkerhed og grænserne for statslig magtanvendelse. Når staten ensidigt vil ændre spillereglerne uden kompensation eller reel valgfrihed, bør vi ikke bare diskutere fagligt, vi bør også råbe op juridisk.