Mogens Hørder

Mogens havde fået konstateret alvorlig kræftsygdom for to et halvt år siden, men havde efter effektiv symptombehandling haft det nogenlunde indtil kort tid før han sov stille ind. Han kunne opretholde en række aktiviteter sammen med sin hustru Kirsten, som at gå til koncerter og operaer, fortsætte i sin læseklub, besøge sine venner og ikke mindst få besøg af sin søn og dennes familie, som boede i London. Nogle aktiviteter måtte dog kvittes, som at gå til folkedans, som Kirsten og ham havde gjort i 40 år, de lange cykelture med søskende og venner, de mange ture til London og de jævnlige rejser til Indien for at besøge deres indiske svigerdatters familie.

Mogens blev født få uger efter den tyske besættelse og voksede op i Århusbydelen Brabrand, hvor han også gik i folkeskole. Han kunne huske befrielsen, som nogle af os diskuterede med ham for nogle uger siden i forbindelse med læsningen af Kirsten Thorups sidste roman ”Mørket bag dig”. Han blev student fra Århus Katedralskole i juli 1959. Han kunne fortælle levende om sine klassekammerater bl.a. børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard, som var hans gode ven.

Han læste medicin ved Århus Universitet, hvorfra han blev kandidat i juni 1966. Her læste han sammen med Kirsten, som han blev gift med i 1963 efter deres 1. dels eksamen. Efter nogle år som reservelæge på forskellige afdelinger på Odense Sygehus fortsatte han sin speciallægeuddannelse i klinisk biokemi på Århus Kommunehospital, hvorfra han fik sin autorisation i 1974. Han skrev guldmedalje i 1970 og fik sin medicinske doktorgrad i 1974. Efter et ophold ved University of Connecticut i Hartford i USA, hvor de fik et godt indblik i en amerikansk provinsby med mange emigranter, blev han overlæge ved klinisk biokemisk afdeling i 1975 og siden 1982 professor ved Odense Universitetshospital, Syddansk Universitet (SDU).

Hans største indsats var som dekan for det sundhedsvidenskabelige fakultet ved SDU i en 20-årsperiode (1988-2008), en af de længst siddende dekaner for et sundhedsvidenskabeligt fakultet. Han blev dekan i en krisetid for lægeuddannelsen i Odense, da Undervisningsministeriet planlagde at lukke den. Mogens kan med rette tildeles hovedæren for dets redning. I kampen for dets bevarelse viste hans sine mesterlige evner som strateg og organisator. Det lykkedes at fastholde lægeuddannelsen ved Odense Universitet, og allerede 1. marts 1989 blev der fremlagt en strategiplan for fakultetets fremtid, som tre måneder senere blev godkendt af ministeriet. Den indebar en reduktion i antallet af de mange små institutter fra 25 til 4, en forskningsstrategi med udvikling af ”forskningsflagskibe” og en gennemgribende studiereform af 2. del af lægestudiet.

For os der i ledelsesgruppen var med i denne proces, var det en fornøjelse at arbejde med Mogens. Vi aflurede ham gerne hans både lyttende og beslutsomme ledelsesstil. Han kunne overordnet lide at arbejde strategisk og visionært, og det var nødvendigt i 1990’erne, hvor alt var under forandring. Han spillede også en central rolle i nationale råd, bl.a. med rapporten om dansk sundhedsforsknings fremtid i 2001 (MESUF-rapporten) og deltog som dansk medlem af internationale råd herom. Han var den mest udadvendte og visionære dekan, som fakultetet nogensinde har haft.

Men hans virke var også kendetegnet af en nøje planlægning af hvert eneste møde. Han lagde vægt på at drøfte tingene indtil der var opnået enighed. Kunne han mærke, at der ikke var flertal for et forslag, tog han det op igen på et senere møde i en lidt ændret version, som han så mente kunne bære igennem. I sit 20-årige virke som dekan har der kun været en eneste afstemning.

