Peter Schultz

Vores gode ven Peter er død, blot 70 år gammel.

Et par af os mødte Peter første gang på ruskursus i 1974, og efter en fælles, begivenhedsrig studietid blev Peter uddannet læge i 1981.

Selv om han var den eneste rigtige københavner ud af godt en håndfuld studiefæller, flyttede han til Jylland. Her arbejdede nogle af os i en årrække sammen med ham, i Hobro, Ålborg og Århus. Han blev anæstesilæge, og arbejdede som sådan lige frem til sin pensionering.

Peter var en usædvanlig læge, både fagligt og menneskeligt. Med en rolig autoritet og en skærpet opmærksomhed på detaljen havde han blik for de skæve vinkler – både i det kliniske arbejde og i mødet med mennesker. Latteren var høj, dyb og gennemtrængende, når han fandt noget morsomt og skævt

Peter var et meget intellektuelt, morsomt og musisk menneske. Havde livet taget en anden drejning, kunne Peter være blevet klassisk musiker eller musikteoretiker. Hans viden om musik var omfattende og dyb, og han bevægede sig hjemmevant i repertoirets nuancer, fra det folkelige til det klassiske. Især klassisk musik, som han delte med Birgitte og børnene, fyldte meget i hans liv. 

Peter kunne også have valgt et helt andet håndværk – et eller andet, der krævede den største præcision og tålmodighed. Det gjorde han også på sin vis, for mens vi andre havde FADL-vagter, arbejde Peter i kælderen under Anatomisk Institut med at fremstille studiepræparater under hele studietiden. Paradoksalt nok kunne denne finhed og finesse rummes i en mand af imponerende fysik: over to meter høj og med en fremtoning, der stod i kontrast til hans nænsomme tilgang til både fag og medmennesker.

I arbejdet som anæstesilæge forenede Peter det teknisk krævende med det menneskelige nærvær. Han var en god kollega, respekteret og værdsat for sin erfaring, sin dømmekraft og sin loyalitet over for specialet.

Peters sidste år blev præget af svær, progressiv demens, og funktionsniveauet skrumpede hurtigt ind. Det var et hårdt og uretfærdigt sygdomsforløb, som gradvist fratog ham meget af det, der havde defineret ham. Alligevel bevarede han noget helt centralt: en vilje til social kontakt og et ønske om at være sammen med andre – også når det var svært. Den menneskelige forbindelse gav aldrig helt slip.

Peter vil blive husket for sin faglige dygtighed, sin kulturelle dybde og sin rungende, smittende latter

Vores tanker går til de pårørende; Jacob, Astrid, Christian, Karen og Birgitte

Æret være Peters minde.