Julie Christine Gaardbo
Kilder: Lægeforeningen og LinkedIn
Pris
Julie Christine Gaardbo, speciallæge, ph.d. og afdelingslæge i Medicinsk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus, har modtaget Lægeforeningen Sjællands Kollegialitetspris 2025. Prisen blev overrakt ved foreningens årlige efterårsmøde den 24. november.
Julie Christine Gaardbo har i sin karriere arbejdet bredt inden for intern medicin herunder på universitetshospitaler og i Grønland. På Nykøbing Falster Sygehus er hun bl.a. ansvarlig for organisering og optimering af den biologiske behandling af patienter med inflammatorisk tarmsygdom. Hendes arbejde er kendetegnet ved en grundig faglig tilgang og en social og etisk bevidsthed i mødet med nogle af sundhedsvæsenets mest komplekse og sårbare patientgrupper.
Ifølge Lægeforeningen Sjælland tildeles prisen på baggrund af Julie Christine Gaardbos arbejde med individuelt tilpassede patientforløb og håndtering af opgaver, der kræver særlige løsninger og et udvidet ansvar.
Kollegialitetsprisen uddeles hvert år til en læge i Region Sjælland, der har ydet en særlig indsats inden for kvalitetsudvikling, forebyggelse eller styrkelse af lægekulturen.