Skaber differentierede rettigheder ulighed i sundhed?

I et debatindlæg fra den 17. februar 2025 kommenterer to lægefaglige direktører fra henholdsvis Capio Privathospital og Aleris Hospitaler på Camilla Rathckes leder fra den 3. januar 2025. Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, argumenterer for, at genindførelsen af behandlingsgarantien på én måned har uhensigtsmæssige konsekvenser for patientbehandlingen. Hun mener, at det burde være patienter med det største behandlingsbehov, der bliver behandlet først, og at en lægefaglig vurdering burde afgøre, om en patient skal i en hurtig eller lidt langsommere ventekategori – altså en differentieret behandlingsgaranti. Det er behandlingsbehovet og ikke tidspunktet for lægekonsultationen, der skal afgøre, hvor hurtigt en patient får behandling.

Søren Kjeldsen og Bent Wulff Jakobsen argumenterer for, at en differentieret behandlingsgaranti vil skabe ulighed i sundhed, fordi kun patienter med høj sundhedskompetence nemmere vil kunne navigere i et mere differentieret system og få den behandling, de har brug for. Man kunne forestille sig, at en patient med høj sundhedskompetence kunne få opereret sin knyst før en anden patient med lavere kompetence. Dette er en reel risiko, men forfatterne overser en langt alvorligere mekanisme, der allerede nu skaber massiv ulighed i sundhedsvæsenet.

Forfatterne påpeger, at de samlede udgifter til privathospitaler kun udgør under 1,5 % af de offentlige sundhedsudgifter – hvilket kan synes som en bagatel.

Men disse udgifter er i høj grad koncentreret inden for ortopædkirurgien med enorme konsekvenser for de ortopædkirurgiske afdelingers økonomi. Systemet er indrettet sådan, at hvis en ortopædkirurgisk afdeling ikke kan levere behandling inden for en måned, kan patienten vælge at blive behandlet på et privathospital – med betaling fra den ortopædkirurgiske afdelings budget. I 2023 blev for eksempel hver tredje af hofte- og knæproteseoperationer foretaget i privat regi [1] på grund af manglende kapacitet i det offentlige. Dette giver underskud på de ortopædkirurgiske afdelingers budgetter.

Skal de offentlige sygehuse så ikke bare hjemtage disse operationer? Jo, og det fortæller cheflægerne fra de offentlige ortopædkirurgiske afdelinger også, at de i den grad arbejder på det, men de offentlige hospitaler skal samtidig behandle akutte patienter og patienter med komplekse behandlingsbehov, som ikke behandles i det private. De svage, komplekse og multisyge patienter behandles således kun på de offentlige ortopædkirurgiske afdelinger.

Dagligt skal man så her prioritere operationskapacitet mellem patienter, som er højtspecialiserede/svage og multisyge, og »raske« patienter, som kan sendes til de private hospitaler. Det en uheldig mekanisme, at de offentlige ortopædkirurgiske afdelinger kan aflyse operationer uden økonomiske konsekvenser på patienter, der ikke kan sendes privat – mens operationer, der potentielt kunne foregå i det private, kan prioriteres for at undgå udgifter til behandlingerne i det private. Denne økonomisk motiverende mekanisme skaber en alvorlig skævvridning med de svageste og mest syge patienter som tabere.

Dette ser vi som en langt større trussel mod rettidig patientbehandling end den ulighed, som Kjeldsen og Jakobsen beskriver. Vi forstår godt, at de ikke i dagligdagen ser det fra deres position. Men for de af vores medlemmer, der oplever det i praksis på de offentlige ortopædkirurgiske afdelinger, er det en del af hverdagens konsekvenser af udifferentierede patientrettigheder og uhensigtsmæssige økonomiske mekanismer. Vi har i Danmark et godt samarbejde mellem de offentlige og private, men det er vigtigt, at vi ser det fulde billede, når vi taler om ulighed i sundhedsvæsenet og udifferentierede patientrettigheder. Det er vigtigt, at der også prioriteres fagligt.