Skip to main content
Mindeord

Ida Kristine Holk

Kolleger og venner: Bernadette Guldager, Henrik L. Hansen, Marianne Hartvig, Birger Holm & Anne-Marie Plesner

28.4.1955 - 8.11.2024

Vores gode kollega og ven, Kristine, er ikke hos os mere. Hun døde efter et kortere sygdomsforløb. Vi savner hende.

Kristine blev født i Mozambique, hvor hendes far arbejdede. Familien flyttede rundt i verden og Kristine kom i spansk- og engelsktalende skoler og lærte sig at være flittig, så hun kunne være den dygtigste i klassen. Tilbage i Danmark blev Kristine student som 17-årig og søgte straks ind på medicinstudiet. Hun drog under studiet til Botswana i et år for at arbejde som frivillig i Danida og IMCC.

Efter embedseksamen i 1981 fortsatte Kristine i sundhedsvæsenet og blev speciallæge i almen medicin i 1992. Herefter fortsatte Kristine i det samfundsmedicinske speciale og blev i 1999 speciallæge i samfundsmedicin og blev få år efter embedslæge, først hos Stadslægen og senere i Embedslægeinstitutionen Øst. Kristine varetog de blandede embedslægeopgaver med stor dygtighed, men især tilsynsområdet med sundhedspersoner med misbrug blev en vigtig opgave. Kristine havde stor empati for personer med misbrugsproblemer. Kollegerne skulle følges, gå i behandling, komme til kontrol og ikke bare straffes.

I 2015 ønskede Kristine en ny vinkel i sit arbejde og fortsatte på det socialmedicinske område.

Da Kristines far blev alvorligt syg, tog Kristine selvbetalt orlov for at passe ham.

I 2020 fik Kristine mulighed for en ansættelse hos landslægen i Nuuk i Grønland. Kristine aflastede i forbindelse med Covid-19 epidemien og fandt mening i det varierede arbejde og tilgangen til det hos Landslægen. Kristine nød den grønlandske natur og skabte nye kollegiale venskaber.

Kristine var i hele sit virke som læge interesseret t i svangre-, fødsels- og efterfødselsområdet og skrev blandt andet flere meget anvendte publikationer, herunder »Vellykket amning« for Sundhedsstyrelsen i 1991, der blev genoptrykt flere gange.

Kristine underviste på speciallægekurser og holdt adskillelige foredrag blandt andet håndtering af misbrug hos sundhedspersoner

Som person indgød Kristine stor respekt hos sine kolleger på grund af sin høje begavelse, dygtighed og sit vindende væsen. Kristine var uændret flot med sit store krusede hår, de smilende runde kinder og den umiddelbare latter, der ikke ændrede sig igennem hendes liv. Kristine var seriøs i sit arbejde, men vi nød at kunne grine sammen, og kunne optræde i revy og sketches.

Kristine levede sundt med meget udeliv – morgenbadning, kajakroning, lange gåture.

Det var helt uventet for os alle, at sygdommen ramte så akut i forsommeren 2024. Kristine er dybfølt savnet.

Vores tanker går til sønnerne Thomas og Tobias med familier, der støttede Kristine gennem det svære sygdomsforløb. Kristine nåede at nyde og opleve to små børnebørn.

Kolleganyt