John Teilmann Larsen
Palle Mark Christensen, Ejnar Bundgaard Larsen, Liselotte Sabroe Ebbesen, Ebbe Nils Ebbesen, Kim Brøsen, Claudia Maria Nordenbæk, Steffen Husby, Nasrin Asgari
21.07.1965 – 29.09.2026
Vores kære kollega og ven, John Teilmann Larsen, sov stille ind i sit hjem efter flere års alvorlig kræftsygdom den 29. september 2026, omgivet af sin højt elskede familie.
John læste medicin på Odense Universitet, og afsluttede embedseksamen januar 1994.
John var flittig og altid velforberedt på studiet. Han tænkte lidt dybere over tingene, og han havde ofte en ekstra anekdote at fortælle os andre til forelæsningerne. Han var politisk interesseret og stor fodboldentusiast (Liverpool). Johns flittige væsen gjorde, at han allerede som medicinstuderende startede sin forskningskarriere med et forskningsår på psykiatrisk afdeling i Odense.
Som nyuddannet læge fortsatte han sin videnskabelige uddannelse på Afdeling for i Klinisk Farmakologi, Syddansk Universitet. John uddannede sig til speciallæge i klinisk farmakologi, og i 2002 forsvarede han sin ph.d.-afhandling.
John fortsatte i psykiatrien og blev speciallæge i psykiatri, hvor han bl.a. var overlæge på Odense Universitetshospital i en årrække frem til 2017. Herefter blev han praktiserende psykiater i Middelfart, og var også her meget afholdt af sine patienter - men måtte til sidst afhænde sin praksis, da kræften progredierede.
John var en søgende og refleksiv sjæl, der hele sit arbejdsliv afprøvede mange muligheder indenfor sit felt. Alle steder gjorde han det godt, og alle ville have mere af ham.
John var et højt respekteret medlem af Medicintilskudsnævnet fra 2013 – 2021, hvor John, som Danmarks eneste speciallæge i klinisk farmakologi og psykiatri, var meget central i forbindelse med revurderingen af tilskudsstatus af hele det psykofarmakologiske område i Danmark
I 2020 fik John konstateret tarmkræft. Sygdommen mødte han med det mod, den livsglæde og høje faglighed, som var så karakteristisk for ham. Ikke sjældent fortalte han, at de efterfølgende år var blandt de bedste i hans liv. Familien, vennerne og de nære relationer fik en endnu større betydning, og han formåede at leve livet fuldt ud på trods af sygdommen.
John vil blive husket for sit skarpe intellekt, sin varme, sin integritet, og sin evne til at møde andre mennesker med respekt og oprigtig interesse.
John havde naturligvis valgt at blive båret ud af kirken til sangen ”What a Wonderful World”
Vores tanker går til hans familie, som han elskede så højt, hans hustru, Lise, og de tre børn, Julie, Kristian og Morten samt de 2 børnebørn.
Æret være Johns minde.