Skip to main content
Mindeord

Peder Kirkegaard

Hans Lange, Poul Erik Hven, Bent Østergaard, Allan Raft, Anders Ingvardsen, Jens Christian Jensen, (gruppe 9)

19.7.1952 – 7.7.2025

Peder døde uventet i sit hjem i Holstebro en mandag morgen kort før sin 73-års fødselsdag.

Efter embedseksamen i sommeren 1980 stilede Peder efter almen praksis og etablerede sig efter endt turnus i solopraksis 1.8.87, først i Struer, fra 1.5.91 i hjembyen Holstebro, en praksis han med glæde kunne overdrage til sin datter Mette i 2016.

Peder var en fagligt dygtig, imødekommende og vellidt læge for sine mange patienter. Arbejdet var præget af ordentlighed og hans systematiske tilgang.

Han gik forrest i etablering af IT i almen praksis, og efter at flere havde investeret i Æskulap-programmet tog han initiativ til en brugergruppe, som blev til stor hjælp og inspiration for gruppens medlemmer.

I vores efteruddannelsesgruppe, gruppe 9, kendte vi Peder som en rigtig god ven og kollega. I de faglige diskussioner var han velargumenterende, stringent og selvkritisk. Gruppen mødtes på skift hos hinanden. Hos Peder var den kulinariske del altid i top. Marianne styrede med sikker hånd Peders madlavning! Højdepunktet var det årlige weekendarrangement i Peders sommerhus på Venø, som havde været i familiens eje siden 1960`erne. Efter en lang kamp med div. myndigheder lykkedes det for få år siden at få bygget et nyt hus på den kystnære grund med den perfekte panoramaudsigt over Limfjorden.

Peder var en ivrig amatørfotograf, hvilket familie og venner nød stor gavn af, da han ofte uopfordret dokumenterede en festlig sammenkomst med talrige kvalitetsbilleder, som blev stillet til rådighed på hans fotohjemmeside. De seneste år supplerede han med flotte droneoptagelser.

Peder var meget interesseret i den lokale praksishistorie, og ved sin død var han ved at færdiggøre en omfattende bog om udviklingen og ændringer af almen praksis i Holstebro siden starten af 1900-tallet.

En årrække var han praksiskonsulent, Holstebro Centralsygehus

Fra 1992 medlem af redaktionsgruppen for Ringkøbing Amts lægeblad Pro Necessitate

Ved sin død var Peder formand for Seniorklubben for læger i det tidligere Ringkøbing Amt, som han prægede med sin store energi og dynamiske tilgang.

Peder var ivrig cykelmotionist. To dage før sin død var han med sin gruppe »Himmelbjerget rundt«, altså med udgangspunkt i Holstebro!

Vores tanker går til Marianne og børnene Jakob, Mette og Marie samt den øvrige familie.

Æret være Peders minde.

Kolleganyt