Svar til debatindlægget »Patienter henvist på mistanke om polyneuropati har ret til en neurofysiologisk vurdering«: Udredningsret er ikke undersøgelsesret

Vi deler Lauritzen & Fuglsang‑Frederiksens grundlæggende ambition om at sikre det bedst mulige forløb for patienter med mistanke om polyneuropati [1]. Det gælder både hensynet til den enkelte patient og til en hensigtsmæssig anvendelse af sundhedsvæsnets samlede ressourcer.

Lauritzen & Fuglsang-Frederiksen anfører, at den ændrede praksis i forhold til henvisninger på mistanke om polyneuropati reelt fratager patienterne retten til udredning og implicit er i strid med udredningsretten [1]. Denne fremstilling er efter vores opfattelse misvisende. Praksisændringen vedrører ikke, om patienterne udredes, men hvordan udredningen bedst tilrettelægges. Udredningsretten indebærer en ret til rettidig afklaring af patientens tilstand, men den indebærer ikke en ubetinget ret til enhver tænkelig paraklinisk undersøgelse inden for 30 dage [2, 3]. Derfor er det vigtigt at skelne klart mellem retten til udredning og retten til bestemte undersøgelser.

Patienter med mistanke om polyneuropati skal fortsat udredes systematisk, herunder ved klinisk neurologisk vurdering, som med høj faglighed kan varetages af landets neurologer og øvrige relevante specialer, samt ved relevant paraklinik. Birk et al. redegør for, at rutinemæssig elektrofysiologisk udredning i bestemte situationer ofte ikke medfører ændret diagnostik eller behandling, og at undersøgelsen i disse situationer ikke påvirker det kliniske forløb. Elektrofysiologisk undersøgelse forbliver en vigtig del af udredningen, men bør forbeholdes de situationer, hvor undersøgelsen med rimelig sandsynlighed vil bidrage med ny, handlingsanvisende information [4]. En mere selektiv anvendelse er derfor ikke et udtryk for vilkårlig begrænsning, men for evidensbaseret og klinisk relevant prioritering.

Lauritzen & Fuglsang‑Frederiksen argumenterer endvidere for, at parakliniske undersøgelser uden et behandlingsmæssigt formål kan være berettiget, da de på længere sigt måske kan bidrage til udvikling af nye terapeutiske muligheder [1]. Dette er et legitimt argument i en forskningskontekst, men kan ikke danne grundlag for rutinemæssig klinisk praksis. Hvis formålet primært er vidensopbygning, bør dette ske i protokollerede forskningsprojekter med klar overordnet strategi, etisk godkendelse og informeret samtykke – ikke som led i standardudredning uden individuel nytte.

En differentieret tilgang, hvor elektrofysiologiske undersøgelser anvendes målrettet til de patienter, hvor resultatet forventes at få betydning for det videre forløb, er efter vores vurdering både fagligt forsvarlig, patientcentreret og samfundsansvarlig.