Steen Friberg Nielsen

Steen Friberg Nielsen døde fredeligt efter flere års svær sygdom.

Steen var en handlingens mand. Helst ville han være forrest i fuld fart. På stejle skiløjper, i sejlbåd over Biscayen, i bil gennem Europa. Men ikke mindst i sit virke som læge og chef med afgørende betydning for udviklingen af sundhedsvæsenet indenfor lægelig ledelse, organisation og uddannelse, kvalitet og innovation.

Steen blev læge 1973, speciallæge i anæstesi 1979 og overlæge først i Linköping, så på Vejle Sygehus. Han kom tidligt ind i fagpolitik med en klar intention om at gøre en forskel, både lokalt og i Overlægeforeningen/FAS. Men det var ledelsesudvikling, der var hans mission. Som overlægerådsformand i Vejle påtog han sig opgøret med lægelig ledelse som kollegial forpligtelse, for i stedet at satse på formel lederansættelse baseret på kvalifikation og uddannelse. Som cheflæge på Vejle Sygehus tog han selv en uddannelse i USA til MSc i Healthcare Management. På Åbenrå sygehus fik han erfaring med at drive sygehus efter styringsmodel som et privathospital. Nye lederposter fulgte for sundhedsforvaltningen i Vejle Amt og på Kolding Sygehus, og da Amtsrådsforeningen og H:S etablerede Toplederakademiet, var Steen det naturlige direktørvalg med internationalt format.

Steen havde enorm vilje og kraft til innovation og til at overbevise med saglig argumentation. I hans tid som Lægelig direktør på Horsens Sygehus etableredes Fælles Akutmodtagelse og Det interaktive Hospital, som indbragte Den Gyldne Skalpel. Et af hans mere spektakulære projekter bragte indiske speciallæger til Danmark for at afhjælpe den voksende speciallægemangel.

Som privatperson var han gerne i centrum, altid med stærke meninger. Han elskede musik - som korsanger, på dansegulvet og i koncertsalen. Og naturen – bl.a. i sommerhuset i Vejby, hvor familie og venner samledes om spil og lege – oftest med Steen som igangsætter og suveræn vinder.

Vi har alle arbejdet sammen med Steen i professionel sammenhæng og nogle af os kender ham livslangt som venner og siden kolleger. Vi husker hans humor, skarpe replikker og rungende latter. Han var en trofast og loyal ven for livstid – for de af os, som var heldige at møde ham allerede i studietiden og for de mange, som kom til. Værdifuld at sparre med og lære af. Han var en klippefast livsledsager for Lisbeth gennem 54 års ægteskab og en højt elsket far og morfar for de to døtre Laura og Line og de fire børnebørn.

Ære være hans minde.