Kim Brixen

Det er med dyb sorg, at jeg deler tabet af Kim Brixen, min kære ven og kollega, som har forladt denne verden. Kim var en uundværlig del af så mange menneskers liv, inklusive mit eget, og hans fravær føles dybt.

Jeg mødte første gang Kim i marts 1987, da jeg begyndte som observatør på Medicinsk Afdeling C, Aarhus Amtssygehus, for at træne i medicinsk dansk og forberede mig på min danske medicinske autorisations eksamen. Mit første minde om ham er klart: Jeg stod ved kopimaskinen og forsøgte at kopiere afdelingens instruktionsbog, mens jeg kæmpede med sproget. Kim kom hen til mig og sagde varmt: »Hvorfor kommer du ikke og besøger os i weekenden?«

Denne invitation markerede begyndelsen på et livslangt venskab. Jeg besøgte ham med min familie, og fra den dag blev Kim en trofast ven og støtte. Under min overgang fra det egyptiske til det danske sundhedssystem var han et fyrtårn, der hjalp mig med at forstå de danske sundhedsstrukturer og opmuntrede mig hele vejen. Kims gavmildhed med sin tid og viden var bemærkelsesværdig. Jeg fulgte ofte med ham på hans vagter og lærte ikke kun om medicin, men også om medmenneskelighed og dedikation.

Senere, som ph.d.-studerende, delte vi utallige professionelle og personlige oplevelser. Kims energi var mærkbar, og hans kreativitet og intelligens strålede klart for alle, der kendte ham. Han tog enhver opgave med lethed, venlighed og en villighed til at gå ud over det sædvanlige for at hjælpe andre. På Aarhus Amtssygehus startede han osteoporoseklinikken og banede vejen for brugen af væksthormon til behandling af osteoporosepatienter. I denne periode fik han tilnavnet »Amtssygehusets Gulddreng« – et vidnesbyrd om hans genialitet og innovation. Hans afgang fra Aarhus til Odense for at starte osteoporose forskning der, var et stort tab for institutionen, og jeg vidste, at jeg ikke selv kunne blive i Aarhus uden ham.

Kim var afgørende for at rekruttere mig til Odense, hvor vi fortsatte vores langvarige samarbejde hvor han gjort Odense til en national og international center for osteoporose forskning. Han var altid kun et telefonopkald væk, klar med råd, støtte og opmuntring. Jeg husker tydeligt hans ord: »Jeg vil gerne give tilbage til vores samfund, hvad jeg selv har fået«. Denne filosofi guidede hans bemærkelsesværdige karriere som leder af det Kliniske Institut og senere som forskningsdirektør på Odense Universitetshospital. I disse roller forvandlede han forskningslandskabet i Odense og startede en stille revolution ved at tiltrække yderst kompetente nationale og internationale biomedicinske forskere og professorer. Hans indflydelse strakte sig langt ud over hans umiddelbare roller – han var aktiv i hospitalsledelse, biomedicinsk forskningsudvikling, medicinråd og fonds bevillings kommitter, for blot at nævne nogle få.

Sidste gang, jeg så Kim, var for tre måneder siden ved en familiemiddag. Han var livlig og energisk og delte sine karakteristiske skarpe og inspirerende kommentarer. Jeg spurgte ham: »Overvejer du at gå på pension?« Han smilede og svarede: »Nej, jeg har meget tilbage at gøre. Jeg kan stadig bidrage med så meget.« For Kim var hans arbejde, hans patienter og hans bidrag til samfundet ikke blot pligter, men et kald i livet.

Kims talenter rakte langt ud over hans professionelle bedrifter. Han havde et skarpt kunstnerisk øje og fangede særlige øjeblikke gennem fotografering. Han havde en enestående evne til at bringe liv til enhver forsamling, hvad enten det var gennem optræden til fester, indsigtsfulde foredrag eller orkestrering af humoristiske og fornøjelige episoder.

Tabet af Kim er uerstatteligt. Hans venlighed, genialitet og passion vil altid forblive i mit hjerte. Han har efterladt et uudsletteligt mærke på alle, der kendte ham, og hans minde vil fortsat inspirere os. Hvil i fred, kære Kim.