Ressourcer og prioritering

Det vigtigste er ikke en ny struktur og en ny sundhedsreform. Vi har behov for, at politikerne både på Christiansborg og i regionerne stiller sig i front for prioritering i sundhedsvæsenet, og at de vil stå ved deres prioriteringer, så ressourcerne matcher opgaverne og betrygger patientsikkerheden.

Selvom man flytter rundt på de nuværende ressourcer i en ny struktur, løser det ikke det grundlæggende problem med, at der er ikke penge til alt det, vi gerne vil, kan og er forventninger til inden for sundhedsvæsenet.

Susanne Ekman skrev i Politiken den 8. november 2018 en kronik med pointen, at næste finanskrise bliver i den offentlige sektor. Forsimplet beskrevet skyldtes finanskrisen, at bankerne lånte flere penge ud end de egentlig havde kapital til, fordi de regnede med, at de kunne dække hullet med den fremtidige indtjening.

Det skete som bekendt ikke.

På samme måde gives der løfter på vegne af den offentlige sektor, som konstant lover mere end sektoren kan holde, hvilket giver en stigende grad af gældsætning – i denne sammenhæng handler det ikke om penge, men om løfter, man ikke har ressourcer til at indfri.

De løbende besparelser kombineret med krav om at opretholde det samme eller endnu højere niveau i ydelserne samtidig med, at politikerne synes, at borgerne skal have, hvad de efterspørger, gør, at sundhedsvæsenet langsomt destabiliseres.

Tragisk dødsfald af lille pige

At et lille barn kan dø af dehydrering i Danmark skulle ikke kunne ske. Der er foretaget en kerneårsagsanalyse, hvoraf det fremgår, at afdelingen havde været underbemandet, der manglede kompetent personale ligesom, at der blev peget på uhensigtsmæssige arbejdsgange og procedurer, som ikke var gode nok. Sagen har i de sidste uger op mod jul været fremme i flere nyhedsmedier. Reservelæge Morten Schrøder råbte vagt i gevær via Facebook i marts 2018 pga. arbejdsbelastningen på BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet, og efterfølgende blev bekymringen taget op både i fjernsyn og trykte medier. Læger på Børneafdelingen på Hvidovre Hospital skrev til ledelsen kort før den tragiske hændelse om deres bekymringer for det voldsomme arbejdspres, og børnelægerne på Roskilde Universitet Hospital har i Ugeskrift for Læger udtrykt bekymring efter fyringer af to overlæger i forbindelse med besparelserne i Region Sjælland.

Trivselsmålingen ”Trivsel op” fra 2017 viste for speciallægerne i BørneUngeKlinikken, at de scorede 2,3 for ”tid til jobbet” på en skala fra 1-5, hvor gennemsnittet i Region Hovedstaden er 3 på hospitalsniveau.

Velvidende at man ikke kan drage en direkte korrelation mellem arbejdspres og antal utilsigtede hændelser (UTH), er det tankevækkende, at patientsikkerheden er under stigende pres. Der er et stigende antal UTH'ere på BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet for indlagte patienter: I 2015 var der 80, i 2016 var der 115, i 2017 var der 183, og i 2018 har der til dato været 151 UTH’ere.

Ikke særligt syge børn fylder

Der sker også forandringer i befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet, som gør, at de bruger sundhedsvæsenet på en ny måde. F.eks. efterspørger børnefamilier lægehjælp om eftermiddagen og om aftenen i stedet for næste dag hos deres praktiserende læge, så deres børn kan blive behandlet, så de kan komme på arbejde næste dag.

De mange ikke særligt syge børn, som forventes undersøgt og eventuelt behandlet og vejledt tager derfor tid fra de meget syge børn på børne-unge-afdelingerne. Samtidig er kompleksiteten i behandlingen af de alvorligt syge børn øget betydeligt gennem årerne, og dermed er der et stigende krav til tid og kompetencer i behandlingen og plejen.

