Skip to main content
Mindeord

Per Christoffersen

Kåre Simonsen, Mogens Vyberg og Claus Fenger

23.11.1932 – 27.11.2025

En fremtrædende dansk patolog er gået bort den 27. november 2025, kort efter sin 93-års fødselsdag.

Professor, overlæge dr. med. Per Christoffersen, blandt kolleger kaldet PC, blev født i Calgary, Canada den 23.11.1932, hvor hans forældre, der var landbrugere, arbejdede i en periode. PC fik medicinsk embedseksamen i 1959, blev speciallæge i patologisk anatomi, i 1966 ansat som overlæge på Patologisk Institut på Kommunehospitalet i København, og i 1976 på Hvidovre Hospital. I mange år var han cheflæge, og i en periode også lægelig direktør på Hvidovre Hospital. I 1983 tiltrådte PC et professorat på Københavns Universitet. Endelig bestred han i perioder flere poster inden for det lægevidenskabelige fakultet og i Dansk Selskab for Patologisk Anatomi.

PC’s store interesse var leverpatologi. Udover sin doktordisputats fra 1976 var han hoved- og medforfatter på mere end 200 tidsskriftartikler især med fokus på leversygdomme, og medforfatter på »Atlas of Liver Biopsies«, der blev oversat til flere sprog. Ligeledes var han medgrundlægger og medredaktør på det internationale tidsskrift »Liver«. Sammen med sin kollega professor Hemming Poulsen var han forfatter til lærebøgerne »Generel Patologisk Anatomi« og »Speciel Patologisk Anatomi«, som var de første større, dansksprogede lærebøger i patologisk anatomi.

PC havde en stor arbejdskapacitet og disciplin, og han var systematisk som få. Han var yderst hjælpsom og mange yngre patologer kan takke ham for hjælp til videnskabelige artikler. Han var også en særdeles værdsat underviser på det medicinske fakultet.

Familien betød utrolig meget for PC. Sammen med sin hustru Lis passede de alle børnebørn en dag om ugen, så deres forældre kunne få et frirum. Hvert år efter hustruens død holdt PC en sommerfest i haven for familien, hvor han lagde meget energi i forberedelsen af arrangementet: Der var altid både pølsevogn og slush-ice maskine til stor glæde for oldebørnene.

Vore tanker går til hans 3 børn, Maria, Nicolai og Ulrich samt børnebørn og oldebørn.

Æret være hans minde.

Kolleganyt