I Ugeskrift for Læger i sidste uge (nr. 16, 21. august 2023) udtalte LVS-næstformand Anders Perner, at HIPEC-sagen er et wakeupcall for hele sundhedsvæsenet. Jeg er fuldstændig enig. Jeg har tidligere i denne klumme (nr. 5, 3. marts 2023) efterspurgt en omfordeling af ressourcer fra dokumentation af f.eks. kræftpakkeforløb og ventetider til bedre dokumentation af sundhedsvæsenets behandlinger.
Som cheflæge på en stor kræftafdeling må jeg bare konstatere, at politikere og ledere i regioner og hospitaler tilsyneladende ikke har taget telefonen. Jeg ser ingen tegn på interesse i at måle effekten af behandlinger, der er omkostningstunge for både hospitaler og patienter. Tværtimod er meldingen et øget fokus på forløbstider, som bare skal overholdes. Ikke blot skydes der helt forbi skiven. Man rammer også sig selv i foden.
For det er jo ikke ventetider, HIPEC-sagen handler om. Det er et presset sundhedsvæsen, hvor man er nødt til at prioritere, så ressourcerne udnyttes bedst mulig. Regionsrådsformænd har netop råbt op og bedt om flere penge og anført, at besparelser kun vil forlænge ventelister. Det kor kan jeg godt melde mig ind i. Men hvis de selv foreslår, at det kræver øget monitorering af forløbstider, så har de ikke lært noget som helst. I stedet skulle de skabe rammer, som sikrer, at ressourcerne bruges til de vigtigste behandlinger.
»Endvidere er en stor del af kræftpakkemonitoreringen meningsløs. Forløbstider er baseret på generiske patientforløb, og det er min opfattelse (læs påstand) at en stor del af patienterne ikke passer ind« Ulrik Niels Lassen, cheflæge
Meldingen til os cheflæger er derimod »få nu styr på de ventetider«, og overskridelser accepteres ikke. Endnu mere pisk på vores personale, som allerede arbejder over og gør et kæmpearbejde for hver enkelt patient. Vakante sygeplejerskestillinger over hele landet gør det svært. Endvidere er en stor del af kræftpakkemonitoreringen meningsløs. Forløbstider er baseret på generiske patientforløb, og det er min opfattelse (læs påstand), at en stor del af patienterne ikke passer ind. Lad mig komme med et eksempel: Et kræftpakkeforløb (A-F) på fire uger består af udredning (A-C) og forberedelse til behandling (C-F). Typisk starter uret for C (færdigudredt) ved en multidisciplinær team-konference (MDT), hvor patienten henvises til behandling. På det tidspunkt har den behandlende afdeling endnu ikke mødt patienten, og selv om vi har et stort ønske om at inddrage patienten i behandlingsvalg for forhold til ønsker om behandlingsmål og mulige senfølger, så er dette ikke en del af det generiske forløb. Hvis man sammen med patienten beslutter en anden behandling end den, der blev henvist til efter MDT, så kan det ikke nås inden for den generiske kalendertid afsat i forløbet C-F. Kræftpakkeforløbet C-F overskrides derfor af faglige årsager og ikke pga. manglende kapacitet. Alligevel skal vi nu lave en rapport over dette, også selv om de samlede fire uger (A-F) overholdes. Hvis dette sker for 30% af vores patienter, så har vi en overholdelse på 70%. Det får vi at vide bare ikke er godt nok. Det skal over 85%, for det har regionsledelsen besluttet. Selv om vi har 0%, der har et ikke-fagligt begrundet forlænget kræftpakkeforløb.
Wake up! Tag telefonen.
