Uniformsautomaten, del 3 – en hverdag med uniformsautomat, bukser, der hænger, og en T-shirt med huller i

Jeg har været væk fra Herlev Hospital nogle år for at arbejde andre steder, men da jeg startede glad og forventningsfuld igen i maj 2024 og skulle hente min uniform, blev jeg omgående sendt tilbage til en følelse af frustration, som jeg genkendte fra, sidst jeg startede på Herlev i maj 2018: Uniformsautomaten er der nemlig stadig.

Du kan læse om min oplevelse dengang her, https://ugeskriftet.dk/debat/uniformsautomaten, del 1, og opfølgningen her: https://ugeskriftet.dk/debat/uniformsautomaten-del-2, del 2. Det handler om at være en professionel sundhedsfaglig medarbejder, som ikke kan få en uniform, som passer og er uden huller og pletter.

Årene imellem har jeg arbejdet steder, hvor uniformer ikke har fyldt i hverdagen; det er bare noget, som er tilgængeligt, uproblematisk, ikke et samtaleemne.

Det er så ikke tilfældet på Herlev. Jeg har spurgt mine kolleger fra flere faggrupper, hvad de oplever som problemet med automaten lige nu, og fået disse tilbagemeldinger om de velkendte gamle frustrationer. Selve udleveringen tager alt for lang tid. Man står dagligt lang tid i kø og sendes rundt mellem udleveringsgates. Tøjet, man får, har ofte ikke den ønskede størrelse og er hullet, plettet og slidt.

Det nye på minussiden er, at man er gået over til udelukkende at have bukser med elastik i taljen. For mange kvinder betyder det, at en elastik, der kan komme op over hofterne, ikke er stram nok til at blive siddende i taljen. Det problem har jeg også selv, så jeg går rundt og er ved at tabe mine bukser dagen lang.

Mange nævner, at de ikke skifter tøj dagligt, da det er for besværligt.

Men er der slet ikke sket nogen fremgang, mens jeg har været væk? Er der ikke nogen ansvarlige ledere, som har lyttet til medarbejdernes frustrationer? Jo, på en måde. Nu kan man aflevere tre stykker tøj ad gangen i stedet for et. Det skulle spare tid, men flere af mine kolleger fortæller, at ofte registreres alle de tre stykker tøj ikke, og så kan man ikke trække nyt, fordi det står, som om man stadig har en del tøj. Så spørgsmålet er desværre, om der er tale om en reel forbedring.

Jeg har arbejdet med fagforeningspolitik på nationalt niveau gennem flere år, og situationen med tøjautomaten, hvor lederne ikke lytter til medarbejdernes meget relevante indsigelser, minder mig om Danske Regioners tilgang til yngre lægers ønske om fleksibilitet i arbejdslivet, som kan koges ned til: »Kan det nu virkelig være nødvendigt?«

Og svaret er ja! Danske Regioner skal lytte, når Yngre Lægers medlemmer insisterer på at passe deres privatliv lige så samvittighedsfuldt som deres arbejdsliv. Ellers risikerer vi, at de finder et andet sted end det offentlige sundhedsvæsen at arbejde i.

Og ledelsen på Herlev Hospital skal lytte, når alle faggrupper er frustrerede over, at det ikke fungerer for dem at få udleveret deres uniformer ved de nuværende tøjautomater. Ellers risikerer vi, at de ikke skifter tøj så hyppigt, som god hygiejne kræver, og medarbejdere, som ellers er meget glade for og stolte af deres hospital, går frustrerede rundt en del af tiden.

Hvad skal der til, for at det bliver løst? Måske en underskriftsindsamling blandt læger, jordemødre, ergoterapeuter, sygeplejersker, bioanalytikere, farmaceuter og farmakonomer, fysioterapeuter, lægesekretærer, radiografer, portører, studerende, diætister, fodterapeuter og social- og sundhedsassistenter?

Det er på høje tid, at vi, der går med uniform, får overbevist dem, som bestemmer og ikke går med uniform, om, at tiden er kommet til at gøre noget afgørende anderledes. Jeg er sikker på, at de heller ikke ville bryde sig om først at stå i kø og så gå i bukser, der stumper og er ved at falde ned, og i T-shirts, der enten er for store, for små eller fulde af huller.