Skip to main content
Mindeord

Marie Østerby

Pernille Abildgaard Grarup

31. august 1978 – 30. august 2026

Jeg er helt sikker på, at jeg skriver på vegne af flere hundrede kolleger og patienter her nedenfor.
I slutningen af august 2026 gik en helt særlig kollega bort, efter at have levet et rigt, men desværre
alt for kort, liv som mor og læge.
Marie lod sig ikke mærke i klinikken af, at hun kæmpede med svær sygdom.


Een af de første gange, jeg lagde mærke til Marie var, da hun arbejdede som
læge på Hvidovre Hospitals Børneafdeling, i 2014.
Børnene var så utrolig glade for Marie. Hendes varme blik, humor og nærvær. Forældrene var
taknemmelige for hendes faglige skarphed og grundighed. Også i de tidlige morgentimer i
nattevagten, hvor hun altid holdt humøret højt.


Senere hen var jeg så heldig, at arbejde sammen med Marie, efter hun var blevet
speciallæge i almen medicin, tutor, og praksiskonsulent for psykiatrien i København.
Her fik jeg øje for det faglige fyrtårn, som Marie var. Opdateret. Vidende. Omsorgsfuld.
Marie var meget optaget af, at give sin kunnen videre, supervisere og uddanne.
Jeg kan lige høre hendes stemme, stående med et stort smil i dørkarmen ind til mit
konsultationsrum og sige: ‘’kan jeg gøre noget for dig?’’.


Marie har lært mig nogle af de bedste almen medicinske, kliniske håndgreb. Hun var en meget
dygtig og præcis kirurg. Hun kunne motivere sine patienter til at vende tilbage til arbejdet og livet,
efter sygdom, på allerfineste vis. Da vores veje skiltes, gav hun mig sit telefonnummer og sagde,
at jeg altid kunne ringe til hende. Da jeg så et par år senere en sen hverdagsaften fik brug for det,
svarede hun telefonen med det samme og tog sig god tid, med de kærligste råd.
 

Marie var en helt enestående læge.
 

Givende og energisk, også i hendes og familiens flittige arbejde for Kræftens Bekæmpelse.
 

Jeg er meget taknemmelig for, at have været der, hvor Marie var.
 

Mine varmeste tanker går nu til Maries store familie, som er tilbage.
Tak for, at I delte hende med os alle.
Jeg håber inderligt, at det kan være et lille lys i sorgen for jer, at vide at Marie var højt elsket og
efterspurgt af alle hun traf i sit arbejde som læge.

Kolleganyt