Med denne øgede opgaveportefølje inden for børneområdet, er der ikke fulgt tilstrækkelige ressourcer med. Der har derimod været en del besparelser gennem de senere år. Nogle af børne-unge-afdelingerne har tilstræbt at begrænse i antallet af afskedigelser af sygeplejersker og læger, som jo er de primære sundhedsfaglige personer i forhold til kerneydelsen. Men der er efterladt en del opgaver fra andre personalegrupper, som er blevet ramt af besparelserne. Opgaverne er ikke forsvundet.

Det er billedet af situationen på børneområdet, hvor fokus aktuelt er blevet rettet, pga. et tragisk dødsfald. Men det er jo ikke alene pædiatrien, der er trængt. Der kan oplistes mange eksempler, eksempelvis:

De maksimale ventetider for behandling af kræft kan ikke overholdes, som det fremgår af Rigsrevisionens beretning, som netop er udkommet, hvor der er fundet 3000 brud på reglerne på baggrund af gennemgang af 365 patientforløb. Det beskrives som kun toppen af isbjerget.

Etisk Råd udkom med en rapport foråret 2018, hvor der er beskrevet den underprioritering, der sker i behandlingen af patienter med KOL samt de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, det har.

Der er jævnligt og tilbagevendende beretninger om overbelagte medicinske afdelinger og personaleflugt. For slet ikke at nævne psykiatrien.

Hvad skal vi gøre?

For mange opgaver i forhold til pengene

Det nytter ikke, at vi udsulter de kliniske afdelinger, for medarbejderne bliver syge af overbelastning og mister evnen til kerneopgaven. Tænk på SKAT. Spørger man klinikchef Liselotte Højgaard, konkluderer hun i sin debatbog ’Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?’, at "systemet er kronisk sygt og ligger i en seng på intensiv, fordi der er nogen, der står på iltslangen".

Vi har alt for mange opgaver i forhold til økonomien.

Spørger man sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, synes han, at man lige skal stoppe lidt op og tænke sig godt om. Diskussionen om den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet har bevæget sig op på et abstraktionsniveau, hvor både diagnose og behandling er kommet til at handle om organisation og struktur, og det har sløret blikket for virkeligheden, mener han.

Og som Bente Klarlund skrev i sin klumme i Politiken den 20. oktober 2018 kan det være menneskeligt at ville vise, at nedskæringer koster. Men den slags kneb bruger man ikke, når man arbejder med mennesker i krise.

Lav et prioriteringsråd

Kære politikere, buen har længe været spændt til det yderste, og der er en reel fare for, at en pil går af. Vi ved ikke, hvor den rammer. Men vi ved, at nedskæringer koster, også når det handler om menneskeliv.

Medicinområdet er i kraftig vækst, og udgør aktuelt 13 pct. af det samlede sundhedsbudget.

På lægemiddelområdet besluttede Danske Regioners bestyrelse fra d. 1. januar 2017 at etablere Medicinrådet, der som noget nyt har mulighed for at inddrage lægemidlers omkostninger i beslutningen om, hvorvidt og hvordan medicin skal anvendes i det danske sundhedsvæsen. En form for prioriteringsråd. Medicinrådet har flere gange været under pres både fra patientforeninger med avisannoncer og fra politikere. Enkeltsager kommer til at kortslutte det evidensbaserede og omkostningsmæssige grundlag for behandling. Og så forsvinder prioriteringen.

Etisk Råd har påpeget, at mange oplever prioriteringen i sundhedsvæsenet som uretfærdig, uigennemskuelig og tilfældig. Kvaliteten af deres behandling afhænger af, hvilken sygdom de har pådraget sig. Andre patientgrupper beklager, hvad de opfatter som en utilstrækkelig behandling. Der tegnes et billede af, at nogle patientgrupper har adgang til en relativt privilegeret behandling, og det står eksempelvis klart, at sundhedssystemet på nogle områder er klar til at betale en meget høj pris i forhold til effekten.

Et prioriteringsråd kunne være løsningen. Et råd bestående af sundhedsfaglige personer, ledere i sundhedsvæsenet, økonomer, repræsentanter fra patientforeninger og politisk valgte. Reformer og omlægninger kan være påkrævet, men vi bliver også nødt til i fællesskab at prioritere, så ressourcerne matcher opgaverne og betrygger patientsikkerheden.