Joes Ramsøe Jacobsen

For 65 år siden blev Joes og jeg gangfæller på kollegium 5 tredje i Århus Universitetspark. Efter vel overstået 1. del flyttede vi med et halvt års mellemrum til København for at afslutte uddannelsen der. Vi fik begge værelse på Egmont Kollegiet. Gennem studieårene udvikledes gradvis et livsvarigt venskab, som også omfattede Anne Birthe kaldet Bibs, som Joes mødte på Egmont og blev gift med i Brahetrolleborg slotskirke på Fyn i 1965. 

Joes var en strålende begavelse med en stor viden og fremragende hukommelse. Han valgte at blive pædiater og fik hurtigt fokus på medfødte hjertelidelser. Efter kursusstillingen valgte han derfor at uddanne sig gennem et år på kardiologisk laboratorium på Gentofte og under orlov fra sin 1. reservelægestilling på Dronning Louises Børnehospital, som dengang varetog børne kardiologien, et år som postgraduate fellow på Texas Childrens Hospital i Houston. Efter en ansættelse på Børnehospitalet Fuglebakken blev uddannelsen suppleret med ansættelse på kardiologisk afd. og laboratorium på Rigshospitalet. Herefter var Joes tilknyttet det børnekardiologiske område på Rigshospitalet, de første år som konsulent og derefter overlæge indtil sin pensionering 2007. Hans betydning for udviklingen af diagnostik og behandling af børn med hjertesygdomme blev understreget ved det symposium kollegerne arrangerede ved afskeden.

Joes var et musisk menneske, som ud over livet med Bibs og de to sønner og sit engagement i de hjertesyge børn, havde to store interesser: Han var en fremragende pianist og spillede daglig på flygelet i hjemmet i Holte og han var en vidende og engageret ornitolog. En interesse som han plejede på mange rejser og gennem artikler i ornitologiske tidsskrifter samt organisatorisk arbejde i ornitologisk forening.

Som barn fik Joes tuberkulose, som krævede langvarig behandling og som igen blussede op da han var 1. reservelæge på Fuglebakkens Børnehospital. Efter pensioneringen kunne han og Bibs foretage flere lange rejser, men tiltagende helbredsproblemer satte en stopper for rejseaktiviteten. En familiær øjensygdom førte gradvis til blindhed og en progredierende parkinsonisme medførte svære motoriske problemer. Trods dette bevarede Joes sin interesse for omverdenen og gav aldrig udtryk for beklagelser over sin tilstand.

Samværet med Joes var altid givende. Han var en lyttende og eftertænksom samtalepartner, vidende og belæst men aldrig bedrevidende. Gennem årene har vi fulgt hinandens familieliv og karriere, i de senere år gennem jævnligt samvær, hvor Joes gradvise svækkelse var tydelig. Da slutningen nærmede sig valgte han og Bibs at han skulle tilbringe sine sidste dage i hjemmet, hvor han gennem årene havde fået kærlig hjælp og støtte. Tankerne går nu til Bibs og sønnerne med familie.