Svar: Skal børne- og ungdomspsykiatrien sikre den rette hjælp til rette barn i rette tid?

Det mener i hvert fald speciallæge, ph.d., Pernille Juul Darling (PJD) [1]. Det korte svar er nej, eller de skal ikke være alene om det.

PJD nævner, at psykiatrien har svært ved at håndtere det stigende antal henvendelser og at det er et dilemma at skelne mellem psykisk sygdom og mistrivsel, som PJD mener bør håndteres uden for psykiatrien.
Den aktuelle situation, især i børne- og ungdomspsykiatrien, og især på området ADHD, er ganske rigtig uholdbar, og en del af løsningen mener jeg ville være et formelt samarbejde mellem psykiatrien (Sundhedsstyrelsen) og det sociale område (Socialstyrelsen) med udgangspunkt i deres kerneområder.
Diagnosticering og behandling er psykiatriens DNA, almen forebyggelse er det sociale områdes DNA.

På initiativ af daværende velfærdsminister og på baggrund af stærke ønsker fra landets kommuner blev der i 2009 afsat penge til en national ADHD-handleplan. Efter 5 års omfattende forarbejde, lancerede Socialstyrelsen planen vedrørende børn, unge og voksne med ADHD og i lignende vanskeligheder [2]. Planen indeholdt forslag til kommunale forebyggende, foregribende og indgribende tiltag. Sundhedsstyrelsen har også udgivet en national klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge.
Mistrivsel kan føre til vanskeligheder i den alvorlige ende, misbrug, kriminalitet og sygdomme, og her står samfundet over for meget komplekse udfordringer med behov for omfattende politisk handling, bl.a. med henblik på normering af sundhedsplejersker, pædagoger, socialrådgivere og psykologer og ikke mindst i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Med hensyn til ADHD-området bruger psykiatrien og samfundet i øvrigt i stigende grad ressourcer, ikke mindst hvis forebyggelse og diagnosticeringspraksis ikke har fungeret hensigtsmæssigt [3].
ADHD i et socialt perspektiv kan betragtes som en problematik, der opstår som et kontinuum i et komplekst samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer. ADHD er således ikke noget, man fødes med, men snarere en sårbarhed, som udvikles i et samspil med omgivelserne. Det øger vigtigheden af tidlig målrettet social indsats [2].

ADHD dækker forskellige grader af funktionelle vanskeligheder relateret til opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Vanskelighederne skal ses i samspil med risikofaktorer og beskyttende faktorer hos den enkelte i det nære miljø, hvor personen færdes. Det er ikke alle, som oplever vanskeligheder i forhold til opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet, der opfylder kriterierne for diagnosen ADHD, men behovet for støtte kan alligevel være stort. I et socialt perspektiv er selve diagnosen ADHD ikke det primære udgangspunkt. Det afgørende er at opnå et nuanceret og helhedsorienteret billede af den enkeltes udfordringer og støttebehov [2]. Især ved manglende forebyggende indsats kan der udvikles gener, som ovenfor omtalt, og også i nogle tilfælde føre til f.eks. angst og depression og evt. til langvarig behandling i psykiatrien, det gælder især piger/kvinder [3].
De funktionelle vanskeligheder, der kan være afledt af ADHD, kan udgøre en udfordring i forhold til en række tunge sociale problematikker ud over de allerede nævnte f.eks. mangelfuld uddannelse, lavere grad af beskæftigelse, ulykkesrisiko eller få positive sociale relationer.

I forbindelse med den sociale indsats er der behov for at håndtere målgruppen uden henvisning til, om der foreligger en diagnose, fordi sociale indsatser principielt ikke ydes på baggrund af diagnoser.

Det fremgår af [1], at psykiatrien arbejder på at etablere let tilgængelige tilbud, hvor familier hurtigere kan få støtte og en form for tidlig vurdering som en måde at støtte børns mentale helbred fra starten.
En formentlig mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse med større generel effekt er udbygning af PPR, som flere kommuner også har etableret [4], se også et grundigt gennemarbejdet forslag af børne-og ungdoms psykiater Søren Hertz og psykolog Jørn Nielsen [5].

Opsummerende med henblik på forebyggelse af mistrivsel er relevant normering af kommunalt personale helt centralt. Endvidere et formelt ligeværdigt samarbejde mellem de to hovedaktører på mistrivselsomådet, Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Desuden ville et væsentligt bidrag til forebyggelse af mistrivsel på børne- og ungeområdet være at oprette et nationalt videncenter for området med bred repræsentation, f.eks. under Socialstyrelsen.