Henrik Carl Schønheyder

Henrik voksede op i Aarhus og blev i 1977 cand.med. fra Aarhus Universitet. Under lægestudiet boede han på kollegiet i Universitetsparken - ikke langt fra barndomshjemmet, og mødte der sin senere hustru.

Efter turnus indledte Henrik det der skulle blive en lang forskningskarriere, ved Institut for Medicinsk Mikrobiologi i Aarhus. Henrik blev dr.med. i maj 1987 på en disputats om ”Pathogenetic and Serological Aspects of Pulmonary Aspergillosis”. Herefter fulgte speciallægeuddannelse i klinisk mikrobiologi.

Henrik blev ansat ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Aalborg – dengang en regional afdeling af SSI. I 1999 blev Henrik udnævnt som den første forskningsprofessor på Aalborg Sygehus, hvor han med stolthed og glimt i øjet valgte ”Prof1” som sit e-mail-brugernavn. Henrik arbejdede frem til sin pension som Overlæge og Professor, og var en helt central figur i udviklingen af afdelingen.

I sin karriere har Henrik bidraget med knap 500 publikationer, både i lokale, nationale og internationale samarbejder. Han var idémand og drivkraft bag den nordjyske bakteriæmidatabase, som han omhyggeligt vedligeholdt gennem årene og som muliggjorde klinisk-epidemiologiske studier på internationalt topniveau. Forskningen favnede bredt, fra traditionel mikrobiologi til moderne diagnostik og antibiotikaresistens. I 2018 blev Henrik tildelt Fritz Kauffmann-prisen for sit pionerarbejde med systematisk at anvende mikrobiologiske data.

Henrik var en idérig og dedikeret vejleder og mentor for talrige unge læger og forskere. Han havde en særlig evne til at engagere og inspirere yngre kolleger – ikke mindst fordi han altid selv gik forrest med faglighed, ordentlighed og integritet, men uden selvhøjtidelighed. Hans krav til sig selv og andre var høje, men hans støtte ægte. Ved unødvendige forstyrrelser kunne man dog mærke, at Henrik også havde temperament.

Igennem alle årene glemte Henrik aldrig sit kliniske udgangspunkt, og god mikrobiologisk rådgivning ift. den enkelte patient forblev centralt for ham.

Henrik havde et væld af interesser og et skarpt intellekt. Han kunne være privat, men var også åben for personlige samtaler om familie eller historiske emner, som optog ham.

Henrik blev desværre ramt af sygdom ikke lang tid efter sin pension, og han fik derfor ikke det otium han havde fortjent.

Vi takker Henrik for hans store indsats for vores speciale.