Peter Lund Madsen
Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse, Merete Nordentoft, Mikkel Rasmussen, Christian Legind, Rikke Hilker, Mette Ødegaard Nielsen, Christina Renstrøm, Poul Videbech, Helle Mereweather, Rasmus Mortensen
31.7.1960 – 10.8.2025
Psykiater, hjerneforsker, formidler og kollega
Med Peter Lund Madsens pludselige død har Dansk Psykiatrisk Selskab mistet en dybt respekteret og højt skattet kollega – og Danmark har mistet en af sine mest markante stemmer i formidlingen af hjernens mysterier.
Peter blev 65 år gammel. Han efterlader sig ikke blot en imponerende faglig arv, men også et stort tomrum blandt dem, der kendte ham – og blandt de mange, der gennem årene har lært af ham.
Hans nysgerrighed var enorm og smittende. Hans primære faglige passion var hjernen og nervesystemet – både hos mennesker og dyr – men hans interesser rakte langt videre: til hele kroppen, til ingeniørvidenskab, fysik, jura og til universets allerstørste spørgsmål. Han havde en ukuelig tro på fremskridt og var dybt taknemmelig over at leve i et samfund, hvor lægevidenskab og teknologiske landvindinger har forbedret livsvilkårene markant.
Peter Lund Madsen var en formidlingens mester. Han kunne gøre selv det mest komplekse tilgængeligt – uden at gå på kompromis med fagligheden og altid med respekt for både emne og modtager. Hans stemme blev brugt til at oplyse og nedbryde fordomme – særligt om psykisk sygdom. Med varme, indsigt og alvor førte han sit publikum tættere på en virkelighed, der alt for ofte er omgærdet af tavshed og fordomme. Ikke mindst var hans indsats for at afstigmatisere misbrug præget af stor forståelse og tydeliggørelse af, at afhængighed ikke er et moralsk spørgsmål, men en reel sygdom.
Hans humor var uforlignelig. Han evnede at se det pudsige og barokke i mange helt dagligdags situationer og brugte humor og paradokser til at tydeliggøre sine pointer. Hans associationer var ekvilibristiske – gang på gang kunne man blive glædeligt overrasket over en ny vinkel, han bragte ind i samtalen. Man kedede sig aldrig i hans selskab.
Vi havde senest fornøjelsen af hans tilstedeværelse ved Folkemødet på Bornholm i juni, hvor han med sin særlige blanding af skarphed og lune var moderator ved Dansk Psykiatrisk Selskabs debat. Det er svært at forstå, at det skulle blive sidste gang.
Peter Lund Madsen var ikke bare en dygtig psykiater og en markant offentlig stemme. Han var også et godt menneske – venlig, hjertevarm og nærværende. En kollega, man så frem til at møde. En stemme, vi allerede savner.
Ære være Peters minde – og tak for alt, han gav.