Poul-Erik Lund Kofoed
Stine Byberg På vegne af venner og kollegaer fra Bandim Health Project i Guinea-Bissau
15.5.1953 - 24.11.2025
Poul-Erik var en meget vellidt og rar kollega på alle sine arbejdspladser, og på Bandim Health Project i Guinea-Bissau var han noget helt særligt.
Poul-Erik flyttede sammen med sin hustru Jette og deres tre børn til Guinea-Bissau i 1993 og blev der i 2 år. Dette ophold blev til en livslang forbindelse, og Poul-Erik besøgte Guinea-Bissau 1-2 gange om året frem til han blev syg i 2023.
Poul-Eriks forskning i Guinea-Bissau fokuserede særligt på behandling af malaria hos børn. Her leverede han banebrydende resultater ved at vise, at det gamle klorokin virkede godt, også mod klorokin-resistente parasitter, når det blev givet i højere men stadigt veltolererede doser. Poul-Erik lavede ikke kun sin egen forskning i Guinea-Bissau, men varetog også yderst kompetent tilsyn og rådgivning med anden forskning ved Bandim Health Project.
Poul-Erik var afholdt af alle han mødte i Guinea-Bissau, såvel guineanske, danske og internationale kollegaer. Og netop Poul-Eriks evne til at omgås og være vellidt af alle, gjorde ham til et helt særligt menneske og en fantastisk sparringspartner. Selvom han havde travlt under sine ophold i Guinea-Bissau, havde han altid tid til at tage en snak og han prioriterede altid de sociale aktiviteter. Flere af de studerende mødte kun Poul-Erik en eller to gange inden de skulle tilbage og fortsætte deres studier i Danmark, men alligevel gjorde han et stort indtryk på alle, som har haft deres gang på Bandim Health Project. For os, som havde flere ophold sammen med Poul-Erik i Guinea-Bissau, blev han en god ven og det bedste eksempel på, hvordan man kan navigere mellem arbejde og sociale aktiviteter og være omsorgsfuld for alle på sin vej.
Et eksempel på Poul-Eriks omsorgsfulde natur var, at hans kuffert altid var fyldt med frosne oste, slik og diverse fra den lokale Kvickly i Middelfart, til stor glæde for alle kollegaer. Udover at være rar og hensynsfuld, var han også humoristisk og havde en sjov bemærkning til det meste. Poul-Erik var altid med på løbeture og havde en meget aktiv livsstil. Det var derfor også et stort chok for de fleste, at høre, at han var blevet syg.
Poul-Erik døde den 24. november omgivet af sine nærmeste, efter længere tids sygdom. Poul-Erik har sat store aftryk, både i Guinea-Bissau og i Danmark, som også har betydning selvom verden nu skal leve videre uden Poul-Erik. Deskansa em paz. Sempre no sta djuntu.