Om få uger sker det: Efter godt to årtier i eget hus flytter psykiatrien organisatorisk ind hos somatikken. De fem selvstændige psykiatrihospitaler lukker og bliver fordelt på omkring 20 akuthospitaler.
De seneste måneder har været intense for ledere og stabe i både psykiatrien og på regionsgårdene. En organisationsændring i den her skala kræver en fælles indsats, og intentionen er klar: at skabe de bedst mulige vilkår for sammenhængende patientbehandling uden at tabe arvesølvet.
Psykiatrien har flyttet flere gange før. I 1884 udskilt som statshospitaler, i 1975 sammenlagt med det øvrige hospital under amterne, i 1990’erne yderligere udskilt med socialpsykiatrien og siden regionsdannelsen i 2007 organiseret selvstændigt med egne direktioner – bl.a. for at sikre, at psykiatrien ikke forsvandt i skyggen af de store somatiske specialer. Og det lykkedes faktisk.
De seneste små 20 års særskilte organisering har haft åbenlyse styrker. En samlet ledelse med mandat til at handle. Harmonisering af behandling og faglig udvikling. Mere ensartet diagnostik. Opbygning af specialiseret viden. Kapacitetsstyring på tværs af enheder. Og en stærkere position i det sundhedspolitiske landskab. For patienterne har det givet genkendelighed og for medarbejderne mobilitet og vidensdeling. En periode med faglig konsolidering, som jeg kunne unde andre specialer at prøve.
»Værtshospitalerne har et veletableret hjem, mens psykiatrien er den nye – voluminøse – beboer med egne vaner, behov og indforståethed«Kristine Eimose Waagstein
Men måske bør ingen bo alene for længe. Man risikerer at blive en særling. Psykiatrien skal flytte ind i et nyt hus, hvor somatikken allerede bor og for længst har indrettet sig, fundet rytmerne og sat dagsordenen. Det giver en særlig dynamik: Værtshospitalerne har et veletableret hjem, mens psykiatrien er den nye – voluminøse – beboer med egne vaner, behov og indforståethed.
Hvis dette ikke blot skal blive en indflytning, men udvikle sig til et fælles hjem og et nytænkende samarbejdsprojekt, kræver det andet end samordning af systemer. Det kræver tid – tid til at forstå hinandens kulturer, fagligheder og rytmer. Det kræver tryghed i relationerne, så vi sammen kan handle nysgerrigt og frit uden at frygte at træde forkert. Og det kræver fælles ledelse, der i denne fase arbejder mere faciliterende end styrende: mindre »nu gør I, som vi gør«, mere »hvordan skaber vi noget nyt sammen?«.
Min anbefaling til værtshospitalerne er derfor klar: Psykiatrien skal ikke blot absorberes, man bør også lade sig påvirke af den. Psykiatriens erfaring med kompleksitet, tværfaglighed og relationel tænkning kan berige hele sundhedsvæsenet. Organiseringsformerne kan være uvante, men rummer potentialer, som kan tænkes ind i nye fælles løsninger på alle niveauer.
Lykkes vi med at give processen tid, tåle uvisheden og skabe tryghed, kan de kommende turbulente måneder og år blive afsættet for mere helhedsorienterede modeller – til gavn for hele patienten.