Hans indsats for regional forskning og oprettelse af praktikpladser i regionen blev udslagsgivende, da de nye regioner skulle dannes efter amternes nedlæggelse. SDU ville gerne drive mere forskning på Vejle Sygehus, mens Vejle hældede mere mod Århus og Region Midtjylland. Med hans gode kontaktnet og indflydelse lykkedes det at få gjort Vejle til hovedsæde i Region Syddanmark, og med etableringen af Institut for regional sundhedsforskning gennemførtes forskning på alle Region Syddanmarks sygehuse. Hans indsats bidrog dermed også til den regionale udvikling af Syddansk Universitet efter etableringen af dette i 1998 ved fusioneringen af en række uddannelsesinstitutioner i regionen, herunder Odense universitet. 

Mogens fik også startet en række nye uddannelser, som uddannelsen i folkesundhedsvidenskab i Esbjerg og Klinisk Biomekanik i Odense, der blev den første universitetsbaserede kiropraktoruddannelse i Norden. Senere etablerede han de forskningsmiljøer for fysio- og ergoterapi og klinisk sygepleje, som efterfølgende dannede grundlag for oprettelsen af kandidatuddannelser i fagene. Dertil kom nye tværfakultære uddannelser i audiologi, biomedicin og klinisk farmaci, ligesom Ph.D-uddannelsen blev kraftigt prioriteret.. Han var i det hele taget meget bredt orienteret og nysgerrig, hvorfor han også var meget engageret i udviklingen af almen medicin, sundhedsøkonomi og humanistisk sundhedsforskning, Den 20-årige udvikling på sundhedsvidenskab ved SDU i Mogens’ dekantid var den mest betydningsfulde og dynamiske i fakultetets historie, som vi mindes med stor glæde og er ham meget taknemmelig for at have været med i.

Da han fratrådte som dekan i 2008, var han en årrække ansat som rådgiver for rektor og direktionen ved Syddansk Universitet, ligesom han efterfølgende løste en række andre opgaver på SDU, herunder som institutleder for det nystartede Institut for Psykologi, og efterfølgende som medarbejder på forskningsenheden for Brugerperspektiver på Institut for Sundhedstjenesteforskning (IST), hvor han til sin død stadig havde sin arbejdsplads, om end han efter kræftsygdommen kom der sjældnere. Han var med sin bredde og lange erfaring et skattet medlem af den tværvidenskabelige gruppe, som findes der. Gennem alle årene var han efterspurgt som medlem af og formand for råd og bestyrelser i ind og udland og som rådgiver for offentlige og private forskningsfonde – listen over hans eksterne aktiviteter er meget lang. I sine sidste år var han bl.a. engageret i et EU-råd for forebyggelse af demenssygdomme og et EU-råd for videnskabeligt samarbejde mellem EU og Indien.

For os og mange andre der kendte ham godt, var det en fornøjelse at følge ham i disse mange engagementer, som også prægede hans fritidsaktiviteter med Kirsten. Man kunne indimellem undre sig over om han nogensinde fandt tid til lidt ro og omtanke. Men trods denne rørighed, så havde han bemærkelsesværdigt altid tid til en snak, hvorunder han kunne være meget lyttende og åbent nysgerrig uden fordømmende udsagn, selvom han absolut havde sine meninger om dette og hint. Han kunne være særdeles præcis og sikker i sine udsagn og indimellem stædig og påholdende. Han var et komplekst menneske, og det var denne kompleksitet han selv søgte i litteraturen og gerne diskuterede i den læsekreds han havde døbt ”Herreværelset”, selvom Kirsten også deltog, da møderne afholdtes hos dem. Han havde sine absolutte litterære favoritter, som Martin A. Hansens ”Løgneren” og Thomas Manns ”Døden i Venedig”, som han jævnligt genlæste. Men hans og Kirstens største fritidsinteresse var nok musikken, og ikke mindst kammermusikken – han var til sin død kasserer i Odense Kammermusikforening – og de deltog altid i kammermusikfestivalen på Fyn.

Vores tanker går til Kirsten og deres søn, svigerdatter og børnebørn.

Vi vil savne ham.