Palle Birger Iversen

Min far var læge – i hver en celle og i alle tanker 24/7 i 91 år.

I så høj en alder er der ikke mange kolleger tilbage, bortset fra mig som er hans datter. Min far lærte mig fra jeg var helt lille, at det vigtigste er at hjælpe andre mennesker til hver en tid, og han sagde aldrig nej hvis nogen bad ham om hans hjælp, uanset rimeligheden I tidspunktet eller behovet.

Hænderne var rigtigt skruet på og med et stort kreativt talent var et kirurgisk speciale første prioritet i karrieren. Via plastikkirurgi på Rigshospitalet blev det ved lidt af en tilfældighed øre-næse-hals, som blev det endelige speciale. Flere patienter har fået glæde af hans plastikkirurgiske talenter ved stort set det meste kirurgi indenfor øre-næse-hals specialet. På Roskilde Amtssygehus var min far en ud af to overlæger i 25 år på en succesrig afdeling, der gjorde sig bemærket ved at være dygtige til foniatri og stemmelidelser og blev søgt af professionelle sangere – især operasangere. Afdelingen udviklede og lavede kurser indenfor laserkirurgi, og min far rejste verden rundt og holdt foredrag indenfor emnet. Cancerpatienter og palliation var dengang en del af faget og min far havde et meget stort hjerte og personligt engagement I at tage sig af dem lige til det sidste.

Dengang havde familie og venner stort set alle sammen min far som læge 24/7. I vores hjem var jeg vant til at der var konsultation på hans lukkede kontor, eller at laryngektomerede mennesker som snakkede med spiserørs stemme eller vibrator ringede på telefonen … ja, engang troede min 10 år yngre lillebror, at det var en robot fra ydre rum der ville snakke med min far. For min far var det meget vigtigt at holde sig ajour bredt fagligt, så konsultationerne handlede om alting og han indlagde folk og henviste dem til flere undersøgelser og behandlinger. Mindre operationer blev udført på sofabordet og han havde altid udstyr i huset til at lokal bedøve og suturere, hvis der skulle være brug for det.