Palle Birger Iversen

Min far var læge – i hver en celle og i alle tanker 24/7 i 91 år.

I så høj en alder er der ikke mange kolleger tilbage, bortset fra mig som er hans datter. Min far lærte mig fra jeg var helt lille, at det vigtigste er at hjælpe andre mennesker til hver en tid, og han sagde aldrig nej hvis nogen bad ham om hans hjælp, uanset rimeligheden I tidspunktet eller behovet.

Hænderne var rigtigt skruet på og med et stort kreativt talent var et kirurgisk speciale første prioritet i karrieren. Via plastikkirurgi på Rigshospitalet blev det ved lidt af en tilfældighed øre-næse-hals, som blev det endelige speciale. Flere patienter har fået glæde af hans plastikkirurgiske talenter ved stort set det meste kirurgi indenfor øre-næse-hals specialet. På Roskilde Amtssygehus var min far en ud af to overlæger i 25 år på en succesrig afdeling, der gjorde sig bemærket ved at være dygtige til foniatri og stemmelidelser og blev søgt af professionelle sangere – især operasangere. Afdelingen udviklede og lavede kurser indenfor laserkirurgi, og min far rejste verden rundt og holdt foredrag indenfor emnet. Cancerpatienter og palliation var dengang en del af faget og min far havde et meget stort hjerte og personligt engagement I at tage sig af dem lige til det sidste.

Dengang havde familie og venner stort set alle sammen min far som læge 24/7. I vores hjem var jeg vant til at der var konsultation på hans lukkede kontor, eller at laryngektomerede mennesker som snakkede med spiserørs stemme eller vibrator ringede på telefonen … ja, engang troede min 10 år yngre lillebror, at det var en robot fra ydre rum der ville snakke med min far. For min far var det meget vigtigt at holde sig ajour bredt fagligt, så konsultationerne handlede om alting og han indlagde folk og henviste dem til flere undersøgelser og behandlinger. Mindre operationer blev udført på sofabordet og han havde altid udstyr i huset til at lokal bedøve og suturere, hvis der skulle være brug for det.

Selvfølgelig drømte jeg fra jeg var 7 år også om at blive læge. Min far smittede med sin enorme begejstring og engagement, men gentagne gange spurgte han mig, om jeg nu var sikker. Samtidig med sit egen brændende entusiasme for faget fortalte min far mig også løbende historier om kolleger, der var blevet sendt fuldstændig ud i kulden efter at være blevet uvenner med en enkelt chef, der så havde blokeret al videre karriere ved at bruge hvad min far kaldte ”den papirfrie presse”, om kolleger der stjal forskningsresultater fra andre, nedgjorde og ydmygede hinanden og kolleger der skulle trykke andre for selv at shine og så videre.   

Palle Birger Iversen kom ikke fra en fin familie. Han voksede op i en fattig familie med 3 brødre I Svendborg og St. Heddinge, med en kærlig far der ofte var arbejdsløs og en mor der arbejdede som sygehjælper på Faxe sygehus. Motivationen til at blive læge kom helt sikkert hjemmefra, men ikke ud fra ønsket om høj status eller blive rig, men indprentet vigtigheden af at være noget for andre. 

For mig blev min far også grunden til at jeg fortsatte med at være læge, og fortsat er det. Lægefaget er fuldkommen fantastisk, men også mega barskt og vi er kun mennesker. Han har været min mentor, min back-up mentalt og fagligt - under en kappe af kærlighed til faget og mig. Det der hjalp mest når det var svært, var at ville være noget for patienterne og ikke en selv. Tidligt i min karriere sagde min far: Du skal være klar over at du aldrig 100 % kan vide hvad der er rigtigt og forkert, du kan kun skønne dig frem til hvad det handler om og hvad du skal gøre. Dit skøn vil afhænge af hvilken situation du er i, din erfaring, din viden, dit udstyr, og tidsfaktoren - MEN DU HAR LOV TIL AT SKØNNE FORKERT FOR INGEN VED ALTING OG VI ER HELLER IKKE GUDDOMMELIGE. Du kan gøre alt hvad du kan på alle parametre, men du bestemmer ikke selv hvad du havner i, og så gør du dit bedste for patienten.

Min far var læge i en tid, hvor det ikke var helt usædvanligt at være læge fordi det var et kald, og hvor der i befolkningen var en grundlæggende stor tillid og respekt for læger. Palle brændte aldrig ud trods stor arbejdsbelastning, fordi han havde et kald og han satte det at hjælpe andre før sig selv til hver en tid. Kollegiale magtkampe, politiske strukturændringer af afdelingen, indførsel af digitalisering prellede af på ham, fordi han havde sin mission, og holdt fast i den når det blev svært.

Energien blev ladt op ved at fordybe sig i klassisk musik og opera, og gennem 35 år var min far substitut for teaterlægen på det Kongelige Teater. Her var det en kæmpe fordel at han var specialiseret indenfor foniatri og stemmelidelser og selv elskede opera. En anden stor hobby var at reparere gamle biler og holde dem kørende til man kunne se vejbanen gennem bunden af bilen.

De sidste 12 år af Palles liv blev svære, da han pludselig blev ramt af vaskulær demens, som især ramte frontallappen. Jeg blev nu hans mentor og kun med kærlighed og tillid kunne han acceptere at jeg ikke kunne lave en lægeattest så han igen kunne køre bil. Sit kærlige og rummelige sind forblev lige til det sidste.

Tak for dig