Svend Strandgaard

Svend var søn af overlæge Erik Strandgaard og voksede op på det daværende Skørping Sanatorium. Han blev student fra Ålborg Katedralskole i 1958. Han ville under ingen omstændigheder følge i faderens fodspor og studerede først kemi. Men efter anden årsprøve skiftede han til medicinstudiet i København og blev kandidat i 1967. Han sigtede mod intern medicin og blev speciallæge i 1978 og derefter i nefrologi i 1981. Hans førte store videnskabelige indsats lå i grænselandet mellem neurologi og medicin, idet han under ansættelse hos professorerne Erik Skinhøj og Niels A. Lassen gav den første beskrivelse af ydergrænserne for hjernens autoregulation dvs evnen til at opretholde en konstant blodgennemstrømning under skiftende blodtryk. Han viste at denne mekanisme er meget nøjagtig således, at blodgennemstrømningen praktisk talt ikke ændrer sig i et bredt interval af blodtryk. Desuden, at hjernes blodgennemstrømning falder ved meget lave blodtryk, og at den øges ved høje tryk, svarende til en nedre og en øvre blodtryksgrænse for autoregulationen. Sidstnævnte var forklaringen på hypertensiv encefalopati. Forskningen om hjernens autoregulation blev hurtigt koblet til hypertension. Ved hypertension forskubbes grænserne for autoregulationen mod højere blodtryk, hvorved hjernen beskyttes mod de høje intravaskulære tryk. Processen er dynamisk og ved behandling af forhøjet blodtryk reduceres grænserne gradvist. Effekten af forskellige antihypertensive lægemidler blev studeret. Af særlig interesse var effekten af angiotensin converting enzyme inhibitors. Disse substanser nedsætter blodtrykket og nedsætter samtidigt den øvre og nedre grænse for autoregulationen. I et elegant forsøg med nefrektomerede rotter holdt i live ved peritonealdialyse blev det påvist, at der findes et cerebralt renin-angiotensin-system uafhængigt af det renale.

Svend var en stor bulderbasse på overfladen men et utrolig godt menneske. Han var en fremragende forskningsleder, hvilket hans mange tidligere PhD studerende kan bekræfte. Han var sine venners ven, og han holdt fast i venskaber fra studietiden. Han var også en kærlig og omsorgsfuld far for sine to børn både før og efter den tidlige skilsmisse fra hans første hustru. Vi er mange, der vil savne ham dybt.

Ære være hans minde.