Svend Strandgaard

Overlæge, dr.med., professor Svend Strandgaard er død. Med hans bortgang har dansk medicin mistet en fremtrædende kliniker, forsker og underviser, som gennem flere årtier ydede væsentlige bidrag til forståelsen af kredsløbs- og nyresygdomme.

Svend Strandgaard var igennem mange år overlæge på nefrologisk afdeling, Herlev Sygehus. Han etablerede i 1980’erne et velfungerende nefrologisk forskningsmiljø i det daværende Københavns Amt og forblev forskningsaktiv i flere år efter sin pensionering fra afdelingen i 2009. Udgangspunktet for hans forskning var en dybfølt interesse i specialets udvikling til gavn for mennesker kombineret med en nysgerrighed om nyrernes funktioner både hos raske og ved sygdom. Forskningsideerne opstod med baggrund i den videnskabelige litteratur, som Svend fulgte indgående, samt ved inspiration fra de videnskabelige møder, han elskede at deltage i. Og han evnede at føre ideerne igennem til velgennemførte studier via gode samarbejdsrelationer, omhyggelig planlægning og sin egen store arbejdsindsats.

Internationalt blev han især kendt for sine studier af hjernens autoregulation og sammenhængen mellem blodtryk og cerebral blodgennemstrømning, samt progressionshæmning ved kronisk nyresygdom. I samarbejde med danske og internationale forskere bidrog han til den grundlæggende forståelse af, hvordan hjernen beskytter sin blodforsyning mod udsving i det systemiske blodtryk, og hvordan hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet kan beskytte nyrefunktionen. Hans arbejde har fået stor betydning for patienter med hypertension, nyresygdom og cerebrovaskulære sygdomme og er fortsat hyppigt citeret i den videnskabelige litteratur.

Som forskningsvejleder var Svend Strandgaard enestående. Han var hovedvejleder på mange disputats- og ph.d.-afhandlinger. Han havde høje faglige ambitioner og stillede krav, men gjorde det på en meget omsorgsfuld og balanceret måde. Han lagde også stor vægt på, at de opnåede resultater blev præsenteret ved både nationale og internationale møder. Artikelskrivning blev gennemført med stor omhu og sproglig stringens. Og han havde en umiddelbar glæde og begejstring, når yngre forskere lykkedes og kom i mål. Generelt stod han altid til rådighed med vejledning og gode samtaler, men fandt ikke, at hjælpen skulle medføre forfatterskab eller gengæld. Han var en engageret og omsorgsfuld klinisk mentor, som man altid fik et stort udbytte af at diskutere med.

Svends kliniske virke var også båret af evidens. De fleste læger på afdelingen oplevede hans kontante kommentarer ved diagnostiske eller behandlingsmæssige drøftelser: ”Er det noget, du ved, eller noget du tror?” eller ”Har du tre referencer?” Men kravet om evidens førte ikke til terapeutisk nihilisme. Han havde en stor empati for patienterne, som han aldrig efterlod uden håb eller opmuntring.

Den store viden indenfor nyre- og blodtrykssygdomme førte til, at han var forfatter på kapitlerne om nyresygdomme og blodtrykssygdomme i en række udgaver af Medicinsk Kompendium, ligesom han også var en vellidt og opdateret underviser, der var efterspurgt af videnskabelige selskaber gennem hele sin karriere.

Sammen med syv kolleger samlede Strandgaard dansk nefrologis og nyrefysiologis historie i en bog, der udkom i 2019. Det var et omfattende arbejde, som han anså for vigtigt og lagde mange kræfter i. Den historiske interesse kom også til udtryk i hans interesse for slægtshistorie.

Svend Strandgaard var et gennemført ordentligt menneske. Han sørgede for at nye på afdelingen blev inkluderet i et fantastisk fællesskab med højt til loftet på tværs af specialer. Han havde en dejlig tør humor og var en altid veloplagt deltager ved festlige lejligheder på afdelingen og i de videnskabelige selskaber. Sammen med sin hustru Elin åbnede de gæstfrit deres hjem for Svends samarbejdspartnere.

Svend Strandgaard efterlader sig et betydeligt videnskabeligt eftermæle og et varigt aftryk på dansk nefrologi og kredsløbsforskning. Hans arbejde og indsats vil fortsat leve videre der og i de mange kolleger, han har inspireret.

Vi er mange, der tænker på ham med stor respekt og taknemmelighed. Vores tanker går til Elin og den øvrige, nære familie.

Æret være hans minde.